19. september 2017

cykelfrø lejren

Weekend.  Tid til afslapning og nærvær... langstrakt morgenmad og simremad til aften... ...hygge i haven og fodbold på plænen...  fester om aftenen og danse hele natten og have tømmermænd og spille matador og se serier...


Eller regnvejr.
Og huskøb, med lange tråde af hverdagstyranni og beslutninger.
Og arbejdsdag på Ågårdsarealet.
Og den dér halvmaraton på søndag.

Alt sammen mere end grund nok til at pakke sine sydfrugter så hurtigt man kan og flygte på sheltertur i stedet for.

Weekendhygge med natbukser på hovedet!

Brunebjørn skal også med
Torbenfar ville hellere blive hjemme og slå græs - hver mand sin egen afslapning. Personligt synes jeg jo det er langt mere afslappende at cykle igennem regnvejret op ad bakker ned ad bakker bag mine børn der slingrer langsomt ud ad landevejen og råber om vi snart er der mens bilerne sjasker forbi os med 100km i timen.

For bagefter at puste tre latterligt tynde liggeunderlag op, pakke 6 soveposer ud og proppe dem ind i hinanden, skifte de våde bukser på datteren, hælde sprit på trangiaen og koge noget kakao (efter Torbenfar redningsklippe er drønet forbi med den mælk og den sprit vi havde glemt derhjemme!!), drikke kakao af mugs mens vi tænder op i bålet i regnvejret, får børnene med på at lede efter brænde, lave aftensmad med  tre par hænder, to dolke og ét lillebitte skærebræt på et møgbeskidt vådt træbord, få det hele kogt og grillet samtidig over bålet der modvilligt holdes i gang...
...tage en rimelig kontant afregning med den trodsige fireåriges forestilling om at køre på frihjul... ...og til sidst sidde rundt om bålet og guffe halvt grillet/halvt sodet butternut græskar, tomatsauce og majskolber....
...skumfiduserne bagefter er i hvert fald både rendyrket  OG velfortjent afslapning!



Cykelninjaer

Kakao til de kolde cykelninjaer

David fandt en frø på vej herud, som han nænsomt har holdt i sin hånd mens han cyklede de sidste 7-8 km.  Nu sætter han den fri helt af sig selv - også det er ren afslapning.

Regnvejrsfjæs

Efter regnvejret!
Vi får tændt vores bål og holder det i gang selvom alt er drivvådt. Jeg havde 5-10 tørre grene spændt på rygsækken hjemmefra, og selvom de var bøvlet at transportere, giver det mig totalt weekendoverskud nu at jeg kan tænde mit eget bål i regnvejr.

Elsker bål
Vi læser godnathistorie ude ved bålet og Selma peger op i himlen der så småt er ved at lysne og spørger "Mor, er den lysende prik en stjerne der kigger frem mellem skyerne?"
Næste morgen blinker og ånder landskabet funklende rent i en smule morgentåge og skarpt efterårssolskin.

Morgenfunkl
Vi finder en perfekt gammel fodbold og sparker til hinanden i det varmende solskin.
Vi haster hjem for at nå Rosenholmløbet og kommer 40 minutter for sent.  Børnene er lidt skuffede, men de lader sig formilde af udsigten til pandekager derhjemme på terrassen i stedet for. De synes turen hjem var meget mindre hård end turen derud.
Jeg er ganske imponeret af mine to seje børn (...og beslutter i mit stille sind at den næste lejr kun skal bestå af fodbold i solskinnet, frøer i vejkanten og skumfiduser ved bålet).

6. september 2017

Ugen gav...


...David på tur med skoleklassen.  Det bedste ved turen?  "At vi fik chokoladekiks.  Og at vi fik molsbolcher.  Og at vi fik slikkepinde af Margits mor.  Og at vores paradis-is ikke kom i små bægre, men i store.  Vi fik brombæris, og kirsebæris, og hyldeblomstis, og karamelis, og vaniljeis.  To kugler af hver.  Det giver ti kugler, cirka. 
Og at vi skal på tur igen i morgen!"


Selma til første svømmetime.  Det bedste ved svømning?  
"At vi lærte at svømme ligesom en burger!  
Og springe i vandet ligesom en giraf!  
Og forældrene skulle også med i vandet, men far havde ikke noget svømmetøj med, og så sagde svømmelæreren "Alle springer i - EN - TO -" ... og så sagde far "øhhhhh.... jeg har stadig tøj på", og så sagde svømmelæreren "Nåja!""
Hahah!

