Mødrenes weekend

Én weekend, 5 måder at celebrere mødre på:

1. Det var Leefkemors 30-års fødselsdag

Og derfor tog vi til fest hos hende fredag aften, til gensyn med nogle af de gamle sydslesvigvenner.
Leefke bor i Tønder, så det var årets udlandsferie.
Det er altid lidt uhyggeligt at se hvor gamle folk bliver.  Især Kristian er faldet meget af på den siden sidst, han har mistet førligheden, og måtte tilbringe aftenen siddende, mens hans stakkels kone og resten af selskabet forsynede ham med alt hvad han manglede.  Fødselaren til gengæld ser ikke en dag ældre ud end i gamle dage, og det var meget betryggende for alle.

2. Marlenemors fødselsdag

Mødregruppen var inviteret til Marlenes 40-års fødselsdag, og selvom vores mænd var med, og vistnok også hyggede sig, så var der ingen tvivl om at det var mødregruppen der var samlet. Især da vores bord slog hele selskabet inklusiv den anden mødregruppe men eksklusiv ægtemanden i en quiz om fødselarens personlige, for ikke at sige intime, liv. Vi snakkede om vigtige politiske spørgsmål såsom folkeskolereformen, i-padregler og søskendejalousi. Og så i fine kjoler - herligt!

3. Besøg af bedstemor

Alle de fester kan jo ikke fejres uden et es i ærmet. Vores es er bedstemor!

4. Det var Sannemors fødselsdag
En af grundene til hun ikke kunne være med til fest.

5. Det var Sannemors bryllup
Den anden gode grund til at hun ikke kunne være med til fest!

6. Det var mors dag
Det var lidt kompliceret at have besøg af sin egen mor på mors dag, mens man også selv bliver forkælet fordi man er nogens mor.  Torben overtog galant tjansen for os begge, og kom med morgenbrød og blomster.

7 år!

Nu blev du 7 år, og du styrer stadig verden med blød hånd og din uimodståelige charme.
Der kommer masser af nye kunster til, for din viden er eksploderet efter du fik din egen lille stol på Hornslet skole, og du er sulten efter mere.  Viden er magt!  I sidste uge arbejdede du fx i tre dage på en opgave der gik ud på at dele en plade chokolade med sine venner, så alle fik lige mange firkanter.

Du behersker skoven og alle dens dyr, uden at de ved det.  Det kan godt være de lever deres liv helt uanfægtet, stjæler vores æg og æder vores høns, skider i skovbunden og skråler i trætoppene - men der er ikke et dyr der sætter et spor uden at du er informeret, og i hvert fald teoretisk har godkendt det. I dag har du fået både vildtkamera og kikkert til at præcisere dine rekognosceringer.
Du håndterer os voksne og vores underlige behov med både tålmodighed og snilde - og jeg indrømmer blankt at vi ellers ikke er nemme!

Traditionen tro startede fødselsdagen midt om natten (I eventyrenes verden starter fødselsdage med at familien vækker én med flag og sang. Det er aldrig sket hjemme hos os).
Du og Selma tumlede rundt nede i stuen og legede rundbold med alle ballonerne henover det flot dækkede fødselsdagsbord inklusiv alle gaverne klokken 04:20.  I havde anstand nok til ikke at pakke dem ud endnu.  Og til artigt at dabbe op i (mor og fars) seng igen, da vi havde sagt "Tillykke" og "Det er midt om natten".
De næste to timer lå vi i familieske med benlås, mens du jævnligt prøvede at bevæge dig, og spurgte om det ikke var dag nu.
Vi voksne klarede både fødselsnatten og morgenen uden en sur mine - hovedsaligt fordi vi har prøvet det så mange gange før. "Nøøøøøj har du drømt om fødselsdagsmaden? Så læg dig og drøm videre skat, måske er der kage til dessert!" "Nej, man kan ikke få balloner med i skole.  Okay, hvis du lægger dig ned igen, må du få ballonerne med i skole!"  "Ja selvfølgelig kan du sove bedre hvis jeg klør dig lidt på ryggen. Jeg ligger alligevel bare her og keder mig." 

Med til vores fødselsdagsekspertise hører at jeg har lært at leve med at man skal have noget fjernstyret i fødselsdagsgave...

....og Torben har lært at man også skal have en sej praktisk gave

Fødselsdagstegning fra kusine

7 år - og skriver helst i spejlskrift!

Giver mor bank i skak -godt nok med handicap, men det gjorde ikke triumfen mindre!

