Udefra ligner det jo en lille pladeforskydning, lidt tør hud der skaller af jordskorpen. Inden i er det en katedral, et multimediealter til menneskets historie, et mødested for forfædre.
Martsvinden fyger over
kælkebakken på toppen, men inden i er der jordvarme og god akustik. Folk er mondæne og velklædte, de glæder sig
til mødet med historien og med deres egne sanser.
David og Selma er også velklædte, men mindre mondæne, for
dem går alle ture til Sommerland. De gør
sig klar til lige dele forlystelse og plageri.
David har fikset snollerpenge både fra sparebøssen og fra bedstemor, han
flirter med enten kajkage eller is. Men
først vil han ind og se de døde skeletter, og han åbner sine store øjne og sit
sind som en bog. Vi starter med
udstillingen om de dødes liv, den fører os ud på en opdagelsesrejse i hvordan
vi og andre folkefærd forholder os til vores døde.
Guineanske ånde-masker er vakt til live ved hjælp af mørke
rum og det klassiske lommelygte-trick.
Det er det første rum vi betræder, og jeg erkender allerede her, at jeg
kommer til at give ham stof til de næste mange års mareridt i dag. David er henrevet, han spørger og spørger.
Udstillingerne bruger vores sanser helt forskelligt:
Nogle steder skal man bruge alle fem, og dertil sin nysgerrighed og fantasi, for at komme ind på udstillingen, som gerne
gemmer sig, og vil opsøges. Tag
hovedtelefoner på og tryk på knappen, så fortæller jeg dig om hvordan jeg
opdagede, at neandertaleren havde karies.
Luk øjnene og lad os introducere dig for hver enkelt af Gundestrupkedlens
små mystiske figurer.
Andre steder
overvældes man af et lavineagtigt orkestreret fyrværkeri af digitale og
kunstneriske installationer. Vi sætter
os midt i slaget ved Illerup Ådal, og lader spyd og pile regne ned over
os. Jeg lukker Selmas øjne og ører mens
vi begraves i støvletramp og træskjoldenes klapren. Det er de besøgendes angstsved der stinker
af, men det kunne lige så godt være de firskårne krigeriske vikingers. Selma hiver irriteret mine beskyttende hænder
til side, hun har spottet en HEST!
Davids øjne er nu så store som Rundetårn. Han sparker lidt til det store filmlærred,
dels fordi det er så virkeligt, og dels for at minde sig selv om at han elsker
slåskampe.
I helt andre hjørner af museet er det mirakuløse tænkt ind i
det hverdagsagtige, og med vilje malplaceret i det helt banale, så det bliver
virkeligt. Lucy, Koelbjergkvinden og fem
andre af vores forfædre er rejst til Moesgaard og står og venter som voksfigurer på trappen i
foyeren. De ser nærmest ud som om de keder sig lidt. Lucy er rejst 3,2
millioner år igennem tiden, men evolutionens gang ser ikke ud til at gøre hende noget.
 |
| Hobitten Flores (ca. 12.000 år) i snak med Ellen (ca. 65 år) |
Da vi endelig, efter flere timers intense tidsrejse og en hårdt tilkæmpet frokostpause, går
stille sind ind og besøger vores nationale forfader Grauballemanden, har David
mistet enhver fornemmelse for tid og sted.
Bedstemor ser ham tage notits af den 2300 år gamle mand som han tager
notits af et postbud. Der er ikke mere
forundring tilbage for i dag i det lille femårige sind, måske er
Grauballemanden også for velbevaret, måske ligner han faktisk lidt for meget
postbuddet.
