3. maj 2014

Superhelten 5 år #1: planlægningen

Tib blev 5 år i går. Det er rigtig nok. Både jeg og Tante Kadi har talt efter. Plus at emnet til Davids forældremødet var hvad de laver i børnehaven for at gøre ham skoleparat! Gudskelov går han på Mosegården, så det de gør er at kigge på biller med en lup, gå ture i skoven og holde øje med biler og cyklister, skiftes til at stå op og fremvise døde fugle de har fundet i deres haver, og lære blomsternavnene.

Eventyrgenet, som jeg har arvet af bedstemors familie, satte langsomt i gear oppe i mit hovede i ugerne op til fødselsdagen. Der var brug for et godt moment, for eventyrmaskineriet er et tonstungt lokomotiv, og den travle hverdag, sure mails fra arbejdet, de mange muligheder, afhængigheden af vejrudsigten, den begrænsede tid, de daglige rutiner der udfylder næsten hele dagen hver dag - alt det gør, at fødselsdagseventyrslokomotivet starter op ad bakke. Sidste år var bakken så stejl at toget aldrig  rigtig kom op at rulle, det stod bare og spruttede røg og anstrengte sig alt hvad det kunne, metallet hvinede, men enden blev regnbue-is, modellervoks til en 10-er fra Rema i gave fra Selma,og legetøj i haven med et par venner. Du elskede det, men mit indre eventyrslokomotiv fløjtede indigneret!
I år tog det forrygende hævn. Strategien når man får børn, siger man, er at blive bedre til at planlægge. Og Davids fødselsdagseventyr startede med at rulle oppe i mit hoved uden at nogen opdagede det, jeg købte lidt slik og en spiderman-cykel, bagte et par gulerodskager onsdag aften, intet opsigtsvækkende, stille og roligt.

Fredag mens du var i børnehave, listede jeg mig væk fra den psykologiske udredning, og drog ud i skoven med en trillebør fuld af balloner, snor, skovle, en pose, hændelseskort fra et gammelt spil matador, en pose gulerødder til hestene, 6 friskbagte Brezeln fra bageren, og en skat.  Nu rullede toget. På ti tønder skov lavede jeg et orienteringsløb til 6 femårige knægte, som kun kan styres på ti tønder skov.  Jeg lagde gulerødder ud, som de skulle lokke hestene med, for at finde næste opgave. Som var at klatre og balancere op ad et væltet træ. Følge en lang garnsnor igennem underskoven. Hoppe fra stub til stub henover krokodillefloden. Op i jægerudsigtstårnet og finde forplejning i form
af kringler. Min indre plan rullede afsted og tog til i fart, mens jeg lagde eventyret ud i skoven.






To timer senere stod Torben og jeg og skulle hente 6 femårige i børnehaven. Helt klart mit svage punkt i dagens plan! Hvor er David? Nemt nok. Noah? Check. Nej, bliv lige her ven! Markus, er det ham dér eller alligevel ham der....? Lucas, den rigtige af de tre Lucasser! Valdemar, gud hvor er han blevet stor! Trisstan, han hyler og vil hente sine sandaler, men det forstår jeg ikke, fordi man ikke kan hyle og udtale "sandaler" samtidig. Krydse børnene ud. Hvad hedder den rigtige Lucas til efternavn? Finde jakker. Finde drengene igen, som hujende er løbet i alle retninger for at fortælle alle at de skal til fødselsdag. Finde madkasserne. Finde de medbragte gaver. Finde sandalerne.  Få de seks rigtige drenge, og kun dem, ud af lågen, og fordele  dem på to biler.  Og ud i ti tønder skov!

Fortsættelse følger....

11. april 2014

Tibs første tur i biografen

Jeg har i lang tid udskudt den dér dag, hvor David for første gang skulle puttes i en biografstol og sidde og kigge på et filmlærred i over en time.  På en måde havde jeg på fornemmelsen at det er en af de ting der kommer til at fylde så rigeligt i hans liv senere, at jeg gør ham en tjeneste ved at nedbringe livstidskvoten.
Ligesom med slik.

Men en dag måtte nogen jo vække mig af tornerosesøvnen, og det var så opkaldet fra søde og spontane Michelle, som generelt er god mod tornerosesøvn:
"Inger, ved du hvad i skal på søndag?!"  Og ja, det vidste jeg jo så ikke, men jeg var heller ikke helt sikker på om det var en god ting.  For der var overhængende fare for at det ikke betød at jeg skulle "ingenting".  Bortset fra den realistiske mulighed at jeg skulle noget som jeg havde glemt, fik jeg den påtrængende fornemmelse at Michelle havde en plan.

Og ja, hun havde fået fire fribilletter til en forpremiere på en ny børnebiograffilm, Rio 2.  Og den skulle vi da ind og se!

To papegøjer på vej ind i biografjunglen!
Vi bevæbnede os med 3D briller, verdens største mellemstore pose popcorn, saftevand, Rio " klistermærker, og to ellevilde drenge.  Og så gik vi i biografen!  Det var en meget sød og sjov film om udrydningstruede Spix-araer og den udrydningstruede Amazonasskov, og David skulle kun ud at tisse én gang, og Trisstan blev kun væk i Bruuns galleri én gang, og jeg tror aldrig Torben har været SÅ tæt på at bryde ud i gråd: "Pleeeaaase Inger må jeg tage til midtbyen på tøsetur, og du bliver herhjemme?!"


