Aprilsnar ratio i år: 3x narret, 2x faldet i. Et okay
år for en godtroende psykolog. Jeg var lige ved at lykkedes med at få Tanja til
at tage sin kælk med i botanisk have.
Mettemor gik desværre under jorden og tog ikke telefonen
hele dagen. Hun kender sine pappenheimere.
Det er længe ventet, men nu er den her. Tibs første bog er klar til udgivelse. Den handler om intet mindre end alting, og om hvordan alting kom.
I begyndelsen var dinosaurerne. De fik arme.
Fuglene kom fra landdyr, mennesker fra fisk. Først blev de til salamandre, så til aber, og så til mennesker.
Husene startede som huse af jord, så af halm, så af træ, så med vinduer og til sidst af mursten
Fiskene begyndte som myrer. Siden blev de til muslinger, så til små fisk, så til store fisk og til sidst til hajer.
Det første træ er old Tjikko, rødgranen i Sverige som atadig står på sit fjeld og undrer sig. Så blev de til blomster, palmer, store palmer og til sidst til løvtræer.
... du er lillesøsteren, og der er ingenting der stopper dig. Du kender ingen bekymring der kan tage modet fra dig, ingen udfordring der er for svær at prøve, ingen fare er for farlig, ingen fremmed for fremmed, ingen modstander for stærk. Hvis mor siger det er okay, så er det okay.
Vi skulle egentlig bare ned og sætte hestene på stald. Men så var vejret så dejligt og modet så højt, og sadlen på løbecyklen så lav, og så tog det ene det andet og så spurgte jeg spontant om du ville låne Davids cykel. Jeg er sådan en mor der spørger om du vil cykle på pedalcykel ned til naboen der bor en kilometer væk, uden yderligere betænkeligheder ved at du slet ikke kan cykle. Og du er sådan en lillesøster der bare siger "ja da", for hvis mor siger det er okay, så er det okay.
På med hjelmen, og på med et spontant kosteskaft så mor ikke brækker ryggen, og da vi kom hjem fra hestetjans, cyklede Selma.
Jeg siger jo ikke at du bliver for hurtigt stor.... meeen, jeg troede altså at det skete i et tempo der var synligt for det blotte øje.
Fjerde vandredag, rutinerne bliver bedre. Vi kommer hurtigere ud ad døren: Mellemlaget på, rent vand i flasken, samle alt sit grej i vindfanget: overtøjet, rygsækken, fadet med spildevand, de vigtige småting - og de uvigtige som man alligevel har tænkt sig at slæbe med. Vi prøver stadig at gøre det samtidig, vindfanget knager og giver sig, vi tramper lidt rundt på hinanden og skiftes til til at stå i vejen. Støvlerne på, ud og tisse af, hælde spildevand ud, ind med baljen, ud igen, på med jakken, skalbukserne, gaiters, vanter, hue, spænde sneskoene på, skistavene frem, rygsæk på, klar p....
pokkers, jeg glemte skibrillerne.
"Kaddiiiiiii! I min forreste lomme... nej forneden....lynlåslommen måske.... jamen jeg VED det ikke! Ét eller andet sted!!"
Fuld oppakning, inkl. skibriller, og træ der snor sig. (Foto: Casper)
Turen går til Njupeskär. Først forbi et lille kunstrum i skoven, som desværre var sygdomslukket, til gengæld ser vi en smuk lavskrige i fyrretræet udenfor. Det er også kunst i skoven. (video: Emil Nilsson/youtube).
Vi prøver at lokke den til os med bifi, men den synes vist at vi fylder lidt for meget i det stille landskab.
Kort efter er det frokosttid - stegt bacon på en bund af vakuumpakket rugbrød, dertil sauce af nescafe.
Frokost i sneen
Hver kalorie man indtager herude er sund og god, men jeg tror alt mit blod bruges til benene... hele resten af kadaveret har mere eller mindre stemplet ud, jeg magter næsten ikke mad. Det er også en slags arbejde at kværne sådan en rugbrødsmad med bacon!