Torben graver palmer op og henter ejerskifteforsikringer hjem og bygger papegøje-luftslotte. Vi får nemlig snart et papegøjehus-problem.  Ikke fordi vi mangler plads ellers. Vi var også på losseren for at komme af med skrammel. Torben fik røde knopper da jeg tog dem her med derfra: 


Inger 
Har lidt travlt på arbejdet og er bogstavelig talt begyndt at flyve fra møde til møde...






4. september 2017

"Den meget gode lejr" - med ninjaerne og børnene i Vrads

Det var Ursus-træf, hvilket i teorien betyder at man mødes med alle dem man har være ude og prøve sin indre bjørn af med i løbet af året.  Så kan man genopvarme alle røverhistorierne over bålet, og varme sig ved dem én gang til.  Det var vist også tanken at vi skulle genopvarme hvad vi havde lært om kompashuset og nord-sydlinjerne, om tændstålet og træklatring.  Mit vinterhold var desværre blevet væk, så jeg mødtes bare med alle vildmarksninjaerne i stedet for. 
Og tog børnene med, fordi de er mit yndlingshold, og alting bare er sjovest når de er med.


Lejren startede helt genialt med et "Hej. Hvem skal op?"  To sekunder senere hang David klæbet til klatrevæggen i 5-6 meters højde, mens jeg lænede mig tilbage - både for at se ham selvfølgelig, men også fordi kaffe og frisk luft bare glider bedre ned når man læner sig tilbage.
Han vippede lidt rundt deroppe og skræppede og skulede ned til os, til vi artigt gav ham hans klapsalver.
Mens Alissa og David kragede den oppe i højderne, holdt lillebror Elias sig klogeligt med begge ben solidt plantet på jorden og kastede lidt med sin Spiderman. Selma legede hoppegynge i klatreselen, og det var de begge to uhyre tilfreds med.




Frokostbordet var en perfekt rekonstruktion af vinterfjeld-menuen: rugbrød frisk fra posen og makrel frisk fra dåsen.  Idag med smør som særlig luksus.
Det næste bliver vel at der også er mælk til kaffen.
Jeg spiste og kiggede op i klatretårnet og tænkte på  dejlige minder om dårlig mad.
Fx. hvor meget jeg savnede smørret oppe i sneen.  Og på alle barndommens rugbrødsmadder på landevejene, på far der skar spegepølse med sin Löwenmesser, og hvordan køleboksen altid sørgede for at stanken af hans klamme stærke ost trak jævnt ind i brød og pålæg.

Resten af dagen gik med at ninjaerne skød til måls og lavede ild og kastede med knive og alt det som ninjaer nu laver, så det var en ren fornøjelse. Børnene fangede græshopper og klatrede i træer, legede gemmeleg og slog lidt på hinanden - det var også en fornøjelse.










---

Kronhjortetur igennem skoven. Det går ud på at skræmme alle kronhjorte så langt væk man overhovedet kan ved at snakke og pjatte en masse. Alissa og David beslutter at slæbe et udgået træ med sig hjem, og skuldrer det stædigt gennem hele turen. Imens forældrene har meget svært ved at undertrykke deres stolthed.  Efter nogle kilometer får de seriøse kronhjortekiggere held til at hænge børnefamilierne af, og vi vender snuden tilbage mod teltene.  For hver meter vi går mindsker vi chancerne for at se en hjort - lige indtil vi finder på at lege stilleleg. De næste ti minutter trasker vi magisk stille igennem skoven, mørket sænker sig, børnene kigger op i træerne..... og David ser en hjort.  Han kan ikke fortælle det, for han vil ikke tabe stillelegen, men nævner det i en sidebemærkning et par dage senere.





Vi skal sove i tentsiles. Tentsiles kan næsten få mig til at tro på fremskridtstanken - den med at udviklingen går fremad, og at ting bliver bedre, des mere vi opfinder. Fint nok at vi besinder os og husker hvordan vi tænder bål med to pinde, men tentsiles er bare alletiders geniale opfindelse.
Vi pakker os rundt om udgangshullet i midten, og da jeg kravler i seng ligger begge børn ikke længere rundt om, men oveni indgangen - med røven i skovskorpen. Selma fryser, og får min sovepose.  Så ligger jeg et par timer og fryser.  Så kravler jeg ned til hende, og opdager hvor meget plads der egentlig er i min sovepose, og hvor dybt Selma egentlig sover.  Da hun vågner et par timer senere smiler hun saligt, Jeg tror først det er fordi hun synes det er hyggeligt at ligge i ske med mor, men så siger hun kærligt "Mor......   her dejlig varmt, kan du mærke det?  Det er fordi  jeg lige har slået en prut i soveposen, måtte jeg godt det? ... ?"