Virkelig dejlig 7-årig skat

Spejderman

Jeg har ellers haft det lidt stramt med det dér spejder.
Vi burde egentlig klikke totalt.  Vi deler den samme passion for lejrbål, teltlejre, kollektiv, fællessang, overlevelse i naturen, ting man kan bygge selv, alt hvad man kan stille op med en karabiner, og selvfølgelig teamspirit og hjælpsomhed og altruisme og det dér.  Spejderbevægelsen er totalt respektabel.  Vi har fælles vennekreds. Og de er virkelig søde til at invitere indenfor!
Men hver gang jeg har taget imod spejdernes udstrakte hånd, så gav den mig alligevel lidt røde knopper.

Men David har jo for søren kaldt sig selv for dyreredder de sidste 3 år, og haft både dyreredder-chef og dyreredder-korps og dyreredder-lov. Det eneste han faktisk manglede var en uniform.  Og at det ikke bare fandtes i hans fantasi, men i virkeligheden! Og nu har jeg gået i uldtrøjer i 10 år fordi jeg nægter at anerkende at jeg er top allergisk imod uld - så kan jeg vel også leve med lidt spejdereksem, når nu vi bare ER en hardcore udendørs-familie, og Davids ven Rune rigtig gerne ville have ham med til spejder. David selv fik jo helt våde øjne når Rune fortalte om hytteture og lejrbål og spejderlov og mærker på uniformen og om sin far, der både er spejder og mand og dermed officielt Spiderman. Dråben der fik mig til at lavet opkaldet var vores venner Mads og Ida, der er inkarnerede spejdere, som spredte lidt god spejderkarma da de var her i påsken, og overbeviste mig om at man sagtens kan integreres i samfundet selvom man er spejder.

Og så sprang vi ud i det.  All-in, som med alt hvad vi gør.  David kom til spejdermøde, bandt et råbåndsknob, og scorede et eller andet råbåndsmærke.  Ugen efter byggede de en drage af rafter og pap, og David bandt masser af råbåndsknob på den og forkyndte at han skulle på hyttetur ugen efter.

32 mikrospejdere ved Tinghulen.

Lige inden han skulle ud af døren til hyttetur mærkede han pludselig hvor hurtigt det var gået, og brød ud i tårer og sagde at han hellere ville blive hjemmeeee!  Torben og jeg brød også næsten ud i tårer og sagde "OKAAAYYY!!"
Så sparkede jeg mig selv over skinnebenet og skyndte mig at sige at vi da også kommer til at savne ham helt vildt, og at han får det HELT VILDT sjovt, og at den dumme tankedrage der lige havde spydt lidt ild, da ikke skulle bestemme om han skulle ud og have det sjovt!?
Afsted gik det, og David klatrede ud af bilen og direkte ud i et stort slag røvere og soldater, eller zombier mod monstre, eller hvad det var.  Jeg var øjeblikkeligt malplaceret, og han havde næsten for travlt til at sige farvel, for hvad skal man med en mor midt i en zombiekrig?!

En ret stor del af det at være spejder består i at bekæmpe ildspydende drager.  De ægte drager (st. Georg), dem af pap (her mikroerne i 1. Hornslet trop), og dem af tanke (psykologmorens egen tilføjelse).

 Jeg gjorde mig lykkeligt usynlig og fortrak, og så hørte vi ellers ikke mere til David de næste 2 døgn. Han indhentede det da vi hentede ham og han ikke kunne stoppe med at fortælle.  Han STANK af bål og sved og mudder og gammel sovepose! De andre mødre siger at der står i spejderloven at man skal i bad med hårvask efter hvert spejdermøde, men jeg tænkte egentlig at stanken var det bedste spejdermærke.

Første drage dræbt efter 5 minutter.  Selma er med for at vinke farvel, og uniformerne udøver vist allerede deres hjertesmeltende magi på hende.

Davids bedste spejderven. Mit hjerte er også ved at smelte...

Ok.  Jeg er officielt smeltet! 

Der vil nok komme mange lignende billeder i fremtiden.  Jeg overvejer at tilpasse bloggens farvetema til uniformen.

Pyjamasparty

Mens David var på spejderlejr og lege røvere og soldater ude på Mols, holdt Selma sin egen venindelejr her i Bomhuset.  Også her blev der leget røvere og soldater...:

Laura Hunt

Calamity Selma!

To cowgirls jeg nødig vil tælle blandt mine fjender!

"Vi fik hende, ha!"