Vi skal hen og se et vandfald. Et vandfald der er stivnet midt i bevægelsen ned ad fjeldsiden engang i efteråret, og har hængt dér lige siden.
Let it gooo? (Foto Kadi)
Det er som taget lige ud af en disneyfilm. Vi tager selfies og leger overstadige turister i sneen. Det er svært at dyrke sin nedtur over at det er sidste vandredag, når selskabet er så fjollet.
Hvis vandfaldet overspiller sin betydning en smule (det er jo i grunden bare vand på vej ned af et fjeld), så er det næste vejpunkt kongen af understatement. En lille beskeden rødgran, der har stået på et iskoldt fjeld i 9600 år og set på os te os tossede.
Den var det første grønne spir da Weichsel istiden smeltede væk.. den har stået og set på os lave ting af flint, sandsten, jern, guld, bronze, stål, det har set os plante hvede og tæmme ulve, trække hegn og føre krige, dyrke jorden og fodre svinene, dø som fluer under hungersnød, pest og kolera, køre rundt i hestevogne, traktorer, lastbiler, snescootere.
Verdens ældste træ...
Når jeg tænker tilbage nu, var det jo så afgjort turens mest magiske møde, måske et af livets mest usædvanlige møder, men vi kunne vist ikke kapere mere magi. Rygsækkene var tunge af fjelde, sne, træer, nordlys, ørne, dyrespor, bål, snak og whiskey. Der var kun humor tilbage at lette os med, og vi gav os til at fornærme træets undselighed på forskellige kreative måder, og krammede det bagefter for at undskylde for vores ubetænksomhed - og for menneskehedens idioti i det hele taget.
Lars påpegede voksent og lidt for sent at man ikke skal røre ved træet. Jeg stivnede mid-treehug, og bakkede fordsigtigt, og begreb det. Ni tusind år... Gad vide om jeg også bare ville sparke dæk på Jesus eller Holger Danske og give dem en krammer hvis jeg så dem. Det kan jeg nok faktisk ikke se mig helt fri for.
Vi gik videre. Så snart jeg slap rejsefællernes hånd blev jeg indadvendt og begyndte at tænke på resten af verden, savnede Torben og børnene (meget) og hadede samfundet (en lille smule). Så jeg holdt bare op med at slippe de andre. Nu var det mig der hægtede mig på dem, de trak mig hjem.
Karavanen (Foto: Casper)
Når jeg er i naturen i længere tid, bliver tingene glasklare. Jeg ved hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide, og hvad jeg føler og hvad der er andres følelser. Er der et problem, kan jeg kigge på det, og somme tider kan jeg løse det. Skal jeg op af et fjeld, i en meter sne og med femten kilo på ryggen tænker jeg kun på de næste to-tre skridt. Det er pragtfuldt enkelt. Hænger linen for slapt, stikker mine tanker af. De flyver højt og hurtigt og flygtigt. Det er en gave, men det er sådan en irriterende gave der kommer med en pris. Det er en blød gave, og den kradser.
Watch your step! (Foto: Casper)
Næste etape var i den lange biltur hjemad. Jeg var slet ikke klar til at slippe stilheden - den stilhed der havde været én lang samtale mellem fem ligesindede vilddyr der talte samme sprog.
Jeg ledte efter elge for ikke at blive i dårligt humør.
Så så vi tyve elge.
(Foto: Casper)
(Foto: Casper)
Så tænkte jeg på oxymora, det er en god gammel billeg:
Sundt slik, tragikomik, flyvefisk og sursød sauce.
Facebookvenner og fitnessbrunch. dumsmarte innovationer over gammeldags problemer. Storbyjungle og kulturlandskab. Natur-vejledning og lege-patruljer. Arbejdsliv. Self-compassion. Bæredygtigt landbrug. Passiv aggression og aktiv dødshjælp. Civilbetjente. Forsikrings-betingelser. Velfærdsbesparelser.
Så havde jeg bare dårligt humør.
Når man går rundt og føler hvad alle andre omkring én føler, hele tiden, skal der ikke andet end en trist sang til for at man overgiver sig (uden modstand).
