Lige pludselig er der tre børn. Inden man får set sig om.
Én er tørstig, en anden vander bordet. Én tredje plasker i bordpytten. Den første hyler, den anden griner, den tredje trøster. Før den ene når at blive sulten, hiver den anden allerede mad indenbords. Den tredje er forlængst over alle bjerge, med resterne flyvende omkring sig.
Alt er tredoblet. Tre par gummistøvler gangen, tre bleskift. Tre lasagner der ikke kan være i ovnen. Tre stærke viljer, der næsten ikke kan spille på klaveret på én gang. Men det går.. Tre par fødder der drøner rundt med tredoppelt hastighed.
Gudskelov er der også tre mødre. Og tre fædre. Også i tredoppelt hastighed. For snarere end et fremtidscenarie handler det om en hyggelig lasagneaften med den gamle mødregruppe......endda næsten spontant. Og vi drikker rødvin, og gu fandme -vi ryger!!
Og selvom vi snakker om at vænne os af med at bande, så er det tydeligt at der også i hverdagen er begyndt at være plads til tre viljer igen.
