Det var Ursus-træf, hvilket i teorien betyder at man mødes med alle dem man har være ude og prøve sin indre bjørn af med i løbet af året. Så kan man genopvarme alle røverhistorierne over bålet, og varme sig ved dem én gang til. Det var vist også tanken at vi skulle genopvarme hvad vi havde lært om kompashuset og nord-sydlinjerne, om tændstålet og træklatring. Mit vinterhold var desværre blevet væk, så jeg mødtes bare med alle vildmarksninjaerne i stedet for.
Lejren startede helt genialt med et "Hej. Hvem skal op?" To sekunder senere hang David klæbet til klatrevæggen i 5-6 meters højde, mens jeg lænede mig tilbage - både for at se ham selvfølgelig, men også fordi kaffe og frisk luft bare glider bedre ned når man læner sig tilbage.
Han vippede lidt rundt deroppe og skræppede og skulede ned til os, til vi artigt gav ham hans klapsalver.
Mens Alissa og David kragede den oppe i højderne, holdt lillebror Elias sig klogeligt med begge ben solidt plantet på jorden og kastede lidt med sin Spiderman. Selma legede hoppegynge i klatreselen, og det var de begge to uhyre tilfreds med.
Frokostbordet var en perfekt rekonstruktion af vinterfjeld-menuen: rugbrød frisk fra posen og makrel frisk fra dåsen. Idag med smør som særlig luksus.
Det næste bliver vel at der også er mælk til kaffen.
Jeg spiste og kiggede op i klatretårnet og tænkte på dejlige minder om dårlig mad.
Fx. hvor meget jeg savnede smørret oppe i sneen. Og på alle barndommens rugbrødsmadder på landevejene, på far der skar spegepølse med sin Löwenmesser, og hvordan køleboksen altid sørgede for at stanken af hans klamme stærke ost trak jævnt ind i brød og pålæg.
Resten af dagen gik med at ninjaerne skød til måls og lavede ild og kastede med knive og alt det som ninjaer nu laver, så det var en ren fornøjelse. Børnene fangede græshopper og klatrede i træer, legede gemmeleg og slog lidt på hinanden - det var også en fornøjelse.
Kronhjortetur igennem skoven. Det går ud på at skræmme alle kronhjorte så langt væk man overhovedet kan ved at snakke og pjatte en masse. Alissa og David beslutter at slæbe et udgået træ med sig hjem, og skuldrer det stædigt gennem hele turen. Imens forældrene har meget svært ved at undertrykke deres stolthed. Efter nogle kilometer får de seriøse kronhjortekiggere held til at hænge børnefamilierne af, og vi vender snuden tilbage mod teltene. For hver meter vi går mindsker vi chancerne for at se en hjort - lige indtil vi finder på at lege stilleleg. De næste ti minutter trasker vi magisk stille igennem skoven, mørket sænker sig, børnene kigger op i træerne..... og David ser en hjort. Han kan ikke fortælle det, for han vil ikke tabe stillelegen, men nævner det i en sidebemærkning et par dage senere.
Vi skal sove i tentsiles. Tentsiles kan næsten få mig til at tro på fremskridtstanken - den med at udviklingen går fremad, og at ting bliver bedre, des mere vi opfinder. Fint nok at vi besinder os og husker hvordan vi tænder bål med to pinde, men tentsiles er bare alletiders geniale opfindelse.
Vi pakker os rundt om udgangshullet i midten, og da jeg kravler i seng ligger begge børn ikke længere rundt om, men oveni indgangen - med røven i skovskorpen. Selma fryser, og får min sovepose. Så ligger jeg et par timer og fryser. Så kravler jeg ned til hende, og opdager hvor meget plads der egentlig er i min sovepose, og hvor dybt Selma egentlig sover. Da hun vågner et par timer senere smiler hun saligt, Jeg tror først det er fordi hun synes det er hyggeligt at ligge i ske med mor, men så siger hun kærligt "Mor...... her dejlig varmt, kan du mærke det? Det er fordi jeg lige har slået en prut i soveposen, måtte jeg godt det? ... ?"
