Et ærligt forsøg på en romantisk weekend

Som alle småbørnsforældre med respekt for sig selv, har Torben og jeg jo ikke rigtig set hinanden dybt i øjnene de sidste 7-8 år.  Jo altså med mindre der var en praktisk grund dertil, fx at man havde en flue i øjet, eller man kunne overtale den anden ved at kigge virkelig dybt og kærligt. Jeg kigger altid gerne længe og kærligt for en kop kaffe, fx.   

Det var helt klart på tide at sætte en weekend af til at gå og flette fingre og huske hvad der egentlig var i luften FØR vi fik de to dejlige kærlighedsballoner. 

Husk at se dig tilbage, også når du sejler med strømmen.  I udsejlingen fra Venedigs brandstation er der opsat sidespejle for at forhindre uanende romantiske gondolieri i at kollidere med udrykningsfartøjer.

Derfor passede det os helt fantastisk godt, da der kom en bryllupsinvitation ind ad døren - tre dages voksenfest langt væk hjemmefra.  Sådan et rigtig romantisk bryllup inklusiv slot og høje hæle, roser og sløjfer og fri bar og masser af tid til tømmermænd næste dag.

Mindre romantisk var det da brylluppet så blev aflyst 3 uger inden datoen.  Noget med at det ikke lige skulle være de to alligevel. Men nu havde vi jo fået børnene afsat til bedstemor, så er det da INGEN sag at finde på noget andet romantisk at bruge tiden på! (Dog ikke uden først at invitere den vingeskudte brudgom på glemselsdruktur til Hornslet – han sagde gudskelov nej tak, for det havde helt sikkert ødelagt stemningen!).

Så vi googler ”romantisk ferie”, og skal vælge mellem Venedig eller Paris.  Et spørgsmål der besvarer sig selv når man er undercover italiener. 

Vi får styr på alle detaljerne uden at blive skilt undervejs:  vi skal bo pissecentralt og pissebilligt, færdig arbejde - og det gælder i øvrigt både hoteller i Venedig, og alt hvad jeg ellers skal købe af huse - mere herom senere!
Torben fikser de bedste billetter - han har det sorte bælte i at finde den bedste pris.
At sådan en tur også kræver lidt forberedelse er der ikke rigtig plads til i hverdagen.  Så eftermiddagen inden afgang får jeg endelig ringet tilbage til min mor midt i et møde for at aftale hvornår vi kommer med børnene, kommer ud på mit livs første klippeklatring, kører til Århus og løber DHL-stafet, drikker en enkelt øl, leder en times tid efter min bil fordi jeg har glemt hvor jeg har stillet den, finder den,  betaler parkeringsbøden uden at vi i øvrigt taler mere om dén, kører hjem og pakker, og skynder mig at pakke en gave ind til den barnedåb børnene skal til mens vi er væk.

Mig, med hovedet under armen.

Næste dag efter arbejde og efter at have fundet børn, pikpak, nøgler og vores eget hoved, afgiver vi lige et usandsynligt frækt bud på et hus, drøner forbi biblioteket og afleverer en bog for at mildne straffen for overskredet deadline, og giver så ellers fuld gas ud over nærværets motorvej.
Dvs Torben kører, så det betyder at vi kører 111 km/h mens jeg bider mig på tungen og sidder på mine hænder.  Jeg opfordrer ham kærligt til at bryde trafikloven... hvilket nok er det mest uromantiske man kan gøre ved Torben.  Men det er også kun fordi børnene skal nå sidste færge til Avernakø… 

Nej tak til tung trafik. De store krydstogtskibe har pløjet dybe motorveje i den sumpede lagune udenom Venedig og dermed forstærket tidevandseffekten med 30%, så det når op over husenes ældgamle kant af vandtæt kalksten. Venedig suger vand som en svamp.

 Vi når ikke færgen.  Normalt kan jeg jo fikse alle problemer, og de problemer jeg ikke kan fikse, dem kan bedstemor fikse. Og nu er sådan en dag.

Hun får sin søde kæreste Palle til at komme ridderligt sejlende fra Avernakø efter børnene, og vi kaster dem ned i hans åbne motorjolle, og vinker mens de tøffer ud i de høje bølger. Jeg tænker på gondoler, og håber på det bedste. Nåja, og i øvrigt får vi også svar på vores husbud, som til al overflod bliver godtaget.

Weekendens første gondoltur ud i det danske blæsevejr.  Palle og børnene er ikke særlig tilfredse med situationen, men jeg er til gengæld ret godt tilfreds med min mama!

Nu står vi i den mærkelige situation at vi har købt et hus mens vi er på vej til Venedig for at booste vores forhold og bruge alle vores penge.  Jeg begynder at miste overblikket, og husker hvorfor det er vi aldrig får set hinanden dybt i øjnene.

Onkel Stephan -som vi skal overnatte hos før vi flyver- spørger om vi vil have aftensmad når vi kommer, og jeg svarer: ”Nej tak, bare en whisky!”.

Og sådan sker det at vi alligevel får masser af tømmermænd til vores romantiske weekend.

"Vi har købt hus i Venedig!  Send more money!"

Venedig er bragende dejligt og varmt og livligt og smukt.  Det er jo desværre rygtedes, så der er ca. ti turister per kvadratmeter.  Burturisme.  Dertil kommer alle dem som er med mig i tankerne – kort sagt:  der er lidt crowded i mit hoved.

Rialto-broen i bedste sendetid.  Alle er tilstede i nuet og nyder udsigten.

Alligevel er Markuspladsen og Basilicaen, broerne og gadernes labyrint på øerne overvældende smukke, og jeg kan ikke andet end at blive bjergtaget og fare vild og glemme alt om hverdagen. Torben og jeg lader os drive igennem byen uden plan og retning, og det er helt fantastisk. Torben kommer kun til at tænke LIDT praktisk ind i mellem, og jeg forsvinder kun LIDT ind i tankebobler.

Der dukker fx italienske gloser op til overfladen hele tiden, og jeg prøver stædigt på at danne forståelige sætninger.  Italienerne gider det ikke rigtig, og svarer på engelsk, men det bliver bedre og bedre i løbet af weekenden.

"Skidt med hvad morgenmad hedder.... lad os finde noget!"

La colazione non mi piace.  Jeg vænner mig bare aldrig til italienske morgenmad! 

Så nu kan vi gå helt opladet og zen-agtigt i gang med den næste arbejdsuge efter en dejlig weekend med romantik og kærestenærvær, italiensk sprogsalat, masser af minder om min gamle bedstemor som jo altid er med mig på rejser, og børneudflugt til Avernakø, huskøb og tømmermænd.

Der var øjeblikke hvor vi var helt i nuet!  Her tager vi lige selfies, men de var der!