Davids homies

Selma er mægtig stolt af at have en stor mødregruppe fuld af homies på sin egen alder, som hun kan lave ballade med.  Men David har da også sin helt egen mødregruppe, de er godt nok kun tre, men til gengæld allerede skoleklar.  Mens Selmas venner stadig skider i bleerne, laver David og Lea og Filuka vilde manuskriptfri improvisationsteaterforestillinger, leger cowboy og prinsesser, og skriver elaborerede fødselsdagsinvitationer til hinanden.  David blev desværre ikke inviteret, antageligt fordi han ikke som de to andre går i lyserød og høje hæle. Men til gengæld fik han som ægte cowboy-helt lov til at redde både Tornerose og Askepot.

Pigelus!!

David ser redningen

Tak for at du reddede mig cowboy!

Børneklubben i legeland

Søndag:

Idag var vi i legeland med hele Selmas mødregruppe.  Faktisk var hele fædregruppen og storebror/søstergruppen også med, hvilket gav i alt 21 legeglade, kaffegale, bollesultne (pfft!) kagemandselskende personer.  Sådan her så herligheden ud fra Davidhøjde:

 Kørekørekøre....hvornår er vi der?

Lillesøster...

Mor bærer varsomt bollerne, det bagte guld

Whoh.  Lillesøster nulrer rottehaler, her er ret stort!

Vinterstøvleballade og jakkebjerg.

Lillesøster + friends starter højt ud!

Lillesøster på vej ned, jeg tror hun er lidt skør

Boldebad/menneskebolde

Maks antal børn man kan fastholde i ét hjørne på én gang

Lillesøster med sine bedste homies

De små synes det er helt vildt sjovt at de er blevet to år, pfft!

To skøre toårige

Arhmnamnamnam, slubreslubre.  Sådan ser mødrehygge ud.

Hvis man vil have de vosknes opmærksomhed kan man lige tirre den lille tikkende bombe lidt.

Herrene slår et par baner på the green..

Jeg overvejer et tricky slag.  Damerne beundrer fra sidelinjen.

Kørekørekøre... hvornår er vi hjemmeee..?

Vores baggagerum, land- og børnesmittet. 

Afhentningseventyr

Tirsdag:
Det var Selmas første sygedag.  I hvert fald den første i denne uge.  Torben var også syg, men ikke på første dag, han brækkede nemlig sin tå og sin vilje den dag han dansede fasterdans med David og Selma (se her), og har levet i en barfodet, stønnende bobbel siden. Den stakkels mand er jo ikke velsignet med verdens mest nursende kæreste, det bedste jeg kan gøre for ham er at flygte, for ikke at mine ører falder af, eller jeg kommer til at bide det stønnende hoved af ham.  Udenfor daler sneen i tykke pom-pom'er, og igår på arbejdet nåede jeg lige netop at sige farvel en til begejstret pædagog på vej op i fjeldet med en -måske ikke lige så begejstret- teenager.  Han havde allerede snesko på ryggen og julelys i øjnene.

Det var jo umuligt at holde mig indendøre under de forudsætninger, så jeg pakkede Sygeselma ind i en tyk sweater, de tykke sokker, flyverdragten, støvlerne, huen, vanterne, et tæppe omkring sig og et andet under sig, og surrede hende fast til sin slæde, og så trampede vi ud i alt det hvide, over markerne og gennem skoven, igennem bob-slæde-agtige hulveje og snoede stier, ned og vende ved Hornslet og forbi en lille legeplads. Jeg var sat i gang som et lokomotiv, og havde svært ved at standse.  Selma sad først omme bagi og grinede, af og til trillede hun af slæden og måtte børstes fri for sne og losses op igen.  Efter noget tid nøjedes hun med at smile, og til sidst holdt hun op men jeg gik ud fra at alt var vel, for hun sad -tyk og stiv og stoisk - på slæden og kiggede på mig med sine knappede, nissede museøjne.  Men da jeg efter et par timer alligevel havde besluttet at hun nok gerne ville hjem i varmen, og vi kom ind ad døren, brast hun i den dér gråd som mødre får mareridt af, den dér gråd der betyder "mor, hvordan KUNNE du gøre det her imod mig?!?"  En udpakning, varm kakao foran brændeovnen og en sovesut gjorde gudskelov hurtigt verden (og Selma) god igen.

Om eftermiddagen pakkede jeg mig ind igen for at hente David på slæde.  Torben påpegede sindrigt at lyset snart ville svinde, og jeg svarede -sanseløst- at så ku jeg da bare tage en lygte med! Jeg var totalt og aldeles ankommet i den irriterende tilstand hvor der ikke findes dårligt vejr - kun dårlig beklædning, og hvor problemer bare er udfordringer, og hvor smerte bare er svaghed der forlader kroppen.  Jeg stavrede afsted over pløjemarken, slæden hoppede og sprang bag mig, øjet skinned' og tåren randt, og intet mere i verden bandt.  Da jeg dumt nok ikke havde regnet bækken mellem markerne for andet end en udfordring, stod jeg på et tidspunkt foran det problem at bækken om vinteren både er bred, vild og isnende kold.  Dumdristigt sprang min slæde og jeg over, og fortsatte vores færd.  David blev selvfølgelig henrykt over at se sin dampende og sneklædte mor komme i børnehave med slæde, og han er som sin mor helt opslugt af eventyrlige vandringer, også selvom de blot går fra børnehaven over marken hjem.

Davids snemand, som han helt selv har trillet.  Med instrukser fra bar- og tykfodede Torbenfar gennem vinduet.

