15. oktober 2015

Vores nye mosefund

Det er et halvt år siden at David forlod den skønne naturbørnehave aka. stedet hvor man hver dag i 8 timer udsættes for bål, mudder, regn-og-blæst, tissetræ, snittedolke, brædder og halm, grise, høns og ænder.  I stedet fik han en ny "arbejdsplads", hvor man har sin egen stol fordi man sidder ned når man lærer noget nyt, og hvor man får sin egen i-pad fordi den antages at være et redskab til at opdage verden med.

Ja, lige dér var jeg spydig, og i stedet for at undskylde, skal jeg gerne uddybe:
Jeg finder det grundlæggende og mildest talt mærkeligt, at børn skal skifte "arbejdsplads" når de rammer et fastlagt alderstrin i deres liv - typisk på et tidspunkt hvor de er blevet allermest hjemmevante ved det sted de har deres daglige gang.  Se på de ældste børn i dagplejen, de strutter af overskud og selvtillid.  Det samme gælder de ældste børn i børnehaven. Men i stedet for at udnytte den selvtillid og give dem deres nye læringsmål, opgaver og horisont i de trygge velkendte rammer, så skifter man alt det ud, som udgør deres tryghed, og som al deres nygerrighed og selvtillid hviler på!  Alle deres voksne skiftes ud, stedet, vennerne, dagens rammer og indhold, formålet med deres dag omformuleres, de har pludselig helt nye "opgaver", og der gælder helt andre regler.  Børnegruppen sprænges i luften og sættes sammen som kortene tilfældigvis falder.  På én dag går de fra at være de ældste og mest erfarne på deres "arbejdsplads", til at være de yngste og fuldstændig grønne. Og vupti, kan de igen bruge alle deres kræfter på overhovedet at finde sig tilrette.  Nogle klør ufortrødent på og kommer hurtigt på benene igen, måske allerede efter et års tid....

Sådan kan man pludselig tegne når man er et skolebarn :)
Gudskelov klør David på. Gudskelov indeholder skolereform-bomben også en hel del "udenfor" og"bevægelse". Gudskelov er David dumpet ind på en lokal skole der virker struktureret, ambitiøs og i børnehøjde omkring deres indskoling.
Og som Torben sagde til min tudetur over at nu var David så stor at jeg ikke længere syntes jeg vidste hvad der skete i hans liv: "Gudskelov har vi jo én mere!!"

Vores Miss Second Chance Selma Johanne
Og hun har netop ramt aldersloftet for dagpleje, og er startet på sit nye arbejde nede på Mosegården. 

Anden dag i børnehave.
Pga ovenstående undren over den manglende sammenhæng og kontinuitet i børns liv, har jeg udnævnt mig selv til sammenhængskraft og kontinuitetsmanager i ungernes liv.  Jeg sidder og debatterer i børnehavebestyrelsen og i forældrerådet. Jeg feder den som obligatorisk kagebager til alle arrangementer, arbejder til arbejdsdage (læs nærmere her), lader som om jeg kan organisere og organiserer legegrupper, og her klapper jeg pænt af de dygtige tømrere til Mosegårdens rejsegilde:

Lederen og Borgmesteren holder taler

Børnene klapper også.  Agtigt.

Byggeudvalgsmøde og plantegning i bedste mosegårdsstil
 Jeg tog kun ET PAR billeder af Selma og hendes venner der væltede sig i jord og mudder, bevares.

Selma og Maloucca på vej til tops


Ian føler sig allerede hjemme
Okay resultat for en 2. dag.

5. oktober 2015

Op af trappen

Må.... have det hele op af trappen.... på én gang...!!


25. september 2015

Bedårende

Jeg har vist på det seneste forsøt at nævne hvor bedårende mine unger er. Her er et billed-bevis:


På Davids ansigtsudtryk kan man se at det snart er sidste chance for at få lov at sige det!

24. september 2015

På skoleskemaet


9/11 som forklaret af David efter at have gået i den danske folkeskole i cirka en måned.  Det må siges at terror er kommet på skoleskemaet.
Tårne, og flyvemaskine
..
....

23. september 2015

Ordbær

Selma: "Dabid gå væk! Du sdår på mine budder fattisk."

