Nu er det jo sådan, at Anna til hverdag går igennem tilværelsen uden at der sker overnaturlige hændelser eller naturlige katastrofer. Det går jeg i hvert fald ud fra, for hun har aldrig fortalt om noget. Derfor var hun - ifølge sin egen beretning- også i første omgang lidt overrumplet og uforstående, da hun en eftermiddag var på løbetur og løb ind i et brændende træ.
Der er flere ting der er usædvanlige, udover at træet stod og brændte. For det første var det åbenbart lykkedes Anna at komme på en egentlig løbetur, og komme et sted hen der var uden for alle de andres synsfelt. Vejlø er jo altså ganske lille, ca. 800m lang og 200m bred, og består grundlæggende af en badebro, forbundet af 50meter markvej med en gammel trelænget gård, en æblegård, to store enge, to kornmarker, og en stor strandeng med ynglende fugle.
Så vidt jeg har forstået, brugte Anna en løberute der gik i cirkler henover engene og ud til yngleområdet... og det var altså på den rute at hun mødte det brændende træ. Det havde ikke været tordenvejr, der var ikke nogen bål i nærheden, ingen mennesker, og hertil kommer at træet brændte INDENI. Jeg forestiller mig at Anna først overvejede om hun muligvis var offer for en slags kortvarig hallucineren, det er altid godt at tage turen omkring den tanke når man ser noget virkelig mærkeligt. Måske ø-kuller? Måske havde løbeturen været for hård ved kredsløbet?
Men nogle ting er jo så ubenægteligt reelle at man ikke rigtig kan afskrive dem med fantasi eller konstruktivisme, og det brændte altså inde i træet, blev Anna enig med sig selv om, og hun løb tilbage til lejren for at hente hjælp. De andre var ikke helt så lette at overbevise. Men de så jo heller ikke røgen og flammerne. Anna fortæller at hun følte sig lettere mistænkeliggjort ift. ø-kuller, da hun kom løbende i sit (neonfarvede?) nylon-suit med håret i en knold og sagde med sin rolige stemme at der altså var ild i et træ nede på engen, og at hun havde brug for hjælp øjeblikkeligt til at få det slukket. I bedste ø-lejr-manér er det åbenbart en frivillig aktivitet at slukke brande, og det stod åbenbart ikke lige i så høj kurs, så det var kun et par teenagere med smøger hængende i mundvigen der dabbede med vandflasker ned mod engen. Anna kan gudskelov godt være skrap, og desværre var jeg ikke til stede, men jeg forestiller mig at hun har taget en dyb indånding og fundet den indre madamme frem og jaget de dovne ferierister op af deres hængekøjer med de store gryder fulde af vand! Det endte i hvert fald med at branden blev slukket og træet fældet for en sikkerheds skyld, og til samling om aftenen blev det meldt ud at man altså lige skulle huske at skodde sine cigaretter ORDENTLIGT og at man i øvrigt skal tage sine skodder med sig når man ryger i naturen.
Et par dage efter begyndte det at dryppe fra himlen. Instant panic. Vi havde jo vænnet os til 26 graders varme og høj sol?! Hvor dælen skulle vi lige gøre af vores tøjsnor med tørretøj, klapvognene, alle vores sko der lå spredt ud over lejren, blomsterbuketterne og legetøjet? Og hvad værre var, stjernebillederne af huller i vores telt betød jo at vores telt var gennemhullet.
Selvom vi allerede havde oplevet at blive våde om natten, var det igen meget svært at overbevise det rolige folk om at vi altså ville blive meget våde hvis vi ville lade det regne igennem teltet. "Vi må have nogle presenninger over!!" Det var Anna der havde foretagsomheden til at få det sat igang. Hun havde jo før fået ø-folket op af hængekøjerne, og også denne gang lykkedes det at finde to-tre hjælpere.
Gudskelov har ø-lejren gigantiske presenninger liggende (måske har de oplevet regn før?), og det tog os også kun en halvanden times tid at få presenningerne møflet over vores lige så gigantiske telt. Resten af lejren kiggede
amyseret på fra sidelinjen.