Så var der én der tændte for en trist sang.
Og så hørte vi melankolsk musik og havde kollektiv nedtur i ni stive timer. Indtil drengene satte ABBA på, men dem får man også ret hurtigt nedtur af.
Så var jeg til gengæld så fuldstændig åreladet for godt og dårligt humør at der ikke var mere tilbage - overhovedet.
Da vi ramte parkeringspladsen i Hadsten, stod min bil ikke der hvor jeg havde stillet den. Jeg tænkte lidt på fremmedgørelse og hyperkompleks virkelighed, men hvad fanden, bilen stod jo trods alt lige derovre, den havde kun flyttet sig en lille smule.
Det viste sig at nogen havde snuppet pladerne på den, røvet en tank og så efterladt pladerne i en fyrs indkørsel i Hadsten. Fyren, og politiet, havde så ringet til Torben og forlangt en forklaring. Torben havde - fornuftig som han er- snuppet børnene, kørt til Hadsten, hentet pladerne hos fyren, snakket politifolkene til ro, drønet hen til parkeringspladsen, byttet bil, fundet et værksted der kunne skrue plader på, og til sidst stillet bilen pænt tilbage til mig, så jeg kunne komme tørfodet hjem.
Torben er et ret godt våben mod fremmedgørelse og hyperkompleks virkelighed.
Jeg ligger vågen under stjernerne. De blinker ikke, der er ingen lyde, der er bare stilhed.
Udsigt fra soveværelset (foto: Kadi)
Ved min side ligger mine kammerater. De er fire soveposelarver med damp fra åndehullet.
Og denne nat er der ingenting jeg mangler. Måske bortset fra børnene..
...og kaffe.
Det bliver morgen.
Kan jeg vække dem med et varmt bål? Nu har jeg fundet min ro heroppe, så kan jeg da godt lige give en kop kaffe.
Morgenkaffe på vej, foto: Casper
Solen stråler iskoldt fra himlen idag. En kongeørn glider op mod fjeldtoppen med termikken.
Vi går også derop - bare ikke helt så elegant.
På den lille fjeldtop er der endnu smukkere og endnu vildere, og jeg kan ikke helt tro at jeg kan få mere endnu, at der kan være endnu flere højdepunkter.
Det kan da ikke blive ved med at blive bedre?! - Vi har bygget hele vores velfærdsstat på den præmis at det bliver ved med at blive bedre, men det holder jo ikke!
At benene bare bliver ved med at gå og gå efter gårsdagens anstrengelser, er også fantastisk. På toppen af fjeldet standser mine ben, og i lang tid nægter de at gå ned igen.
På toppen - der er koldt og klart. Foto: tante Kaddi
Vi går nedad igen. I vores egne spor - nedturen bliver latterligt nem. Vi surfer ned af fjeldet. Nu er vi supermænd, vi har mærket hvor stærke vi er, nu er vi bare fjollede og overstadige. Jeg ville egentlig gerne være lidt alene med mig selv, nyde lidt mere. Men fjeldregel nummer 6 er at man ikke skal gå alene, og Lars lader mig ikke sakke bagud, han lister rundt bag mig. Han kan selv være en bordercollie! Men jeg ved hvad han mener, der er kun én vej, og det er fremad. Hit me with a bad joke.
At spise rugbrødsklemmer med makrel fra dåsen på en frossen sø i vintersolskin. Det er som at sidde midt om natten med Kaddi på en badebro og drikke øller og se udover Århusbugten. To sider af samme sag.
Snakken går. Mit lille forsøg på at trave lidt for mig selv er helt til grin når selskabet er alt for klogt og sjovt; jeg overgiver mig til hyggen uden synderlig modstand.
Rugbrødsmadder på søen (Foto: Maria)
Lykkens pamfilius (Foto: Maria)
And I have to speculate That God Himself did make Us into corresponding shapes Like puzzle pieces from the clay They will see us waving from such great heights, come down now they say. But everything seems perfect from far away come down now, but we'll stay.