25. august 2017

Hvaffor nogle børn?!

Arbejde, huskøb, kærestetid, løberi, frilufteri, biblioteksfrister og vasketøj - der er jo så meget....
...men hvad sker der egentlig nede i én meters højde?  Det er jo Jer to, det hele handler om. I er hele humlen i både bloggen og besværet.

Grunden til at jeg selv bevæger mig mindre rundt nede i jeres øjenhøjde er, at i myldrer derudad med jeres egne små liv.  I har det strålende, og min fornemmeste opgave er at klappe i hænderne, lytte til alle Jeres eventyr så meget jeg overhovedet orker, fylde flere eventyr på, og så ellers holde mig diskret tilbage.
Det er i øvrigt min kæphest.

Boing boing børneliv!



Selma, dit liv handler om leg og knus og venskaber, som du plejer med ømhed og tålmodighed.  Der er ingenting så vigtigt for dig, som at alle har det rart med sig selv og hinanden og krammer en masse.   Jo måske overgået af mad, som er dit yndlings-samtaleemne.
Dine bedste venner er Laura, Ian og Maloucca.
Dit yndlingslegetøj er katten, som du konsekvent kalder Muffer fordi det er nemmere end Sysmund. Han synes tydeligvis at det er fremragende at være din levende bamse.

Selma og Muffer
Du ser stadig næsegrus op til storebror og følger hans mindste vink - i kan stadig lege i timevis sammen, takket være din uopslidelige jahat.
Når du bliver ked af det er det fordi verden er uretfærdig når man er lille.  Storebror er hård og belærende, mor og far er skrappe, der er ting man ikke må som store brødre må, og man må ALDRIG få det mad man helst vil spise.

Dronning Selma
Du vil gerne gå til spejder, eller gymnastik, eller svømning, eller ridning, eller et eller andet som Laura også går til.  Det er helt underordnet hvad det er, og du har intet begreb om gymnastik overhovedet, men bare der er søde mennesker, fest og ballade, og mor eller far er med.



David er vores lille verdensmand.  Du flekser dine tynde ben livligt igennem din vilde hverdag. Koncentreret og lige tilpas fræk i den almægtige reformerede skole. Idékanon og somme tider alarmcentral i de rå kammeratskaber i skolegården.
Fri leg og stram honnør under åben himmel i spejderkorpset.
Sludrechatol bag i bilen, lille levemand blandt voksne, professor blandt børnene.
Forsigtig og kejtet med ponyen Frejka, som du er begyndt at få ridetimer på.
Dit hoved er en stærk kværn.
Livet er for kort til mad og søvn og bagateller som højre og venstre, ret og vrang på trøjen og hvor man lige lagde sin cykelnøgle.

Det kan ødelægge din dag hvis du skal i bad. Eller have klippet negle. Eller i seng. Hver dag. Eller hvis Selma står i vejen. Eller hvis du skal hjælpe med borddækningen. Eller hvis vi skal have æg til aftensmad, hvis isskuffen i fryseren er lukket, eller hvis vi kommer for sent til Disney-sjov (hvilket er 3 ud af 4 fredage, fordi ingen i familien i virkeligheden går op i bagateller som klokken og mad og søvn og vrangen på tøjet).

Jeg bliver aldrig træt af at se på din tegning af nogle ret fede fremtidsplaner

24. august 2017

5, nej 6, måder at gøre DHL-stafetten lidt mere udfordrende...

1. Når man vælger at forvandle sine håndmuskler til beton inden løbet.  Man skal ikke undervurdere dét at holde på en stafet!
Jeg er klatret op ad denne her væg. I virkeligheden.  

Alternativ måde at bære sin stafet, når man har ynkelige arme.

2. Når det går op for én at man har glemt sine sokker i klatreskoene og må løbe i bare tæer...

Pigehold much?

Min Kadi, som er en af mit livs back-ups, har altid et par ekstra sokker i tasken

3. Når man møder sin nabo på banen, og kommer til at regne forkert da han spørger hvilken tid man regner med at løbe, og lige inden han forsvinder ud ad banen kommer til at råbe et spontant væddemål om at man klarer de 5km på under 25min. 

Jeg bor bare det helt rigtige sted!
4. Det øjeblik hvor man er løbet 500 meter OP AD BAKKE, og når til det gigantiske skilt med teksten: "Bakkespurten starten her - 600m op ad bakke på tid!" 

5. Når man efter festen skal finde sin bil et sted i Marselisskoven blandt 15.000 andre, og ikke aner hvor man har parkeret. 

6. Når man finder bilen i mørket, og den har fået en bøde. I samme uge hvor man skal drikke en kop cappuccino på Markuspladsen og købe et hus.