Tøsetur med papegøjer
David sad tryllebundet af filmen og sagde ikke et muk.  Men han har heller ikke siden nævnt filmen, og jeg spekulerer på om han mon overhovedet kunne se noget gennem to par briller?!

10. april 2014

Børnehave update

Ting der er vigtige lige nu nede i børnehaven:

1) at man nu går i Skovklubben, for de store børn!
2)  at alle ser ens nye rum
3) at alle holder deres plads i køen (tilbagevendende punkt)
4) at den nye dreng hedder David Bæk, og man selv hedder David Bach!
5) at de to navne staves næsten ens

Nye ordbær fra Mosegården:

Motorikrummet = Moserikrummet
Vuggestuen = Bukkestuen
Valhalla (bålstedet) = Vandhalla

9. april 2014

Loppecirkus

Fredag morgen slog David øjene op og spurgte: "Huh!? Hvornrå skal jeg til gymnastikopvisning?!"  "I morgen, min dreng!"
Lørdag morgen vågnede han langsomt mens han mumlede "Huh!  I morgen er der gymnastikopvisning..."
"Nej min skat, det er i dag!"  
Og det var det.  Hele efteråret og vinteren har jeg tålmodigt siddet i Hornsletskolens forpruttede omklædningsrum og gurglet kaffe og landsbysladder med landsbyens absolutte sladder-elite: mødrene!
Men i dag havde hele Hornslet trillet deres store familiebiler med hele familien indeni ned til Hornslethallerne, og bedstemor var trillet helt fra Tyskland i sin lillebitte bil, for at se farvestrålende gymnaster i alle aldre springe rundt på de afprøvede redskaber (også i alle aldre). 

Der var babyer, der blev tøffet rundt i store tæpper af deres tålmodige fædre og mødre, og der var rå drenge, der skiftede pailletdragter ud med street-tshirts og sprang rundt på redskaberne på en meget  street måde, og så hed det parkour i stedet for gymnastik.
Så var der smarte piger fra Norge, de havde ikke spor imod pailletter, og rullede rundt i store tunge hjul der fint kunne hamle op med en familiebil.

Selma sprællede ivrigt med på vores lårbasser, og sørgede for at vi ikke fik for meget kaffe.

Og der var vilde teenagere, der ikke kan nøjes med at være vildt dygtige til at hoppe og springe, men tilsætter mørke og glowsticks og røgmaskine og ildkaster, for de er jo teenagere og lider af selviscenesættelse, endnu mere end vi andre, og det var vanvittig flot og imponerende!
Der var også midaldrende damer der sprang til gungrende teknorytmer.  Deres hold var gået fra pailletter og ildkastere, til militær- og neonfarver, og de havde virkelig god kondi og tonede muskler, og var ikke sådan at løbe fra. Faktisk tror jeg det var det, de udstrålede: "Dette er holdet der har tiden på sin side! Alderen vil indhente jer alle, pailletter eller ej!"  
Og så var der selvfølgelig David!!!  Han var klart det sødeste barn, på det sødeste hold!  Op og ned ad buk og hest og meget meget høje bakker og henover meget meget smalle balanceplanker hoppede han.  Helt usædvanligt graciøse kolbøtter slog han henover den lange måtte, og han havde en rytme i kroppen så han simpelthen overstrålede alverdens pailletdragter og ildkastere.  Det blev Torbenfar og bedstemor og jeg ved med at bekræfte for hinanden under hele forestillingen, og mange gange efterfølgende.  Og så lige en sidste gang i telefonen her i morges.   

Der er selvfølgelig lavet en slow motion optagelse af David der laver en graciøs kolbøtte!


David og hele hans brigade af små gymnaster (David er den lille sorte omme foran)

David danser....

...David vinker....
Hele folkesamlingen!

3. april 2014

Ridetur

I fredags red jeg en tur, ud af virkeligheden og ind i skoven, til slottet, til eventyrland:



Jeg tog ud i skoven på hesteryg fordi der var lidt for meget "kriseintervention", "troværdige voksne", "ifølge handleplan", og "tydelig struktur" oppe i mit hoved.  På vej ud i skoven på det store levende frygtsomme dyr, med eventyrslottet foran mig og virkeligheden langt bag mig, styrtdykker alle de flagrende tanker tilbage til mit indre midtpunkt, dér hvor begge ben vender nedad og hovedet ikke skal andet end at sidde på skuldrene.

Selma Johanne har igår sørme også været ude på hendes første ridetur.  Jeg gætter på at grunden for hende snarere var, at nogen satte hende op på en hest.  Sådan ser hun i hvert fald ud, og hendes hoved har tydeligvis ikke problemer med at sidde på skuldrene:

  
Sjovt nok var den pony som hun blev sat op på, Vallentin.  Den samme pony som lille David blev sat på for et par år siden på HANS første ridetur.  Jeg elsker simpethen at verden hænger så godt sammen, at en hesteryg kan være dens midtpunkt.