Vinterfjeldet #4: Verdens ældste træ

Fjerde vandredag, rutinerne bliver bedre. Vi kommer hurtigere ud ad døren: Mellemlaget på, rent vand i flasken, samle alt sit grej i vindfanget: overtøjet, rygsækken, fadet med spildevand, de vigtige småting - og de uvigtige som man alligevel har tænkt sig at slæbe med. Vi prøver stadig at gøre det samtidig, vindfanget knager og giver sig, vi tramper lidt rundt på hinanden og skiftes til til at stå i vejen. Støvlerne på, ud og tisse af, hælde spildevand ud, ind med baljen, ud igen, på med jakken, skalbukserne, gaiters, vanter, hue, spænde sneskoene på, skistavene frem, rygsæk på, klar p....
pokkers, jeg glemte skibrillerne.
"Kaddiiiiiii! I min forreste lomme... nej forneden....lynlåslommen måske.... jamen jeg VED det ikke! Ét eller andet sted!!"

Fuld oppakning, inkl. skibriller, og træ der snor sig. (Foto: Casper)

Turen går til Njupeskär. Først forbi et lille kunstrum i skoven, som desværre var sygdomslukket, til gengæld ser vi en smuk lavskrige i fyrretræet udenfor. Det er også kunst i skoven. (video: Emil Nilsson/youtube).

Vi prøver at lokke den til os med bifi, men den synes vist at vi fylder lidt for meget i det stille landskab.
Kort efter er det frokosttid - stegt bacon på en bund af vakuumpakket rugbrød, dertil sauce af nescafe. 

Frokost i sneen

Hver kalorie man indtager herude er sund og god, men jeg tror alt mit blod bruges til benene... hele resten af kadaveret har mere eller mindre stemplet ud, jeg magter næsten ikke mad. Det er også en slags arbejde at kværne sådan en rugbrødsmad med bacon!

Vi skal hen og se et vandfald. Et vandfald der er stivnet midt i bevægelsen ned ad fjeldsiden engang i efteråret, og har hængt dér lige siden. 

Let it gooo? (Foto Kadi)

Det er som taget lige ud af en disneyfilm. Vi tager selfies og leger overstadige turister i sneen. Det er svært at dyrke sin nedtur over at det er sidste vandredag, når selskabet er så fjollet. 

Hvis vandfaldet overspiller sin betydning en smule (det er jo i grunden bare vand på vej ned af et fjeld), så er det næste vejpunkt kongen af understatement.   En lille beskeden rødgran, der har stået på et iskoldt fjeld i 9600 år og set på os te os tossede.
Den var det første grønne spir da Weichsel istiden smeltede væk.. den har stået og set på os lave ting af flint, sandsten, jern, guld, bronze, stål, det har set os plante hvede og tæmme ulve, trække hegn og føre krige, dyrke jorden og fodre svinene, dø som fluer under hungersnød, pest og kolera, køre rundt i hestevogne, traktorer, lastbiler, snescootere.

Verdens ældste træ...

Når jeg tænker tilbage nu, var det jo så afgjort turens mest magiske møde, måske et af livets mest usædvanlige møder, men vi kunne vist ikke kapere mere magi.  Rygsækkene var tunge af fjelde, sne, træer, nordlys, ørne, dyrespor, bål, snak og whiskey. Der var kun humor tilbage at lette os med, og vi gav os til at fornærme træets undselighed på forskellige kreative måder, og krammede det bagefter for at undskylde for vores ubetænksomhed - og for menneskehedens idioti i det hele taget.

Lars påpegede voksent og lidt for sent at man ikke skal røre ved træet. Jeg stivnede mid-treehug, og bakkede fordsigtigt, og begreb det. Ni tusind år... Gad vide om jeg også bare ville sparke dæk på Jesus eller Holger Danske og give dem en krammer hvis jeg så dem.  Det kan jeg nok faktisk ikke se mig helt fri for.
Vi gik videre. Så snart jeg slap rejsefællernes hånd blev jeg indadvendt og begyndte at tænke på resten af verden, savnede Torben og børnene (meget) og hadede samfundet (en lille smule).  Så jeg holdt bare op med at slippe de andre. Nu var det mig der hægtede mig på dem, de trak mig hjem. 

Karavanen (Foto: Casper)

Når jeg er i naturen i længere tid, bliver tingene glasklare.  Jeg ved hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide, og hvad jeg føler og hvad der er andres følelser. Er der et problem, kan jeg kigge på det, og somme tider kan jeg løse det.  Skal jeg op af et fjeld, i en meter sne og med femten kilo på ryggen tænker jeg kun på de næste to-tre skridt. Det er pragtfuldt enkelt.  Hænger linen for slapt, stikker mine tanker af.  De flyver højt og hurtigt og flygtigt. Det er en gave, men det er sådan en irriterende gave der kommer med en pris. Det er en blød gave, og den kradser.

Watch your step! (Foto: Casper)

Næste etape var i den lange biltur hjemad. Jeg var slet ikke klar til at slippe stilheden - den stilhed der havde været én lang samtale mellem fem ligesindede vilddyr der talte samme sprog.

Jeg ledte efter elge for ikke at blive i dårligt humør. 

Så så vi tyve elge.

(Foto: Casper)

(Foto: Casper)

Så tænkte jeg på oxymora, det er en god gammel billeg:

Sundt slik, tragikomik, flyvefisk og sursød sauce.
Facebookvenner og fitnessbrunch. dumsmarte innovationer over gammeldags problemer. Storbyjungle og kulturlandskab. Natur-vejledning og lege-patruljer.  Arbejdsliv. Self-compassion. Bæredygtigt landbrug. Passiv aggression og aktiv dødshjælp. Civilbetjente. Forsikrings-betingelser. Velfærdsbesparelser. 
Så havde jeg bare dårligt humør.

Når man går rundt og føler hvad alle andre omkring én føler, hele tiden, skal der ikke andet end en trist sang til for at man overgiver sig (uden modstand).
Så var der én der tændte for en trist sang.
Og så hørte vi melankolsk musik og havde kollektiv nedtur i ni stive timer.  Indtil drengene satte ABBA på, men dem får man også ret hurtigt nedtur af.
Så var jeg til gengæld så fuldstændig åreladet for godt og dårligt humør at der ikke var mere tilbage - overhovedet.

Da vi ramte parkeringspladsen i Hadsten, stod min bil ikke der hvor jeg havde stillet den.  Jeg tænkte lidt på fremmedgørelse og hyperkompleks virkelighed, men hvad fanden, bilen stod jo trods alt lige derovre, den havde kun flyttet sig en lille smule.
Det viste sig at nogen havde snuppet pladerne på den, røvet en tank og så efterladt pladerne i en fyrs indkørsel i Hadsten.  Fyren, og politiet, havde så ringet til Torben og forlangt en forklaring. Torben havde - fornuftig som han er- snuppet børnene, kørt til Hadsten, hentet pladerne hos fyren, snakket politifolkene til ro, drønet hen til parkeringspladsen, byttet bil, fundet et værksted der kunne skrue plader på, og til sidst stillet bilen pænt tilbage til mig, så jeg kunne komme tørfodet hjem.
Torben er et ret godt våben mod fremmedgørelse og hyperkompleks virkelighed.