30. juli 2015

Eventyret om Vejlø, kapitel 1

Den lille Kong David den Store spekulerede på hvordan han kunne komme i besiddelse af den uovervindelige kraft som kan overvinde alt, men uden magt, uden rigdomme, uden alder, og uden store muskler. Han havde hørt om en lille gruppe mennesker der gemte sig på småøer i landet Danmark, hvor de samledes ude i naturen med kun hinanden som forsvar, uden elektricitet, uden toiletter, og uden fast tag over hovedet.  Dér levede de et fredeligt og fordrageligt liv uden regler og uden sure pligter, uden store sorger og uden store ambitioner.
Kongen besluttede at drage ud for at opsøge det underlige folk, der muligvis gemte på den uovervindelige kraft.....
....han var klar over at det ville blive en lang rejse med mange afsavn.  Han udvalgte en hær bestående af seks vakre prinsesser, som skulle rejse sammen med ham og beskytte ham og holde hans mod oppe.  
Prinsesse Lucia den Ædle, Prinsesse Annamor den Gode, Prinsesse Yamuna den Rene, Prinsesse Selma Johanne den Ukuelige, Prinsesse Tanjamor, fredens vogter, og morprinsesse Inger den Frygtløse.
Prinsesse Annamor, Prinsesse Ingermor og prinsesse Tanjamor
Kong David og hans 3 prinsesser

Kong David pakkede alt hvad han havde brug for.  Sin Spider-man dragt, sin Spiderman-cykel, cykelhjelmen, hans pandelampe, og sin spejderdolk.  Morprinsessen pakkede resten. 

Rejsen gik over to have og tre øer.  På den sidste del af rejsen måtte de sejle med en alt for lille postbåd over Nakskov Fjord, presset sammen med andre rejsende.  De kloge prinsessemødre stablede dem alle, så de ikke faldt over bord. Kong David delte figenstænger ud.



På øen måtte den lille trup lære at begå sig i det primitive samfund, hvor maden blev tilberedt over åben ild, og man sov sammen i store telte.  Den iltre konge prøvede forgæves at forbyde folket at snorke, men alle var meget venlige, og Kong David blev snart venner med en eventyrfortæller, en indfødt, en gammel shaman, og den vakre prinsesse Lucia som snart gik igennem tykt og tyndt med kongen.
Øens troldmand sagde til Kong David at han og hans prinsessehær måtte gå igennem syv prøvelser hvis de skulle gøre sig fortjent til at høre om den uovervindelige kraft.

"Prinsesse Lucia! Du er modig og vakker, kendt for din fantasi og dine musiske evner.


Man siger du kan bevæge alle med din sang og dans, men samtidig kan stå så fast at ingenting kan rokke dig. Du skal ud på gyngende grund! Trods dit mod aner jeg en skjult frygt for havets mørke vand. Din prøvelse bliver at vove dig ud på vandet rundt om hele øen.
Prinsesse Annamor!  Du kloge beskytter og regent.  Man siger du kan beskytte dine kære og overvinde alle elementerne.  Du skal bringe din datter sikkert over vandet.  Halvvejs rundt om øen vil i komme i et skrækkeligt blæsevejr. På den måde skal du overvinde vandet og luften. Vandet vil også angribe dig ovenfra. Du skal overvinde elementet jord ved at finde hvile i alle syv nætter ligesom prinsessen på ærten - bare uden madrasser. To gange vil ilden prøve at angribe dig.
Prinsesse Yamuna!  Du har en sund krop og et rent sind. Din prøvelse bliver at spise syndigt slik! Prinsesse Tanjamor, du lever i harmoni med dine omgivelser og man kalder dig fredens vogter, der kan overvinde enhver fjende kun ved brug af sit venlige sind og sin gode vilje.
Din prøvelse bliver at se på Yamunas forgiftning!  Hun vil få sukkerchok og blive Prinsesse Modsat - jeg byder dig at tage denne storm med ophøjet ro og overvinde den med dine fredelige solstråler. Du skal også overvinde den onde trold Finn og få ham til at spise vegetarmad, kun ved hjælp af din venlighed. Din prøvelse bliver den sværeste af alle!
Kong David, du er god og retfærdig og finder altid løsninger når folk er uvenner.  Jeg kaster en trolddom over dig så du bliver vred på din elskede mor en halv dag.  Du vil ingen årsag og ingen retfærdig løsning finde.  Du skal selv finde vejen ud af din vrede inden solnedgang.
Prinsesse Ingermor. Du er stærk og foretagsom.  Du skal udholde din søns vrede uden at fikse den, og du skal slippe ham fri så han kan regere over sit eget liv i hele ugen.  Jeg forbyder dig at have travlt, og jeg forbyder dig at ville bestemme.  Din prøvelse er at lade alt ske som det sker.
Prinsesse Selma!  Din opgave er at sove længere end til klokken syv.  Også du skal gøre det lige som prinsessen på ærten, uden madrasser. Din prøvelse er også at du skal klare dig uden ble og uden WC i en uge."

Troldmanden havde ramt plet.  Den første aften var den lille trup stadig træt efter den lange rejse og troldmandens profetier gjorde dem alle modløse.  Kong David og de små prinsesser lå længe vågne og lyttede til nattens mange lyde, og kiggede op på den smukke stjernehimmel af huller i deres mørke telt.
Men øens nomadiske befolkning var lystige og venlige og opmuntrede prinsesserne med deres sange rundt om bålet om aftenen. Der var connyfleks til morgenmad, og solen skinnede næste morgen.