Anledningen var at Mariae bebudelse i år blev varetaget af tante Eva, der som præstekandidat skulle holde sin første prædiken. En handling og et setting der er så langt fra den Eva vi plejer at kende, at både hun og vi ikke rigtig kunne forholde os til det før aftenen inden. Og det var først da vi stod i Vor Frue kirke med det enorme kors, de himmelråbende loftshvælvinger og svulmende træsnit, uhyggelige ornamentorgier af engle, helgener, slanger og lam, det var først da omtrent 200 par øjne rettede sig mod vores klassekammerat, rejsefælle, saufbruder, og svigerinde, at det sådan for alvor dæmrede for mig. Det dæmrede for mig at disse 200 par øjne faktisk forventede en seriøs prædiken af hende. Og hvad værre er: forventede det med rette! Ingen var overraskede over den lange hvide kåbe hun bar, og ingen råbte op i protest da hun betrådte den forbudte zone foran alteret. Jeg regnede da med at hun i det mindste ville begynde at fnise en lille smule når hun skulle forkynde for menigheden, hvordan det gik til at Maria blev med barn!
Jomfru Maria: "Jamen jeg har jo aldrig været sammen med en mand?!"
Gabriel: " Helligånden vil komme over dig, og den hellige kraft skal gennemstrømme dig......tihihihihi!!!"
Eva var stoisk, og hun fik 200 par øjne til at labbe hvert et ord i sig. Da hun var færdig var alle enige om, at livet er et mirakel -ligemeget hvordan det bliver til.
