Vi skulle egentlig bare ned og sætte hestene på stald. Men så var vejret så dejligt og modet så højt, og sadlen på løbecyklen så lav, og så tog det ene det andet og så spurgte jeg spontant om du ville låne Davids cykel. Jeg er sådan en mor der spørger om du vil cykle på pedalcykel ned til naboen der bor en kilometer væk, uden yderligere betænkeligheder ved at du slet ikke kan cykle. Og du er sådan en lillesøster der bare siger "ja da", for hvis mor siger det er okay, så er det okay.
På med hjelmen, og på med et spontant kosteskaft så mor ikke brækker ryggen, og da vi kom hjem fra hestetjans, cyklede Selma.
Jeg siger jo ikke at du bliver for hurtigt stor.... meeen, jeg troede altså at det skete i et tempo der var synligt for det blotte øje.
