Børnehave update

Ting der er vigtige lige nu nede i børnehaven:

1) at man nu går i Skovklubben, for de store børn!
2)  at alle ser ens nye rum
3) at alle holder deres plads i køen (tilbagevendende punkt)
4) at den nye dreng hedder David Bæk, og man selv hedder David Bach!
5) at de to navne staves næsten ens

Nye ordbær fra Mosegården:

Motorikrummet = Moserikrummet
Vuggestuen = Bukkestuen
Valhalla (bålstedet) = Vandhalla

Loppecirkus

Fredag morgen slog David øjene op og spurgte: "Huh!? Hvornrå skal jeg til gymnastikopvisning?!"  "I morgen, min dreng!"

Lørdag morgen vågnede han langsomt mens han mumlede "Huh!  I morgen er der gymnastikopvisning..."

"Nej min skat, det er i dag!"  

Og det var det.  Hele efteråret og vinteren har jeg tålmodigt siddet i Hornsletskolens forpruttede omklædningsrum og gurglet kaffe og landsbysladder med landsbyens absolutte sladder-elite: mødrene!

Men i dag havde hele Hornslet trillet deres store familiebiler med hele familien indeni ned til Hornslethallerne, og bedstemor var trillet helt fra Tyskland i sin lillebitte bil, for at se farvestrålende gymnaster i alle aldre springe rundt på de afprøvede redskaber (også i alle aldre). 

Der var babyer, der blev tøffet rundt i store tæpper af deres tålmodige fædre og mødre, og der var rå drenge, der skiftede pailletdragter ud med street-tshirts og sprang rundt på redskaberne på en meget  street måde, og så hed det parkour i stedet for gymnastik.

Så var der smarte piger fra Norge, de havde ikke spor imod pailletter, og rullede rundt i store tunge hjul der fint kunne hamle op med en familiebil.

Selma sprællede ivrigt med på vores lårbasser, og sørgede for at vi ikke fik for meget kaffe.

Og der var vilde teenagere, der ikke kan nøjes med at være vildt dygtige til at hoppe og springe, men tilsætter mørke og glowsticks og røgmaskine og ildkaster, for de er jo teenagere og lider af selviscenesættelse, endnu mere end vi andre, og det var vanvittig flot og imponerende!

Der var også midaldrende damer der sprang til gungrende teknorytmer.  Deres hold var gået fra pailletter og ildkastere, til militær- og neonfarver, og de havde virkelig god kondi og tonede muskler, og var ikke sådan at løbe fra. Faktisk tror jeg det var det, de udstrålede: "Dette er holdet der har tiden på sin side! Alderen vil indhente jer alle, pailletter eller ej!"  

Og så var der selvfølgelig David!!!  Han var klart det sødeste barn, på det sødeste hold!  Op og ned ad buk og hest og meget meget høje bakker og henover meget meget smalle balanceplanker hoppede han.  Helt usædvanligt graciøse kolbøtter slog han henover den lange måtte, og han havde en rytme i kroppen så han simpelthen overstrålede alverdens pailletdragter og ildkastere.  Det blev Torbenfar og bedstemor og jeg ved med at bekræfte for hinanden under hele forestillingen, og mange gange efterfølgende.  Og så lige en sidste gang i telefonen her i morges.   

Der er selvfølgelig lavet en slow motion optagelse af David der laver en graciøs kolbøtte!

David og hele hans brigade af små gymnaster (David er den lille sorte omme foran)

David danser....

...David vinker....

Hele folkesamlingen!

Ridetur

I fredags red jeg en tur, ud af virkeligheden og ind i skoven, til slottet, til eventyrland:

Jeg tog ud i skoven på hesteryg fordi der var lidt for meget "kriseintervention", "troværdige voksne", "ifølge handleplan", og "tydelig struktur" oppe i mit hoved.  På vej ud i skoven på det store levende frygtsomme dyr, med eventyrslottet foran mig og virkeligheden langt bag mig, styrtdykker alle de flagrende tanker tilbage til mit indre midtpunkt, dér hvor begge ben vender nedad og hovedet ikke skal andet end at sidde på skuldrene.

Selma Johanne har igår sørme også været ude på hendes første ridetur.  Jeg gætter på at grunden for hende snarere var, at nogen satte hende op på en hest.  Sådan ser hun i hvert fald ud, og hendes hoved har tydeligvis ikke problemer med at sidde på skuldrene:

  

Sjovt nok var den pony som hun blev sat op på, Vallentin.  Den samme pony som lille David blev sat på for et par år siden på HANS første ridetur.  Jeg elsker simpethen at verden hænger så godt sammen, at en hesteryg kan være dens midtpunkt.

Billeder

Selma og Torbenfar nyder det første forår.  På hver deres måde.