--
Vi skulle jo ud at ro i de kanoer, der lå så fint og var til rådighed nede ved badebroen. Redningsvestepolitikken var der styr på (man skal have redningsvest på når man er PÅ vandet og ikke I vandet. Uagtet at alle redningsvestene var for store til småbørnene). Jeg blev udpeget til kano-kyndig, og Tanja og jeg er begge hav-prøvede, så vi følte os veludrustede til turen. Den første dag tog Tanja og jeg på småture langs med kysten hvor børnene skiftedes til at være med. Der var høj sol, og børnene ville gerne sidde på midtertoften og skråle "fra Engeland til Skotland". Lucia var skeptisk, hun stoler ikke på det der hav, og det gør hun klogt i. Hun stolede heller ikke helt på at Tanja og jeg vidste hvordan vi kom hurtigt nok tilbage til hendes mor, men det havde vi helt styr på, dér tre meter fra stranden. Da Anna og jeg et par dage efter (på vores afrejsedag) ville tage øen rundt i kano med de to store børn, var vi altså
confident. Men lidet anede vi at vi havde en underlig bøwet åre med, som kun kunne padle indad og udad. Og lidet anede vi, at det undervejs ville blæse op til en frisk vind med skum på bølgetoppene. Bølgetoppe der kom forfra, vel at mærke. Og lidet anede vi, at Lucias tålmodighed derfor ville slippe godt og grundigt OP undervejs, da vi havde spist hende af med "Fra Engeland til Skotland" og diverse forsikringer om at vi
saaargtens kunne klare den smule modvind. Vi mødre svedte bravt og gravede i vandet, kanoen pressede sig igennem bølgerne som en lille isbryder, Anna sad omme foran og fortalte stakåndet eventyret om Tornerose for at holde stemningen oppe, og David og Lucia sad i midten og syntes det var et underligt eventyr. Vi søgte ind under land til en pause i en smuk lille vig (jeg indrømmer gerne - mine arme hang i laser). Jeg samlede blomster og David samlede vandmænd, og Anna fik lejlighed til at fortælle Tornerose færdigt under mere ordnede forhold. Den sidste etape tog vi i stiv (laset) arm, Lucia affandt sig så flot med at ting tager tid ude på havet, og nødvendigheden i at udholde det. Jeg havde lovet David at han skulle få lov at padle, men det var før jeg vidste at vi skulle padle imod en tsunami, men nu insisterede han på den der frygtelige måde børn gør, når de har ret og ved det. Vi rundede badebroen til sidst, fik vinden i ryggen, David fik lov at padle de sidste meter, og vi gled udmattede men elegant op på stranden.
--
Det var den sidste aften, og dermed sidste chance for prøvelser. (Det vil sige, lige bortset fra den navigatoriske prøvelse Anna blev sat på under hjemturen, hvor hun skulle navigere tværs over Sjælland med en GPS der ikke var stedkendt, et småbarn der var midt i sin Prinsesse Modsat-prøvelse, og en morprinsesseveninde/copilot ved sin side som ikke bare sådan tager et højre for et højre.)
Vi havde slået lejr ved vores hårdt tilkæmpede shelter (forklaring følger i kapitel 4), tændt myggelysene, og fundet den sene aftensmad frem. Vi var trådt i hundelorte, som viste sig at være menneske-lorte idet man åbenbart havde indrettet skide-flag lige ved siden af spisebordet. Vi havde åbnet tyve forskellige bøtter mad der var tilpasset alle børnenes forskellige diæter, og vi havde pakket Lucia ind i en sovepose, hun var træt og sløj og køresyg og syntes bare slet ikke det var sjovt mere. Vi var lige ved at tro vi kunne falde til ro, da David roligt påpegede at der altså var brand i vores servietrulle. Myggelys og papirruller i blæsevejr er ikke en god kombi med mødre der bare ikke lige er dér hvor de har overblik over situationen. Men branden blev slukket uden skade på mennesker eller dyr.
Ø-lejrliv er i sandhed et liv i kamp med elementerne!
