Billeder

Selma og Torbenfar nyder det første forår.  På hver deres måde.

Legotid

Petterson och Findus

Petterson og Findus 1: Petterson-morfar på besøg
Morfar med det lange skæg og den spruttende bus fuld af mærkelige skatte kom spruttende op ad indkørslen. Findusdavid kom hoppende ud til ham fra det lille skæve hus, på strømpesokker med hul i storetåen. Morfar fandt en fiskestang frem fra maven af sin bus, og vi gik på fisketur i stuen.  Der var nok at fange, hav-gulvet vrimler med legetøjsfisk.  David holdt tungen lige ud af munden mens han læmpede med at få bid, især den sjældne kandefisk var eftertragtet på fiskemarkedet! 

Petterson og FIndus 2: Vi bygger et tog af en højstol.  

Selma-musen er skingrende henrykt.  Findus fræser hende op og ned af havgulvet, mens kandefisk og legoklodser sprøjter til alle sider.  

Petterson og Findus 3: Der skal ryddes op:

Ordbær

Vi går og fryder os over Davids gamle uldsweater og dens fortræffeligheder. 

David siger:

"Ja og den kradser slet ikke.....

..Jeg elsker faktisk min uldtrøje.......

....OG mine angry birds underhylere...!"

story slam

I aftes var jeg til story slam inde på Godsbanen.  Der var rødvin, der var store, meningsløse ord på betonvæggene, der var mænd og kvinder med stort hår og lidt malepletter på skoene. Det var én af de her ting jeg mest nød fordi det var SÅ kunstnerisk, og sofistikeret, og underground.  For hvad skal jeg egentlig med fem personer med flotte navne, der stiller sig op på en scene og vrider deres hjerne for at fortælle den bedste historie?  Ikke at historierne ikke var sjove og alsidige og spændende, og det var super at høre til dem der måtte bedømme og vurdere og herske en lille smule over hvem der skulle have de to flasker rødvin. Det var også super at flashe den dér frække nederdel med nitter og sidelomme, som jeg har fået netop med det udtalte formål indimellem at tvinge mig ud af landmorlivet og ind i kulturnatten.
Men når jeg nu har min egen lille historiefortæller herhjemme.  Ham som fortæller helt uden publikum og rødvin. Nej det passer ikke, for han samler sig et publikum, og det eneste vi skal betale med er vores opmærksomhed og -indimellem- vores indre mentale balance.

I morges fortalte han mig en absolut vinder-historie, "Historien om pandekagen der stak af".  En historie der i den grad stikker op af det store hav af historier, i evighedens story-slam, i børnenes kollektive hukommelse. Den er én af to historier som jeg husker min bedstemor fortælle os børnebørn da vi var små.  Vi var så optaget af den historie, at historien fik sit eget liv, sprang ud af bogen og rullede ud i vores legeliv:  vi blev enige om at det var nødvendigt at holde alle bedstemors pandekager på panden ved at stikke dem med en gaffel!  I mange år.  Jeg tager mig selv i at føle trangen til at prikke hul på pandekagerne stadigvæk.
Den har så også klistret sig fast i min søns klistrede hjerne, efter at han åbenbart har fået den læst op i børnehaven.  Og han fortæller med matematisk præcision:
"En mor havde syv sultne børn. Da hun lavede en stor tyk pandekage til dem sagde det første barn: "Kære mor!"  Og det næste barn sagde "Kære søde mor", og det næste barn sagde "Kære søde rare mor!" og det næste barn siger "køre søde rare dejlige mor!" (.....) og da pandekagen hørte det blev den bange og sprang ud af panden og rullede ud ad huset ud på vejen. (....) Så mødte den en høne: "Hej pandekage!" sagde hønen.  "Hej Høne-pøne!" sagde pandekagen. (...).