23. august 2017

Et ærligt forsøg på en romantisk weekend

Som alle småbørnsforældre med respekt for sig selv, har Torben og jeg jo ikke rigtig set hinanden dybt i øjnene de sidste 7-8 år.  Jo altså med mindre der var en praktisk grund dertil, fx at man havde en flue i øjet, eller man kunne overtale den anden ved at kigge virkelig dybt og kærligt. Jeg kigger altid gerne længe og kærligt for en kop kaffe, fx.   
Det var helt klart på tide at sætte en weekend af til at gå og flette fingre og huske hvad der egentlig var i luften FØR vi fik de to dejlige kærlighedsballoner. 

Husk at se dig tilbage, også når du sejler med strømmen.  I udsejlingen fra Venedigs brandstation er der opsat sidespejle for at forhindre uanende romantiske gondolieri i at kollidere med udrykningsfartøjer.

Derfor passede det os helt fantastisk godt, da der kom en bryllupsinvitation ind ad døren - tre dages voksenfest langt væk hjemmefra.  Sådan et rigtig romantisk bryllup inklusiv slot og høje hæle, roser og sløjfer og fri bar og masser af tid til tømmermænd næste dag.
Mindre romantisk var det da brylluppet så blev aflyst 3 uger inden datoen.  Noget med at det ikke lige skulle være de to alligevel. Men nu havde vi jo fået børnene afsat til bedstemor, så er det da INGEN sag at finde på noget andet romantisk at bruge tiden på! (Dog ikke uden først at invitere den vingeskudte brudgom på glemselsdruktur til Hornslet – han sagde gudskelov nej tak, for det havde helt sikkert ødelagt stemningen!).
Så vi googler ”romantisk ferie”, og skal vælge mellem Venedig eller Paris.  Et spørgsmål der besvarer sig selv når man er undercover italiener. 

Vi får styr på alle detaljerne uden at blive skilt undervejs:  vi skal bo pissecentralt og pissebilligt, færdig arbejde - og det gælder i øvrigt både hoteller i Venedig, og alt hvad jeg ellers skal købe af huse - mere herom senere!
Torben fikser de bedste billetter - han har det sorte bælte i at finde den bedste pris.
At sådan en tur også kræver lidt forberedelse er der ikke rigtig plads til i hverdagen.  Så eftermiddagen inden afgang får jeg endelig ringet tilbage til min mor midt i et møde for at aftale hvornår vi kommer med børnene, kommer ud på mit livs første klippeklatring, kører til Århus og løber DHL-stafet, drikker en enkelt øl, leder en times tid efter min bil fordi jeg har glemt hvor jeg har stillet den, finder den,  betaler parkeringsbøden uden at vi i øvrigt taler mere om dén, kører hjem og pakker, og skynder mig at pakke en gave ind til den barnedåb børnene skal til mens vi er væk.

Mig, med hovedet under armen.
Næste dag efter arbejde og efter at have fundet børn, pikpak, nøgler og vores eget hoved, afgiver vi lige et usandsynligt frækt bud på et hus, drøner forbi biblioteket og afleverer en bog for at mildne straffen for overskredet deadline, og giver så ellers fuld gas ud over nærværets motorvej.
Dvs Torben kører, så det betyder at vi kører 111 km/h mens jeg bider mig på tungen og sidder på mine hænder.  Jeg opfordrer ham kærligt til at bryde trafikloven... hvilket nok er det mest uromantiske man kan gøre ved Torben.  Men det er også kun fordi børnene skal nå sidste færge til Avernakø… 

Nej tak til tung trafik. De store krydstogtskibe har pløjet dybe motorveje i den sumpede lagune udenom Venedig og dermed forstærket tidevandseffekten med 30%, så det når op over husenes ældgamle kant af vandtæt kalksten. Venedig suger vand som en svamp.
 Vi når ikke færgen.  Normalt kan jeg jo fikse alle problemer, og de problemer jeg ikke kan fikse, dem kan bedstemor fikse. Og nu er sådan en dag.
Hun får sin søde kæreste Palle til at komme ridderligt sejlende fra Avernakø efter børnene, og vi kaster dem ned i hans åbne motorjolle, og vinker mens de tøffer ud i de høje bølger. Jeg tænker på gondoler, og håber på det bedste. Nåja, og i øvrigt får vi også svar på vores husbud, som til al overflod bliver godtaget.
Weekendens første gondoltur ud i det danske blæsevejr.  Palle og børnene er ikke særlig tilfredse med situationen, men jeg er til gengæld ret godt tilfreds med min mama!
Nu står vi i den mærkelige situation at vi har købt et hus mens vi er på vej til Venedig for at booste vores forhold og bruge alle vores penge.  Jeg begynder at miste overblikket, og husker hvorfor det er vi aldrig får set hinanden dybt i øjnene.