Nu er riflen skiftet ud med perler

pizzapynt med Torbenfar

Vi bager pizza mens neglelakken tørrer

Frost og filmsnoller

"Ååhh.  Christoffer!"

Weekenden

Og så er der den slags weekender:

En gin med psykologerne på englen fredag aften.  Bagefter én til med Kadi. Sådan får hele weekenden ligesom mere stil.

Om lørdagen var vi til indvielse på Naturcenter Karpenhøj.  Jeg ved ikke hvordan det var lykkedes at lokke Torben med - for ham lugtede det langt væk af kultur og fodformede sko. Men han opdagede hurtigt at han var blandt de forenede jyske fuglenørder, og han blev så opslugt af at bestemme de mange rovfugle over os, at han slet ikke kunne hives videre.  "Jamen Inger, det er jo skidesmart med sådan en fuglekikkert, det kan jeg da godt se.... og så lige at have sådan en ekspert stående ved siden af, der kan forklare at den sorte plet på albuen hos fjeldvågen er mere tydelig end hos musvågen....
....og prøv lige at se hvor mange der er!!"  Mange rovfugle eller mange eksperter?
I begge tilfælde havde han fuldstændig ret.

Og det var da Torbenfar der spottede den røde glente, hvorved han fik alle ornitologerne til at vende sig om i ét synkront ryk der havde været en flok stære værdigt. Ja jeg siger det bare.  Den mand han er bare den bedste - fuglekikkert go home.

glad Torben-selfie?!

Ellers var der bueskydning, og ponyklapning, og klatretræer.... og vi skulle prøve det hele!

Ingermor klatrer op i ting - Torbenfar er bekymret for om træet er råddent og kunne finde på at vælte....

Og så havde én af mine dygtige vildmarksninjaer fra Solo slået en primitiv lejr op, hvor han og et par ligesindede lærte nogle basale ninja-skills fra sig.
David er jo bare nede med vildmarksninjaer. Han tog et kig lejren rundt - her var han på hjemmebane.  Han satte sig for at snitte sin egen trækniv af et pænt stykke birk, som min vildmarksninjakollega huggede til for ham.  Mit liv gik op i en højere enhed, og jeg kunne læne mig tilbage med Torben og nyde synet, forårssolen og bålrøgen. 

Da kniven var tilpas halvfærdig, og efter at David og Selma havde fundet, fanget, undersøgt og frisat en lille forårstudse, gik vi videre. David fandt et træ han kunne klatre op i, og en klatresele-ninja der kunne sætte ham op til det.  

David på spadseretur op ad en bøg. Det er Ingermors arm der sikrer ham så superhelteagtigt nede i højre hjørne.

Torben og jeg prøvede ellers at være de virkelig kedelige forældre der ikke rigtig gad fordi der var ventetid til en klatresele, men det lyder jo helt åndssvagt: "Hey, lad os tage ud til det her virkelig fede sted hvor der sker fede ting - og så se på at andre laver dem, før vi overtaler jer til at tage hjem igen!" så vi bed det i os og ventede tålmodigt.

Hjemme igen besluttede vi at aflive den halve bøtte vanilleis der har ligget og kedet sig i fryseren siden nytårsaften.  Og for at gøre den lidt mere spiselig, bagte vi en portion myntepandekager med den mynte der utroligvis også stadig lever fra nytårsaften. Og Torben var da vist også kommet til at købe årets første, stendøde men virkelig sommerlækre jordbær, som vi kunne drysse over.

Jeg har taget det her billede i tilfælde af at jeg nogensinde skulle blive i tvivl: jeg kan sagtens bage pandekager med hjemmedyrket mynte, økologisk is og jordbær på et fancypancy bræt.  Dermed er det ikke udelukket at alle madbilleder på Instagram er omgivet af en usynlig kant af børn der slås, en far der hælder giftige kemiske væsker i sin e-cigaret, og et overnaturligt rod der endda får klaveret til at blive lidt væk. 

Om aftenen fik jeg æren af at hente onkel Kristian fra sygehuset og køre ham hjem med hans spritnye gipsfod.  En tur der blev endnu mere sjov af at han har været dopet på morfin de sidste par dage! Og så var der ellers homecomingpizza og sodavand med niecerne og tante Eva om aftenen.

Søndag var store havedag.  Egentlig en dag hvor Onkel Kristian og tante Eva skulle have givet en stor revanche for den dag i efteråret, hvor vi flyttede 3 tons småsten frem - og så tilbage igen- oppe i haven i Løgstrup....
...men her kom Kristians gipsfod virkelig til sin ret. Revanchen måtte vente, og Torben og jeg måtte selv kaste os ud i at grave 4-5 meter bøgehæk op, og grave den ned igen en meter længere mod syd. Det lyder lige så kafkaesque som småstensprojektet i Løgstrup. Det kunne virkelig have været en perfekt revanche.....

Om aftenen tiggede David efter bålmad.  Hvem kan sige nej til en seksårig der allerhelst vil spise sin aftensmad fra et bål med en spork?!

Gaaaab!

Somme tider kommer man jo til at gabe over lidt for meget.  Slå større brød op end man kan bage.  Sælge skindet før bjørnen er skudt.  Stikke lidt af fra sin skomagerlæst.

Andre folk prøver vist nok at undgå det.  For mig er det blevet en slags hobby.
Min hobby kræver blot at man har:
- et meget lille hus
- en familie der er med på det hele
- (mentalt) sunde og raske børn
- ingen penge
- mange søde (og mentalt sunde) venner
- en to-do-liste-bog der er væk
- og en mand som kan forudse vejret.  Spørg mig ikke hvordan han gør, men det er hans eneste opgave og han er VIRKELIG skrap til det.


De seneste 3 championships jeg har deltaget i:

1: Invitér venner med småbørn på besøg i det lille hus i halvvådt vejr i tre dage. De kan med fordel tælle en omtrent to meter høj far, og være LIDT utilpasse når høns og katte springer op ad dem og/eller kradser. Sikkerhedsafstand var ikke en mulighed.
 
Slå så dej op til boller der skal dække:
3x morgenmad,
2x udflugt/eftermiddags/ulvetimeboller,
1x burgerboller til aftensmad,
og 1x krummer til gulvet.
Sådan en stor dej KAN ikke være i huset under overbefolkningen.  Slet ikke når den hæver op.
Godt at vennerne er kompatible med os, så vi så at sige kan stables stabilt, og at de er fremragende og utrættelige bagere.
Lektion nr. 1 indenfor "Tænk-stort": find kompatible og stabelbare venner.

2: Brug de første 15 minutter efter de dejlige venner er rejst, på at pakke et eller andet tilfældigt, og rejs så til en lille (lidt øde) ø.  Her kræves et øjebliks fokus, hvor der ikke skal tænkes ud af boksen. Målet er kun at glemme uvigtige ting såsom tøj, og at huske undertøj, sokker, bilnøgler, dukkeseng og dankort.   Hold så påske sammen med 4 forkælede børn (på den gode måde!), 4 bestemte voksne (også på den gode måde!).
Man skal forvente at der går en lille smule tid med at forhandle et acceptabelt støjniveau, et fælles blodsukker, en fælles fjernsynskvote, en brugbar toiletkø, en fælles aftensmad.  Okay, aftensmaden kan man opdele i børn og voksen.
Gudskelov er hele min familie rutinerede gabere. Og med masser af kærlighed og en god portion humor, er vi faktisk blevet mestre i at tænke stort, i små huse. Det er lidt af en familie-dille!

"Far til piger på ferie"

Må man gå på bare tæer på en strand? I marts? Selma er uenig med flertallet.

Avernakøs forlystelser

Kusinebunke på strandengen

Børnebørnebunke på bedstemor på sofaen

1.-pladsen med medalje i at være bedstemor!

3:
Tag 23 7-årige med ud på træklatring på årets "store-drilledag" (første april), inklusive fælleskørsel, indenfor almindelig arbejdstid, i en by langt væk.  Acceptér tilmeldinger der kommer på selve dagen og som indeholder ordene "særligt sensitiv".

Her kan man afprøve sine grænser - med sikkerhedswire!

Højt at flyve og langt at falde!

Mange meget glade børn der gik balancegang på deres egne grænser, heppede på hinanden, fløj som fugle mellem trækronerne og spruttede af kådhed og selvtillid.

Ordbær

Selma (i smørklatten, klokken 4-5 om morgenen): "Mor.  Må én egentlig godt se éns arbejde?"
Mor: "Altså om du godt må komme med og se mit arbejde?"
Selma: "Ja!"
Mor: "Ja da, det kan du tro.  Det gør vi en dag."
Selma: "Så vil jeg gerne hen på det arbejd esom du var på i går!" (Vi fik kage på arbejde i går)
Mor: "OK.  Jeg er faktisk altid på det samme arbejde. Ligesom du altid er i den samme børnehave."
Selma: (Spærrer øjnenen op) "Ægte?! Har i så også den samme luft?!"
Mor: "..."