Pandekagen møder mange figurer på sin vej, og dialogerne....ja.  Børnesprog med gentagelser.  Akkumuerede gentagelser! Historien er til sidst et matematisk konstrukt af vrøvl, og det er her min mentale balance kommer ind som betalingsmiddel. Til sidst kommer pointen, som David har givet et så avanceret twist, at jeg stod af:

"Men mor, tror du pandekagen endte oppe på grisens tryne?"
Jeg: "Øh...."
David: "Hvor tror du den endte?"
Jeg: "Øhh..."
David: "Her!!" (peger på sin mave)
Jeg: "Øhhh... hvordan det?!"
David: "Mor.  Ved du ikke hvad SPISE er?!!"

Der findes en anden historie fra min bedstemors boghylde. Det er dén, hvor det ikke er de voksne, men børnene, der betaler med deres indre mentale balance.  "Skrap Skælving.  Det uhyggeligste af alle spøgelser i Småland."  Jeg kan stadig mærke mit blod fryse en lille smule til is i mine årer!

Ordbær

"David, hvorfor balrede du og Noah og Tristan alle ruderne i stalden henne i børnehaven?"
"Fordi vi legede meteor-regn!"

"Far!  Forstår du ikke at jeg godt ved hvad du ved!!?!"

"Mor, hvorfor har egern kløer selvom de er så små?"

Vinterlege

I Rusland er de meget mandlige olympiske vinterlege i fuld sving.  Det har aldrig interesseret mig en dyt, men forleden blev jeg ret grebet af live-udsendelsen af langrend.   Jeg sad på en færge mod de svenske fjelde, hvor jeg skulle op og prøve det dér ski, og tænkte at den flinke kommentator måtte kunne nogle fif.  Og at disse fif måske var livsvigtige.  Så jeg lyttede anstrengt, henover hovederne på hundredvis af danskere på vej op til den rigtige vinter.  De havde tydeligvis ikke brug for livsvigtige fif i at stå på ski, men satsede på at hælde frostvæske på kroppen.

Der var ingen brækkede ben i at stå på ski.  Endnu engang sendte jeg en takkebøn til skæbnen for mit nye spændende arbejde med de alsidige udfordringer, mens jeg styrtede ned ad pisterne, drevet af et halvfarligt gåpåmod, og opildnet af tilråbene fra de unge beboere med den tvivlsomme dømmekraft!

Hvilket skilt?!

Eftersom jeg ikke brækkede benene på dét, prøvede David og jeg vores held med skøjteløb i Randers da jeg kom hjem igen.  Solen skinnede fra en regnfuld himmel, der var otte grader varmt, og vand på isen! Torben  stod sammen med Davids ven Trisstan ude ved siden og rynkede på næsen, mens Trisstans mor, David, og jeg skøjtede begejstret rundt i isvandet. Selma kravlede næsegrus ud på isen og skreg og hylede af begejstring.  Hun har arvet noget af mig.

Ensomme gummistøvler

Andre mennesker kender det dér med at man har en lang række ensomme sokker, som har mistet deres partner.  Der findes hundredvis af teorier om hvordan det går til.  At vaskemaskinen spiser dem hører til mine foretrukne forklaringer. Eller den, at der findes et parallelunivers, hvor alt dét der nogensinde er blevet mistet og glemt opholder sig, og længes tilbage. Dér sidder Emma Gad og hygger sig sammen med Hanson på et bjerg af enlige sokker.
Børnehaven Mosegården må have sit helt eget bjerg i det paralelle univers, et bjerg af fingervanter.
Og ja, jeg forstår ikke hvordan det går til, men for min familie gælder det så også gummistøvler.  Vi har mindst tre gange opdaget ensomme vinterstøvler i vores gang.  Lige så meget som det undrer mig hvordan en enkelt vinterstøvle kan havne ovre i det glemte univers, så fatter jeg ikke hvordan David kan komme hjem med dens partner.  Med kun én støvle måske? I fredags havde knægten godt nok sine egne flotte sort/grønne vinterstøvler fra Føtex på, men det var altså to højre støvler.  Jeg mindes med gru de gamle dage i folkeskolen, når lærerne fyldte et klasseværelse med glemte gymnastikposer, og bedstemor og jeg gik derfra med mere gymnastiktøj end vi næsten kunne slæbe.  Og det meste var endda mit eget!