Onkel Stephan -som vi skal overnatte hos før vi flyver- spørger om vi vil have aftensmad når vi kommer, og jeg svarer: ”Nej tak, bare en whisky!”.
Og sådan sker det at vi alligevel får masser af tømmermænd til vores romantiske weekend.

"Vi har købt hus i Venedig!  Send more money!"

Venedig er bragende dejligt og varmt og livligt og smukt.  Det er jo desværre rygtedes, så der er ca. ti turister per kvadratmeter.  Burturisme.  Dertil kommer alle dem som er med mig i tankerne – kort sagt:  der er lidt crowded i mit hoved.



Rialto-broen i bedste sendetid.  Alle er tilstede i nuet og nyder udsigten.
Alligevel er Markuspladsen og Basilicaen, broerne og gadernes labyrint på øerne overvældende smukke, og jeg kan ikke andet end at blive bjergtaget og fare vild og glemme alt om hverdagen. Torben og jeg lader os drive igennem byen uden plan og retning, og det er helt fantastisk. Torben kommer kun til at tænke LIDT praktisk ind i mellem, og jeg forsvinder kun LIDT ind i tankebobler.

Der dukker fx italienske gloser op til overfladen hele tiden, og jeg prøver stædigt på at danne forståelige sætninger.  Italienerne gider det ikke rigtig, og svarer på engelsk, men det bliver bedre og bedre i løbet af weekenden.


"Skidt med hvad morgenmad hedder.... lad os finde noget!"
La colazione non mi piace.  Jeg vænner mig bare aldrig til italienske morgenmad! 
Så nu kan vi gå helt opladet og zen-agtigt i gang med den næste arbejdsuge efter en dejlig weekend med romantik og kærestenærvær, italiensk sprogsalat, masser af minder om min gamle bedstemor som jo altid er med mig på rejser, og børneudflugt til Avernakø, huskøb og tømmermænd.

Der var øjeblikke hvor vi var helt i nuet!  Her tager vi lige selfies, men de var der!

7. august 2017

Tidslommen Avernakø

Man skal til Avernakø ind i mellem. For at sikre sig at tiden stadig står stille som den skal.
Om Gittes geder stadig kan klø sig selv i nakken med bagbenene, og om Bærgits høøns stadi' lægger æææg, om bedstemor stadig er på god fod med hende og er på forsyningslisten.
Man skal tjekke om smutstenene stadig nægter at lave mere end 14 smut, og om hulstenene stadig bringer lykke.
Om der mon stadig går tyskere på grund ude på revet i deres yoghurtbægerskibe, så man kan høre mændene råbe hektisk til deres koner, og om den nye købmand er rar (købmændene udskiftes med et par års mellemrum og hører dermed til øens sliddele). Om de lokale kunstnere stadig finder på tilpas excentriske kunstværker som de stiller op overalt, og om de stadig udløser den samme indignerede forvirring hos øboerne, som er ligeså forfærdede over alt nyt som jeg bliver, så snart jeg kommer derover.  Tiden står nemlig slet ikke stille nok. På weekendturen derned viste det sig, at øen er blevet smittet med # hashtags.

Det skriger på en diskursanalyse ("institutionaliseret regulering af konstruerede kommunikationsfænomener"). Det skriger også på en subkulturel modreaktion.... måske i form af memes og trolling...
Snart begynder de vel også at tage billeder af deres aftensmad.  Hvad kommunen ikke tænkte på da de satte det latterlige skilt op er, at der slet ikke findes noget internet herovre.

Men børnene er ikke nervøse. De har deres helt egen klippefaste overbevisning om at her på øen vil ingenting nogensinde ændre sig, og det gør ikke noget for alt her er lige præcis som det skal være.  Bedstemors godnathistorier, prisen på en strandsten i børneboden, holdningen til kakao til morgenmad, brombærrene, nabobørnene og friheden.

#øhavet: Ø-færgen holder stadig sin helt uigennemskuelige sejlplan...
#øhavet: Voksne mennesker bliver stadig barnlige når de skal hjem til deres moar..
#øhavet: Oh ja. Krummerne er stadig hylende sjove.
#øhavet: Stadig masser af dejligt hav.  Og børnene kan stadig proppes ned i en étter kajak.
Et billede fra gamle dage... og ja, hvad skal jeg sige... Kristian og jeg ligner jo også stadig os selv!