25. august 2011

Ugens ordbær

Ugens ordbær er virkelig avancerede.  Vores lille dreng bliver stor, og han har virkelig været en lille klog sjæl de sidste dage, som har givet os mange ord at grine af og tænke over:

Vi ser en eller anden nyhedsudsendelse, hvor en journalist står og holder en kæmpestor blå mikrofon i hånden mens han taler.  Du ser lidt misundelig ud og siger: "Han har fået en is!"

Vi leger en leg hvor vi skiftes til at spørge hinanden hvad forskellige dyr siger.  (Du er SÅ ferm til den leg, du ved hvad krager siger, og frøer, aber, ulve, og ænder, og du spørger stædigt igen hvad kaniner, fisk og giraffer siger).  Du spørger mig: "Hvad siger......mad??"  "Mad siger ikke noget" svarer den fantasiløse mor, men du retter mig: "Smask smask smask!"

Vi går over til Gitte, og du peger op i himlen: "Det er solen.  Han flyver!"

Far og dig leger med din ovn, og far spørger dig hvilke farver knapperne har:  "Den er....blå!"
Ja, siger far, og peger så på den sorte kogeplade.  "Hvilken farve har den så?"
Du tænker dig længe om og siger "Lukke øjne!"