Legotid

Petterson och Findus

Petterson og Findus 1: Petterson-morfar på besøg
Morfar med det lange skæg og den spruttende bus fuld af mærkelige skatte kom spruttende op ad indkørslen. Findusdavid kom hoppende ud til ham fra det lille skæve hus, på strømpesokker med hul i storetåen. Morfar fandt en fiskestang frem fra maven af sin bus, og vi gik på fisketur i stuen.  Der var nok at fange, hav-gulvet vrimler med legetøjsfisk.  David holdt tungen lige ud af munden mens han læmpede med at få bid, især den sjældne kandefisk var eftertragtet på fiskemarkedet! 

Petterson og FIndus 2: Vi bygger et tog af en højstol.  

Selma-musen er skingrende henrykt.  Findus fræser hende op og ned af havgulvet, mens kandefisk og legoklodser sprøjter til alle sider.  

Petterson og Findus 3: Der skal ryddes op:

Ordbær

Vi går og fryder os over Davids gamle uldsweater og dens fortræffeligheder. 

David siger:

"Ja og den kradser slet ikke.....

..Jeg elsker faktisk min uldtrøje.......

....OG mine angry birds underhylere...!"

story slam

I aftes var jeg til story slam inde på Godsbanen.  Der var rødvin, der var store, meningsløse ord på betonvæggene, der var mænd og kvinder med stort hår og lidt malepletter på skoene. Det var én af de her ting jeg mest nød fordi det var SÅ kunstnerisk, og sofistikeret, og underground.  For hvad skal jeg egentlig med fem personer med flotte navne, der stiller sig op på en scene og vrider deres hjerne for at fortælle den bedste historie?  Ikke at historierne ikke var sjove og alsidige og spændende, og det var super at høre til dem der måtte bedømme og vurdere og herske en lille smule over hvem der skulle have de to flasker rødvin. Det var også super at flashe den dér frække nederdel med nitter og sidelomme, som jeg har fået netop med det udtalte formål indimellem at tvinge mig ud af landmorlivet og ind i kulturnatten.
Men når jeg nu har min egen lille historiefortæller herhjemme.  Ham som fortæller helt uden publikum og rødvin. Nej det passer ikke, for han samler sig et publikum, og det eneste vi skal betale med er vores opmærksomhed og -indimellem- vores indre mentale balance.

I morges fortalte han mig en absolut vinder-historie, "Historien om pandekagen der stak af".  En historie der i den grad stikker op af det store hav af historier, i evighedens story-slam, i børnenes kollektive hukommelse. Den er én af to historier som jeg husker min bedstemor fortælle os børnebørn da vi var små.  Vi var så optaget af den historie, at historien fik sit eget liv, sprang ud af bogen og rullede ud i vores legeliv:  vi blev enige om at det var nødvendigt at holde alle bedstemors pandekager på panden ved at stikke dem med en gaffel!  I mange år.  Jeg tager mig selv i at føle trangen til at prikke hul på pandekagerne stadigvæk.
Den har så også klistret sig fast i min søns klistrede hjerne, efter at han åbenbart har fået den læst op i børnehaven.  Og han fortæller med matematisk præcision:
"En mor havde syv sultne børn. Da hun lavede en stor tyk pandekage til dem sagde det første barn: "Kære mor!"  Og det næste barn sagde "Kære søde mor", og det næste barn sagde "Kære søde rare mor!" og det næste barn siger "køre søde rare dejlige mor!" (.....) og da pandekagen hørte det blev den bange og sprang ud af panden og rullede ud ad huset ud på vejen. (....) Så mødte den en høne: "Hej pandekage!" sagde hønen.  "Hej Høne-pøne!" sagde pandekagen. (...).

Pandekagen møder mange figurer på sin vej, og dialogerne....ja.  Børnesprog med gentagelser.  Akkumuerede gentagelser! Historien er til sidst et matematisk konstrukt af vrøvl, og det er her min mentale balance kommer ind som betalingsmiddel. Til sidst kommer pointen, som David har givet et så avanceret twist, at jeg stod af:

"Men mor, tror du pandekagen endte oppe på grisens tryne?"
Jeg: "Øh...."
David: "Hvor tror du den endte?"
Jeg: "Øhh..."
David: "Her!!" (peger på sin mave)
Jeg: "Øhhh... hvordan det?!"
David: "Mor.  Ved du ikke hvad SPISE er?!!"

Der findes en anden historie fra min bedstemors boghylde. Det er dén, hvor det ikke er de voksne, men børnene, der betaler med deres indre mentale balance.  "Skrap Skælving.  Det uhyggeligste af alle spøgelser i Småland."  Jeg kan stadig mærke mit blod fryse en lille smule til is i mine årer!