To uger i forvejen: David skriver invitationer, og jeg kommer til at lade ham skrive datoen 16. som et 14 på invitationerne, så det gjorde ligesom det hele lidt mere spændende, fordi vi ikke helt vidste hvornår gæsterne ville komme.
I ugerne derefter kom tilmeldingerne dryppende ind på sms, facebook og IRL, (som betyder "snak" på postmoderne) IRL efterlader sig ikke nogen spor, og derfor kan det føre til tvivl om, om det virkelig HAR fundet sted IRL, eller fandt sted i REM aka i min fantasi. På den måde er det virkelig positivt at internettet aldrig glemmer.
Så jeg blev altså også i tvivl om hvor mange der ville komme.
På dagen: pludselig gik det op for mig at jeg havde glemt alt om hvad tidspunkt på dagen vi egentlig havde inviteret til, og jeg måtte ringe til Michelle, som er den eneste jeg vidste ville have forståelse for at jeg ringer og spørger hvad tid jeg mon har inviteret folk til.
Hvilken dag, hvor mange, og hvad tid?
Det blev alligevel en fed fødselsdagsfest. Vejret ændrede gudskelov mening i sidste øjeblik, og blev overraskende godt. De 11 syvårige drenge fra klassen viste sig at være en jævn blanding af ninjaer og prinsesser forklædt som ninjaer. På et tidspunkt havde jeg en følelse af at der var mere græden over stjålent legetøj, flere forbavsende grove bandeord, flere hyl over brændenælder, flere fornærmelser, mere kravlen op til skinnerne, mere surmulen i krogene og mere "tykke børn der trøstespiste lagkage alene ved kagebordet" end jeg kunne hamle op med på en elegant ninja-agtig måde.
 |
| Fange balloner i skoven. I stedet for at stå på hinandens skuldre, slår de med pinde. Der er dog kun én der græder på dette billede. |
Vi havde forberedt 3-4 fælleslege. I udviklingspsykologi taler man somme tider om at der er aldre eller perioder hvor man har travlt med at adskille sig fra andre, og der er faser hvor man har travlt med at søge fællesskabet og enighed. Desværre havde jeg forsømt at konsultere denne teori før jeg planlagde fødselsdagslegene. Hvor godt de lykkedes korrelerede direkte og negativt med, hvor meget samarbejde de krævede.
 |
| En leg der fungerede fint var "Se hvor mange popcorn JEG kan have i munden!" Super. |
Gudskelov HAVDE jeg husket at konsultere Torben, som ikke er udviklingspsykolog, men trods alt doven, og derfor meget klog, og havde forudset at det nok ikke var NØDVENDIGT med særlig mange lege.
Så vi fyrede ninja-legene af på halvanden times tid, og så spiste vi kage i do-joen. Så gik vi lidt i panik, for der var stadig 2 ½ timer til afhentning, og drengene var stadig lidt cranky, og nu også fulde af sukker. Vi vidste ikke heeelt hvordan man takler syvårige cranky ninja-prinsesser i sukker-rus. Vi valgte derfor at lave os en kop kaffe og sætte os i skyggen i vores lænestole og gøre os mest muligt usynlige. Torbens strategi.
 |
| Risikovurdering fra skyggestedet. Én ninja svinger kastekugler rundt om sig. Én menneskeædende agressiv drage. Én der er faldet. Én der har smidt tøjet. Alt under kontrol. |
Det hjalp! Jeg ved ikke om det var fordi det er sådan drengene kender det fra gårdvagterne, men de begyndte selv at finde på. De fandt ud af at forhandle noget der lignede lege med løse regler uden at der gik lemmer eller værdigheder tabt.
 |
| Nu flyver kastekuglerne kun VÆK fra børnene. Og baseballbattet ligger kun som bagved-grænse på jorden. Awesome! |
Selma og hendes trøsteveninde jumlede efter drengene, og pigerne havde ingen problemer med at dele, brændenælder, bandeord eller kedsomhed. Det eneste Selmaninja var lidt ked af, var at hendes elskede David ikke rigtig havde tid til at lege med hende - men det var jo derfor hun havde fået en trøsteveninde at trøste sig med!
Børnene splittede sig lidt op i kliker, så de ikke skulle forholde sig til flere end de kunne snakke med på én gang. De, der havde brug for hjælp, trøst, lidt ego-boost eller en pause, kom pænt hen i skyggen og satte sig lidt hos os. Vi sørgede for at være tilstrækkelig kedelige, nu overbevist om at succesen afhænger af at forhindre stemninger i at blive pisket op.
 |
| Pigerne trøster sig med lækkerier i forældrenes "helle". |
Sidst på eftermiddagen begyndte forældrene at komme dryssende til kaffe og kagerester. Der var nu så hyggeligt at de blev hængende. Det truede med at udvikle sig! Jeg brugte min nye strategi, og satte mig i skyggen med en kop kaffe og godt selskab, og begyndte at fundere i mit stille sind, om vi måske alle sammen stadig bare er ninjaer og prinsesser forklædt som ninjaer, der allesammen er forklædt som voksne...