2. maj 2016

7 år!



Nu blev du 7 år, og du styrer stadig verden med blød hånd og din uimodståelige charme.
Der kommer masser af nye kunster til, for din viden er eksploderet efter du fik din egen lille stol på Hornslet skole, og du er sulten efter mere.  Viden er magt!  I sidste uge arbejdede du fx i tre dage på en opgave der gik ud på at dele en plade chokolade med sine venner, så alle fik lige mange firkanter.

Du behersker skoven og alle dens dyr, uden at de ved det.  Det kan godt være de lever deres liv helt uanfægtet, stjæler vores æg og æder vores høns, skider i skovbunden og skråler i trætoppene - men der er ikke et dyr der sætter et spor uden at du er informeret, og i hvert fald teoretisk har godkendt det. I dag har du fået både vildtkamera og kikkert til at præcisere dine rekognosceringer.
Du håndterer os voksne og vores underlige behov med både tålmodighed og snilde - og jeg indrømmer blankt at vi ellers ikke er nemme!

Traditionen tro startede fødselsdagen midt om natten (I eventyrenes verden starter fødselsdage med at familien vækker én med flag og sang. Det er aldrig sket hjemme hos os).
Du og Selma tumlede rundt nede i stuen og legede rundbold med alle ballonerne henover det flot dækkede fødselsdagsbord inklusiv alle gaverne klokken 04:20.  I havde anstand nok til ikke at pakke dem ud endnu.  Og til artigt at dabbe op i (mor og fars) seng igen, da vi havde sagt "Tillykke" og "Det er midt om natten".
De næste to timer lå vi i familieske med benlås, mens du jævnligt prøvede at bevæge dig, og spurgte om det ikke var dag nu.
Vi voksne klarede både fødselsnatten og morgenen uden en sur mine - hovedsaligt fordi vi har prøvet det så mange gange før. "Nøøøøøj har du drømt om fødselsdagsmaden? Så læg dig og drøm videre skat, måske er der kage til dessert!" "Nej, man kan ikke få balloner med i skole.  Okay, hvis du lægger dig ned igen, må du få ballonerne med i skole!"  "Ja selvfølgelig kan du sove bedre hvis jeg klør dig lidt på ryggen. Jeg ligger alligevel bare her og keder mig." 


Med til vores fødselsdagsekspertise hører at jeg har lært at leve med at man skal have noget fjernstyret i fødselsdagsgave...

....og Torben har lært at man også skal have en sej praktisk gave

Fødselsdagstegning fra kusine
7 år - og skriver helst i spejlskrift!



Giver mor bank i skak -godt nok med handicap, men det gjorde ikke triumfen mindre!
Virkelig dejlig 7-årig skat