-------------

Ofte set scenarie hos os pt:
Mor: "Selma, lad være med at putte din pasta ned i dit drikkeglas."
Selma: *fortsætter*
Mor: "Selma, lad være."
Selma: *forsætter smilende* "Nej!"
Mor: "Jo!"
Selma:  *slår den voksne og griner*  "Ikke slå!" *løber væk*
Mor: "Arj!  Man må ikke slå Selma!"
Selma: "Sig undskyld mor!"

Selma henter Davids briller til ham.
Selma: "Tak, Dabid!"

 Der er et eller andet skævt der ikke er helt lige i Selmas måde at kommunikere på. Jeg håber det vender rundt lige pludselig, lige som nyfødte der ser alting på hovedet. Det kan selvfølgelig også godt være at det ikke gør..... så har vi et problem *forudser anstrengende år forude*

18. september 2015

Davids Dagbog

Det vildeste idag: Langt arbejde med i-pad i skolen.
Det værste i dag: Da Valdemar han tæskede mig.
Hvad har jeg spist i dag: Røde vindruer, grønne vindruer, boller, tomater, rugbrød. Låget på min madkasse var dumt for det ville ikke åbne.
Hvad har jeg leget i dag: Ondskab, vejarbejde, brombærtyv.
Jeg var dygtig fordi: jeg sad stille ved bordet i timerne, uden at løbe rundt i klassen, og uden at drille.
Det frækkeste jeg lavede i dag: jeg har slet ikke været fræk i dag.



10. september 2015

Mentalt high-five

Torben og jeg er inde i en virkelig forældre-selvfed periode, hvor konstant har brug for at high-five hinanden, så cool synes vi selv vi er.  Vores toårige datter er nemlig blefri!  (Mentalt high-five til Torben!).  Vi gav hinanden mentalt highfive da vi fortalte det til dagplejemoren, da vi sad sammen med mødregruppen og Selma kom hen og sagde hun skulle tisse, da Torben blærede sig overfor sin storebror med det, da vores egne børne-ekspert-mødre spærrede øjnene op..... og selv om det er flere måneder siden giver jeg stadig jævnligt mentalt high-five til Torben når vi skal pakke en turtaske, putte børnene eller sætter alle hendes bodies til salg på nettet.


Vi kan bare det dér forældre-shit, og der er simpelthen ingenting der kan pille os ned af vores topersoners piedestal. I vores storhedsvanvid har vi drøftet om vi skulle lægge de penge til side som vi sparer hver gang vi IKKE køber en pakke bleer indtil hun bliver fire, og så tage på rejse for pengene. Til Thailand! Verden rundt!  Måske til månen?!  Men så kom vi i tanke om at vi knap nok kan få pengene til at slå til som det er (mentalt pandegok). 

Det smitter af på alle mulige andre områder, og i vikanbaredetforældreshit-stormens hvirvel har vi kastet os over Alle Børn Cykler konkurrencen, hvor vi skal give Davids klasse flest mulige lodder i en konkurrence ved at cykle i skole om morgenen flest mulige gange.  

Vi vidste ikke engang hvad det var vi konkurrerer om, indtil David sagde at førstepræmien er nye cykler til hele klassen.  "Nå for Søren"  tænkte jeg, for vi er så vikanbaredetforældreshit-fede, at vi takker pænt nej til en ny cykel. David ejer nemlig den fedeste fordi letteste børnecykel på markedet (mentalt high-five Torben!). 

Da jeg stod og bagte boller til emneugen klokken halv elleve om aftenen tænkte jeg at nu er der vist nogle heste der skal klappes (mentalt!) før de helt stikker af.  Men så kunne jeg ikke lade være, og kom til at melde mig ind i forældrerådet, og jeg kom også til at sige til forældremødet at mit barn elsker når vi læser sagbøger sammen.  Mentalt bank-dit-hoved-ned-i-bordet mindst tre gange.
Hvad skal jeg gøre?! Min toårige har smidt bleerne, jeg kan ikke stoppes. Men så kan man jo altid glemme sin cykelhjelm et par morgener senere, og prøve at skjule sit hoved mens man cykler forbi alle forældrene der er på vej VÆK fra skolen fordi klokken HAR passeret 8:00.