Verdensmestre

Hvert fjerde år, når 11 millionærer fra hvert land verden over samles for at spille fodbold, tager jeg en grundig afvejning med mig selv om jeg gider følge med i det.  Der er ingen fidus i kun at sidde og se finalen mellem to ukendte, ligegyldige hold, så tricket er at følge med fra starten.  Helst også alle gruppespillene. VMs slogan er faktisk "All in or nothing!"
Pga Brasiliens mærkelige tidszone og mine mærkelige arbejdstider, plus sporadisk overmenneskelig træthed, betød det nu at jeg hverken fik set >Tyskland spille sig igang, eller Spanien ryge ud.  Til gengæld fik jeg set Algerien mod Syd-korea - en meget bizar og kejtet kamp - ligesom at se på skildpadder der prøver at snave.
Men senest da Tyskland slog Brasilien i en historisk 7-1 sensation (lige så bizart), vidste jeg at vi måtte sætte alt ind på at komme i byen og juble sammen med flest muligt andre glade mennesker.  Det er -kort sagt- VM's højeste formål, set i mine øjne: at juble sammen med flest mulige mennesker. Torben og jeg var så heldige at Michelle og Nicolaj er verdensmestre i børnepasning, og selvom de skulle op og på arbejde næste morgen, ville de gerne have Selma og David overnattende.
Gudskelov fandt vi en parkeringsplads, og en bar, og en siddeplads, i det mest tilrøgede rygerlokale i hele Århus, og Kadi kom gudskelov også med, og vi fik øl, og Tyskland vandt, og det var en fest.  Indtil tre-fire minutter efter kampen, hvor Torben strøg ud af døren, for nu skal vi hjem!  Han er fremsynet, manden.  Det er jeg ikke, så vi strøg lige ind på en anden bar, sang en sang, og strøg ud igen.  Hvem ved hvornår vi igen kommer til VM.
Næste morgen betalte vi prisen.  De fleste mennesker får tømmermænd - vi får børn.  Klokken kvart over seks hentede vi ikke mindre end fire små skidtspredere, der var mere end klar til morgenmad.

Torbenfar bespiser ALLE ungerne, og katten. Bemærk at han smiler!

 Derefter sagde det bummmm, og vores hus lå i ruiner..... nåja næsten, i hvert fald gjorde Selma, Maloucca, David, og Trisstan alt hvad de kunne for at splitte det hele ad.

De ser så blide ud.....

....og uskyldige...

...takket være Torbenfars i-Pad!

Imens kom håndværkerne og prøvede at presse sig ind, for at reparere det hele igen.  Efter at have gnubbet skuldre med håndværkerne i et par timer tog vi i Reepark.

"One down, three to go!" Torbenfar smider et barn ud i bilen mens et andet står og roder i brændeovnen .  

 Annette og Emmanuel samlede vi også op undervejs og masede dem ind i bilen.  Og selvom jeg virkelig ikke fik set så meget som skyggen af et dyr den dag i Reepark, havde vi en fantastisk hyggelig dag, og kom tilbage med alle -de rigtige- børn, og voksne, og klapvogne. 

Det var lige før at det umulige skete og Torbenfar glemte sin pung, men det var selvfølgelig falsk alarm. Antallet af børn havde kun påvirket hans evne til at kunne sige helt præcist hvor den var.