Selma: "Dabid gå væk! Du sdår på mine budder fattisk."
-------------
Ofte set scenarie hos os pt:
Mor: "Selma, lad være med at putte din pasta ned i dit drikkeglas."
Selma: *fortsætter*
Mor: "Selma, lad være."
Selma: *forsætter smilende* "Nej!"
Mor: "Jo!"
Selma: *slår den voksne og griner* "Ikke slå!" *løber væk*
Mor: "Arj! Man må ikke slå Selma!"
Selma: "Sig undskyld mor!"
Selma henter Davids briller til ham.
Selma: "Tak, Dabid!"
Der er et eller andet skævt der ikke er helt lige i Selmas måde at kommunikere på. Jeg håber det vender rundt lige pludselig, lige som nyfødte der ser alting på hovedet. Det kan selvfølgelig også godt være at det ikke gør..... så har vi et problem *forudser anstrengende år forude*
