Den jeg greb:
Selma og David og jeg spiser morgengryn, alt for tidligt, alt for dagligt.
David råber "jeg går lige ud at tisse!" som den slags nu råbes. Jeg mumler "Mhm" (ja, som det nu mumles).
Selma spørger: "Mor, hvor Dadi?"
"mmhm"
"Mo-ar, hvor Dadi??"
"Mm-HM!"
"MOR! HVOR DADI??!
(Jeg fatter det)
"Han er ude at tisse"
Hvorfor er det at børn har brug for min mundtlige bekræftelse for alting? Tisser man bedre når man har kundgjort det og fået tilladelse? Er det på nogen måde mere sandt at Dadi er ude at tisse når mor har gentaget det?
Da først jeg overvinder min irritation slår jeg mig til tåls med jeg at ja, sådan er det måske. Selma kigger nu filosofisk ud ad vinduet og gentager grublende og med en rørende forundring: "Dadi ude at tisse.....!"
Den der smuttede:
Jeg laver mad/ordner vasketøj/ rydder op/ tømmer opvasker/ laver madpakke/ skifter ble/ tørrer madpletter op/ leder efter noget jeg har smidt væk/ et eller andet andet kedeligt. David nørgler med noget og beder mig hele tiden om mærkelige ting, fx hårspænder og knuder, mens han snakker veltilfreds med sig selv. Jeg siger at jeg ikke lige har tid nu, pga det kedelige, og at han lige må klare det selv . Også da han stolt vil demonstrere resultatet, noget man åbenbart gør ved at fare rundt i hele huset, nikker jeg bare og siger noget kedeligt. Først senere finder jeg derfor dette seje kattelegetøj som han så helt selv klarede:
