13. april 2016

Weekenden



Og så er der den slags weekender:
En gin med psykologerne på englen fredag aften.  Bagefter én til med Kadi. Sådan får hele weekenden ligesom mere stil.

Om lørdagen var vi til indvielse på Naturcenter Karpenhøj.  Jeg ved ikke hvordan det var lykkedes at lokke Torben med - for ham lugtede det langt væk af kultur og fodformede sko. Men han opdagede hurtigt at han var blandt de forenede jyske fuglenørder, og han blev så opslugt af at bestemme de mange rovfugle over os, at han slet ikke kunne hives videre.  "Jamen Inger, det er jo skidesmart med sådan en fuglekikkert, det kan jeg da godt se.... og så lige at have sådan en ekspert stående ved siden af, der kan forklare at den sorte plet på albuen hos fjeldvågen er mere tydelig end hos musvågen....
....og prøv lige at se hvor mange der er!!"  Mange rovfugle eller mange eksperter?
I begge tilfælde havde han fuldstændig ret.
Og det var da Torbenfar der spottede den røde glente, hvorved han fik alle ornitologerne til at vende sig om i ét synkront ryk der havde været en flok stære værdigt. Ja jeg siger det bare.  Den mand han er bare den bedste - fuglekikkert go home.
glad Torben-selfie?!

Ellers var der bueskydning, og ponyklapning, og klatretræer.... og vi skulle prøve det hele!
Ingermor klatrer op i ting - Torbenfar er bekymret for om træet er råddent og kunne finde på at vælte....
Og så havde én af mine dygtige vildmarksninjaer fra Solo slået en primitiv lejr op, hvor han og et par ligesindede lærte nogle basale ninja-skills fra sig.
David er jo bare nede med vildmarksninjaer. Han tog et kig lejren rundt - her var han på hjemmebane.  Han satte sig for at snitte sin egen trækniv af et pænt stykke birk, som min vildmarksninjakollega huggede til for ham.  Mit liv gik op i en højere enhed, og jeg kunne læne mig tilbage med Torben og nyde synet, forårssolen og bålrøgen. 


Da kniven var tilpas halvfærdig, og efter at David og Selma havde fundet, fanget, undersøgt og frisat en lille forårstudse, gik vi videre. David fandt et træ han kunne klatre op i, og en klatresele-ninja der kunne sætte ham op til det.  



David på spadseretur op ad en bøg. Det er Ingermors arm der sikrer ham så superhelteagtigt nede i højre hjørne.

Torben og jeg prøvede ellers at være de virkelig kedelige forældre der ikke rigtig gad fordi der var ventetid til en klatresele, men det lyder jo helt åndssvagt: "Hey, lad os tage ud til det her virkelig fede sted hvor der sker fede ting - og så se på at andre laver dem, før vi overtaler jer til at tage hjem igen!" så vi bed det i os og ventede tålmodigt.

Hjemme igen besluttede vi at aflive den halve bøtte vanilleis der har ligget og kedet sig i fryseren siden nytårsaften.  Og for at gøre den lidt mere spiselig, bagte vi en portion myntepandekager med den mynte der utroligvis også stadig lever fra nytårsaften. Og Torben var da vist også kommet til at købe årets første, stendøde men virkelig sommerlækre jordbær, som vi kunne drysse over.
Jeg har taget det her billede i tilfælde af at jeg nogensinde skulle blive i tvivl: jeg kan sagtens bage pandekager med hjemmedyrket mynte, økologisk is og jordbær på et fancypancy bræt.  Dermed er det ikke udelukket at alle madbilleder på Instagram er omgivet af en usynlig kant af børn der slås, en far der hælder giftige kemiske væsker i sin e-cigaret, og et overnaturligt rod der endda får klaveret til at blive lidt væk. 

Om aftenen fik jeg æren af at hente onkel Kristian fra sygehuset og køre ham hjem med hans spritnye gipsfod.  En tur der blev endnu mere sjov af at han har været dopet på morfin de sidste par dage! Og så var der ellers homecomingpizza og sodavand med niecerne og tante Eva om aftenen.

Søndag var store havedag.  Egentlig en dag hvor Onkel Kristian og tante Eva skulle have givet en stor revanche for den dag i efteråret, hvor vi flyttede 3 tons småsten frem - og så tilbage igen- oppe i haven i Løgstrup....
...men her kom Kristians gipsfod virkelig til sin ret. Revanchen måtte vente, og Torben og jeg måtte selv kaste os ud i at grave 4-5 meter bøgehæk op, og grave den ned igen en meter længere mod syd. Det lyder lige så kafkaesque som småstensprojektet i Løgstrup. Det kunne virkelig have været en perfekt revanche.....

Om aftenen tiggede David efter bålmad.  Hvem kan sige nej til en seksårig der allerhelst vil spise sin aftensmad fra et bål med en spork?!