Vinterlege

I Rusland er de meget mandlige olympiske vinterlege i fuld sving.  Det har aldrig interesseret mig en dyt, men forleden blev jeg ret grebet af live-udsendelsen af langrend.   Jeg sad på en færge mod de svenske fjelde, hvor jeg skulle op og prøve det dér ski, og tænkte at den flinke kommentator måtte kunne nogle fif.  Og at disse fif måske var livsvigtige.  Så jeg lyttede anstrengt, henover hovederne på hundredvis af danskere på vej op til den rigtige vinter.  De havde tydeligvis ikke brug for livsvigtige fif i at stå på ski, men satsede på at hælde frostvæske på kroppen.

Der var ingen brækkede ben i at stå på ski.  Endnu engang sendte jeg en takkebøn til skæbnen for mit nye spændende arbejde med de alsidige udfordringer, mens jeg styrtede ned ad pisterne, drevet af et halvfarligt gåpåmod, og opildnet af tilråbene fra de unge beboere med den tvivlsomme dømmekraft!

Hvilket skilt?!

Eftersom jeg ikke brækkede benene på dét, prøvede David og jeg vores held med skøjteløb i Randers da jeg kom hjem igen.  Solen skinnede fra en regnfuld himmel, der var otte grader varmt, og vand på isen! Torben  stod sammen med Davids ven Trisstan ude ved siden og rynkede på næsen, mens Trisstans mor, David, og jeg skøjtede begejstret rundt i isvandet. Selma kravlede næsegrus ud på isen og skreg og hylede af begejstring.  Hun har arvet noget af mig.