Ole sad på en knold og sang

Tralalalalalalalalala

Får og beder omkring ham sprang

Tralalalalalalala

Lyngen sused, og skyen gled,

udflugtslængsler i hjertet sved 

Heden stænged og mindet spandt

Moders øjne dog stærkest bandt.

Snart den ting dog blev åbenbar;

Minder gør ikke sagen klar.

Stak så Ole en dag i trav,

Stod med ét ved det store hav.

Øjet skinnede, tåren randt

Intet mere i verden bandt.

Over havene hyrden fór,

Fårene står der endnu og glor.

Ej kan bede og får forstå

Længslers tog over bølgen blå

Vinterbilleder

Udenfor falder sneen, og indenfor blafrer ilden i den lille fru Morsø. Efterhånden som Selma og David bliver større og større, virker det som om rummene i Bomhuset bliver mindre og mindre.  Enten det, eller også fylder vi bare mere og mere i dem?  På vores julerejse tømte vi huset for to kubikmeter julegaver..... ...og kom hjem med mindst lige så mange! Jeg har prøvet at afhjælpe ved at give Selma sit eget lille hus i fødselsdagsgave, men det er ikke ankommet endnu.

1 stks dukkeseng, 0,2 m3

David gør sig skoleklar - lige for tiden ved at øve sig i at male ansigt på sine sole, og i at skrive bogstaver på alt, og i brugen af ipad.

Sidste weekend havde vi besøg af den bedste, børnene ved: bedstemor! Med madgryder og historielæsning. Sammen tog vi op til Løgstrup sogn for at hilse på deres nye beboer - vores nyeste lille niece/kusine/barnebarn!  Hun var utrolig sød og utrolig lille og utrolig træt og virkede som alle nyfødte lettere chokeret over verdens lys og farver og larm og kulde.  Efter intensiv nusning og en hurtig frokost tog vi den -også lidt chokerede- storesøster Lea med i legeland, hvor hun fik sin debut som stor pige.  Hun tog tilløb, og så sprang hun ud i det: i hoppeborgen, i boldebadet, på borgen, mod de voksne, og hun og David fik hoppet og løbet og grinet sig helt flade.  Selma sprang rundt efter dem så hurtigt hun kunne!

Selma og David i væksthusene

Fasterdag

Igår dansede vi denne her fasterdans som vi kender fra for tre år siden....

Idag er det Ingers fasterdag

Hurra hurra hurraaa

Hun sikkert sig en niece får 

som huun har ønsket siig i år

Med dejlig chokolaade og kaager til

Idag er det Davids fætterdag

Hurra hurra hurraaa

Han sikkert sig en kusine får 

som haan har ønsket siig i år

Med dejlig chokolaade og kaager til

Idag er det Selmas kusinedag

Hurra hurra hurraaa

Hun sikkert sig en kusine får 

som huun har ønsket siig i år

Med dejlig chokolaade og kaager til

Idag er det Torbens onkeldag

Hurra hurra hurraaa

Han sikkert sig en niece får 

som haan har ønsket siig i år

Med dejlig chokolaade og kaager til

dag er det Lea søsterdag

Hurra hurra hurraaa

Hun sikkert sig en søster får 

som huun har ønsket siig i år

Med dejlig chokolaade og kaager til

Til sidat vi råber højt i kor

Hurra hurra hurraaaa

Gid (?????) længe leve må 

Og siine ønsker ooopfyldt få

Med deejlig chokolaade 

og kaager til

Hurraaaaaa!

Et billede af danseshowet...her dog til FloRida "This is freaking awesome"....

Togtur

Selma og Tib ude og se med DSB:

Om David har guldsko på?! Ingen kommentar!

Sommetider....

...griber jeg børnenes magiske øjebliksbolde, og sommetider gør jeg ikke.

Den jeg greb:
Selma og David og jeg spiser morgengryn, alt for tidligt, alt for dagligt.
David råber "jeg går lige ud at tisse!" som den slags nu råbes. Jeg mumler "Mhm" (ja, som det nu mumles).
Selma spørger: "Mor, hvor Dadi?"
"mmhm"
"Mo-ar, hvor Dadi??"
"Mm-HM!"
"MOR! HVOR DADI??!
(Jeg fatter det)
"Han er ude at tisse"
Hvorfor er det at børn har brug for min mundtlige bekræftelse for alting? Tisser man bedre når man har kundgjort det og fået tilladelse? Er det på nogen måde mere sandt at Dadi er ude at tisse når mor har gentaget det?
Da først jeg overvinder min irritation slår jeg mig til tåls med jeg at ja, sådan er det måske. Selma kigger nu filosofisk ud ad vinduet og gentager grublende og med en rørende forundring:  "Dadi ude at tisse.....!"

Den der smuttede:
Jeg laver mad/ordner vasketøj/ rydder op/ tømmer opvasker/ laver madpakke/ skifter ble/ tørrer madpletter op/ leder efter noget jeg har smidt væk/ et eller andet andet kedeligt. David nørgler med noget og beder mig hele tiden om mærkelige ting, fx hårspænder og knuder, mens han snakker veltilfreds med sig selv. Jeg siger at jeg ikke lige har tid nu, pga det kedelige, og at han lige må klare det selv . Også da han stolt vil demonstrere resultatet, noget man åbenbart gør ved at fare rundt i hele huset, nikker jeg bare og siger noget kedeligt. Først senere finder jeg derfor dette seje kattelegetøj som han så helt selv klarede: