18. december 2014
Velkomst
Jeg er netop kommet hjem fra arbejde, klokken er 19 og jeg kan ikke finde hverken mand eller søn nogen steder i huset. Nu er jeg netop faldet over denne her flaske Moët ved siden af havregrynene. Hver dags lille portion af uendelige muligheder....
8. december 2014
Checkliste sommer
Nu hvor min ven Finn har høstet sine sidste sukkermajs og gulerødder, og mine gode venner Tallerkensmækker, Hortensie og Marguerit har lagt sig ned i haven, er det endelig blevet åbenlyst: sommeren er forbi! Jeg har endda kradset is og alt muligt. Så det er tid til at gøre status over sommeren.
Da jeg til dagligt arbejder med at gøre status, er jeg selvsagt (altså selv sagt) ferm til det - jeg ved bl.a. at det kræver at der foreligger en handleplan som man kan gøre status ud fra. Og den foreligger og findes ved at klikke her!
Vi har fået en brandplet på gulvet. "Mor!!!! Ild!!!!" råbte David inde fra stuen mens jeg stod og lavede aftensmad. David syntes det var synd at der kun var lys i ét adventslys, og at jeg havde glemt de 3 andre. Da han har svært ved at bruge en lighter uden hjælp lavede han sig lige en fidibus. Sådan er det at have et Mosegårdsbarn, de gør jo ikke andet end at tænde ild og bruge knive og klatre i træer og slagte giraffer i dén børnehave...
Selmas tungebånd knækkede fordi hun fik én på snosken af David og hans veninde Freja inde i stuen (mens jeg stod og lavede aftensmad... måske skulle jeg overveje takeaway!) Desværre var det første gang Freja var på besøg, og hun blev sgu lidt bleg af at se Selma ligne Terminator (i en slutscene).... men i sidste ende gjorde det ikke så meget, for det tungebånd sad alligevel alt for stramt. Så mens vi sad og duppede med skiftevis ispose og papir nynnede jeg trøstende " så så lille pus, vi sparede da turen til en speciallæge med ventetid og medikamenter og skidt og møg!"
Da jeg til dagligt arbejder med at gøre status, er jeg selvsagt (altså selv sagt) ferm til det - jeg ved bl.a. at det kræver at der foreligger en handleplan som man kan gøre status ud fra. Og den foreligger og findes ved at klikke her!
1. Lod jer passe jer selv?
Check.Vi har fået en brandplet på gulvet. "Mor!!!! Ild!!!!" råbte David inde fra stuen mens jeg stod og lavede aftensmad. David syntes det var synd at der kun var lys i ét adventslys, og at jeg havde glemt de 3 andre. Da han har svært ved at bruge en lighter uden hjælp lavede han sig lige en fidibus. Sådan er det at have et Mosegårdsbarn, de gør jo ikke andet end at tænde ild og bruge knive og klatre i træer og slagte giraffer i dén børnehave...
Selmas tungebånd knækkede fordi hun fik én på snosken af David og hans veninde Freja inde i stuen (mens jeg stod og lavede aftensmad... måske skulle jeg overveje takeaway!) Desværre var det første gang Freja var på besøg, og hun blev sgu lidt bleg af at se Selma ligne Terminator (i en slutscene).... men i sidste ende gjorde det ikke så meget, for det tungebånd sad alligevel alt for stramt. Så mens vi sad og duppede med skiftevis ispose og papir nynnede jeg trøstende " så så lille pus, vi sparede da turen til en speciallæge med ventetid og medikamenter og skidt og møg!"
2. Glemte solcremen?
Njaarh... jeg glemte solcreme op til flere gange, jovist......
... men at hænge et myggenet over hovedet på sit barn og smøre det ind i radioaktivt jungleolie hver gang han ville i skoven og fiske er helt klart overbeskyttende, det kan jeg godt se nu.
... men at hænge et myggenet over hovedet på sit barn og smøre det ind i radioaktivt jungleolie hver gang han ville i skoven og fiske er helt klart overbeskyttende, det kan jeg godt se nu.
3. Lod jeg jer se fjernsyn?
Jada. Lige for tiden selvfølgelig Jul på Slottet, men i sommers hittede Onkel Reje. Onkel Reje er plat jysk onkel-humor af værste skuffe, og David har lært masser af smarte ting af ham allerede, fx hvordan man vinder over kæmpekrabben Ronaldo, eller hvordan man laver sørøverkarate med den Skæggede havfrue og Lord hundelort. Citat: "Hvorfor sidder der en prut i hjørnet og græder? Fordi der er én der har slået den!"
4. Børnearbejde?
Check. David har udnævnt sig selv til husets arbejdsmand, og er stolt af det. Mentalt high-five til Torben, med hvem jeg aftalte for 6 år siden at vi ved hjælp af "3rd party modelling"ville bilde vores ufødte barn ind at det at vaske op bare var DET SJOVESTE!!
5. Spiste i usunde ting?
Kakaoristede havregryn til morgenmad, check. Skumfiduser til dessert hver gang vi lavede bålmad, check. Skæld-ud af kontaktpædagogen i børnehaven pga for lidt rugbrød i madpakken, check. David har lært selv at bage croissanter, check. Selma har lært selv at åbne sin Haribojulekalender, check. Check, check, check.
6. Blev i rystet sammen med venner?
Det skønneste punkt at vende tilbage til i minderne! Skønt at tænke tilbage på David i hytten i Sverige der råber ind til de søvndrukne forældre om morgenen at han lige drøner over til drengene i htytten ved siden af, og hans lillesøster der jumler efter ham.
Så mange SOS-aftener (spis og skrid) med Maloucca og Trisstan, og legeeftermiddage med Ian, at både Maloucca og Ian drøner hen og tager gummistøvlerne på og vil med hjem, når jeg henter om eftermiddagen.
Til efteråret skal vi med hhv Davids ven Trisstan og Selmas veninde Maloucca og mors veninde Michelle, og begge dertilhørende uundværlige fædre til Italien på ferie! På onsdag skal Freja med hjem og lege, på torsdag skal David hjem til Noah, på fredag skal han ud og overnatte hos Freja, og søndag skal vi til Silkeborg og lege med "drengene"... jeg begynder at se hvordan det er at dette punkt hos mange småbørnsforældre lige pludselig forandrer karaktér, og bliver til "forhindre at forældrene bliver taxa-service"..... forleden fik jeg igen ét af de dér "ej, er du seriøst psykolog?!"-blikke, da jeg spurgte en bekendt om man godt kan lade sit barn cykle alene igennem skoven i skole fra 0. klasse af? Han skal altså slet ikke over nogen vejkryds!? Arhmen, somme tider dumper jeg bare totalt i mor-testen. Jeg spurgte også engang min sundhedsplejerske om man godt kunne lade sin nyfødte sove sin lur færdig derhjemme mens man selv lige smuttede ned i Netto. Jamen det var bare ikke lige tænkt færdigt, før jeg sagde det! Jeg kunne da godt se at det kan man ikke, så snart jeg hørte mig sige det... Da Tanja forleden sagde at hun ikke havde det godt med at gå ned i kælderen med vasketøj mens Yamuna sov i lejligheden fordi hun tog højde for at hun jo godt kunne falde og slå sig og besvime. Se det er jo den fornuftige måde at tænke på, når man har ansvar for flere end sig selv. Jeg svarede til gengæld "Jamen Tanja, det kan du jo sådan set også godt komme ud for her i lejligheden......?!" Så ødelagde jeg også lige den sikkerhed.... nå, tilbage til listen.
7. Fik vi bygget noget?
Efter grundig overvejelse må svaret blive: Nej, men det blev stort og grimt! Stort og grimt fordi vi faktisk fik bygget en stor og grim vejrstation til min chef som tak for lån af sommerferiehytter. Nej, fordi det mest var Anja der byggede.
Nej også fordi det virkelig store og alt andet end grimme legehus på stolper, som jeg i årevis har planlagt at bygge, netop er blevet fundet, samlet og malet og pyntet (endda med egen postkasse!), på den blå avis. Ketil fra børnehaven har en kranbil og vil gerne hente det, så vi skal slet ikke gøre noget af arbejdet. Men næste sommer kan jeg jo så slå et søm i og hænge et billede op derinde, så jeg også kan sige jeg har bygget lidt.
8. Lave noget ordinært?
Årskort til Djurs Sommerland, check. Gå til minisport i den lokale IF, check. Købe gruppebillede af dagplejebørnene og hænge det op på køleskabet, næsten check. Købe en rundtur på en pony med en nissehue på til en tyver, check. Tage i den gamle by og lede efter en hotdog-bod, check.
3. december 2014
Julepynt fra Haribo
Jeg syntes ikke Haribo var pænt nok til at have hængende i stor udgave på min væg.
Og ville selvfølgelig gerne skjule for folk at jeg giver mine børn vingummier hver dag. Derfor denne spontane camouflage-aktion i søndags:Blev til....
26. november 2014
Vildmarkstur
"Livet er bare overhovedet ikke skønt!" David siger det med stor begejstring og overbevisning.
David, jeg og tante Kadi sidder i bilen, det er tusmørkt og blæsten trykker de små regndråber på ruden flade. Sulten knurrer i maven, vores ben og rygge værker, ruderne dugger. Bag os ligger et spor igennem skoven og heden, vi er vandret ti kilometer på lidt kryds og meget tværs igennem Mols bjerge. Fra Agri mod syd forbi Bavnehøjen og ned til Tinghulen, som diskvalificerede sig selv som hule fordi den manglede et tag. Til gengæld blev dens vægge godkendt som vægge da vi skulle ud af Tinghulen igen, David sprang frisk afsted på vej ned og pralede af sine gode klatrekløer. Men på vej op igen lod han sig bære, og så er det jo ingen kunst at prale!
Derfra forsøgte vi først at finde den hellige kilde, hvor vi alle tre ønskede spontan helbredelse, men vi blev hele tiden ledt vild, stier blev til traktorspor og traktorspor kværnede sig igennem skoven ud i ingenting. Vi gik på tværs, og lidt sidelæns, men ligemeget hjalp det. Vi droppede helbredelsen og satte kompaskurs mod Trehøje. Vi fandt os selv, på kortet.
David tronede på min ryg, til højre strakte skoven sig opad og til venstre strakte heden sig udad. Da vi efter tre timers vandring så en bil råbte David "dumme biler!" Jeg er sikker på at han refererede til hvordan de forstyrrer naturens stilhed, forurener det levende landskab, skræmmer fuglene, larmer og fylder hele vejen. Hvordan sker det, at vi lægger det komfortable, afhængige, svage bag os når vi én gang kommer ud i naturen?
Klokken blev mange inden vi nåede trehøje, og bidt af den gode marchhastighed og Davids pacende råb fra min ryg klavrede vi om bag den ene af dem og søgte ly til et varmt måltid mad og "den store pause". Men gudhjælpeme om ikke den eneste busk med en smule læ var optaget af et andet hold vildmarksfolk!
Vi slog os ned i behørig afstand for ikke at ruinere vores ensomhed med naturen. Da de ti minutter senere kom travende forbi, vores kaffe var endnu ikke lunken på Trangiaen, forlangte David vejafgift af dem - i form af chokolade. Man hjælper hinanden herude i ødemarken (næsten to kilometer fra Vrinners), så David fik sin told! Til gengæld lovede vi at samle dem op hvis vi skulle finde dem senere, nedkæmpede af den nådesløse novemberblæst pga. mangel på chokolade.
Hvad nøjagtigt var det du mente om aftenen, da vi sad i bilen og kiggede ud, spiste vejrøver-chokolade og drak belønningsjuice, slog hinanden på skuldrene over sikke nogle helvedeskarle vi er, kroppen varm og ren af anstrengelse og hovedet let af himlens storhed og skovens stilhed?
Vi havde haft en vidunderlig tur, du havde gasset den i bæreselen og fortalt røverhistorier. Du kunne slet ikke stoppe med at fortælle da vi kom hjem - om støvboldene og falken der var kommet da vi havde kaldt på den, og om det væltede træ som var en hule af ting, og om vildmarkstrolde og ulvespor og om søen du havde set fra udsigtstårnet, og om den varme kakao og de vilde islænderheste, de beskidte sorte får, og om de fremtidige ture du allerede har oppe i hovedet....næste gang overnatter vi! Og bruger vores økse! Og engang tager vi til Nepal og vandrer! Der er højt til himlen.
Måske syntes du det var hårdt at skulle hjem og børste tænder. Måske kom du i tanke om at du skulle i børnehave næste morgen. Måske tænkte du på den blotte masse af indtryk der skulle lægges nøje til rette oppe i hovedet og i munden, så de var klar til at blive fortalt til far på én gang. Måske er livets overvældende skønhed lidt trættende på dén måde, når man er 5. Måske syntes du også bare at der var for langt hjem.
Jeg vil i hvert fald anbefale alle børn der slås med alt for stramme morgenrutiner, travle forældre og sofasyndrom at gøre som David gjorde i søndags. Sadl din mor op, klem din Tadikante under armen, pak rygsækken, snør gummistøvlerne, og trav ud i blæsten.
David, jeg og tante Kadi sidder i bilen, det er tusmørkt og blæsten trykker de små regndråber på ruden flade. Sulten knurrer i maven, vores ben og rygge værker, ruderne dugger. Bag os ligger et spor igennem skoven og heden, vi er vandret ti kilometer på lidt kryds og meget tværs igennem Mols bjerge. Fra Agri mod syd forbi Bavnehøjen og ned til Tinghulen, som diskvalificerede sig selv som hule fordi den manglede et tag. Til gengæld blev dens vægge godkendt som vægge da vi skulle ud af Tinghulen igen, David sprang frisk afsted på vej ned og pralede af sine gode klatrekløer. Men på vej op igen lod han sig bære, og så er det jo ingen kunst at prale!
![]() |
| Frugtaben David, bærer af vand og lighter, på vej ned ad Tinghulens skrænt. |
Derfra forsøgte vi først at finde den hellige kilde, hvor vi alle tre ønskede spontan helbredelse, men vi blev hele tiden ledt vild, stier blev til traktorspor og traktorspor kværnede sig igennem skoven ud i ingenting. Vi gik på tværs, og lidt sidelæns, men ligemeget hjalp det. Vi droppede helbredelsen og satte kompaskurs mod Trehøje. Vi fandt os selv, på kortet.
David tronede på min ryg, til højre strakte skoven sig opad og til venstre strakte heden sig udad. Da vi efter tre timers vandring så en bil råbte David "dumme biler!" Jeg er sikker på at han refererede til hvordan de forstyrrer naturens stilhed, forurener det levende landskab, skræmmer fuglene, larmer og fylder hele vejen. Hvordan sker det, at vi lægger det komfortable, afhængige, svage bag os når vi én gang kommer ud i naturen?
Klokken blev mange inden vi nåede trehøje, og bidt af den gode marchhastighed og Davids pacende råb fra min ryg klavrede vi om bag den ene af dem og søgte ly til et varmt måltid mad og "den store pause". Men gudhjælpeme om ikke den eneste busk med en smule læ var optaget af et andet hold vildmarksfolk!
Vi slog os ned i behørig afstand for ikke at ruinere vores ensomhed med naturen. Da de ti minutter senere kom travende forbi, vores kaffe var endnu ikke lunken på Trangiaen, forlangte David vejafgift af dem - i form af chokolade. Man hjælper hinanden herude i ødemarken (næsten to kilometer fra Vrinners), så David fik sin told! Til gengæld lovede vi at samle dem op hvis vi skulle finde dem senere, nedkæmpede af den nådesløse novemberblæst pga. mangel på chokolade.
Hvad nøjagtigt var det du mente om aftenen, da vi sad i bilen og kiggede ud, spiste vejrøver-chokolade og drak belønningsjuice, slog hinanden på skuldrene over sikke nogle helvedeskarle vi er, kroppen varm og ren af anstrengelse og hovedet let af himlens storhed og skovens stilhed?
Vi havde haft en vidunderlig tur, du havde gasset den i bæreselen og fortalt røverhistorier. Du kunne slet ikke stoppe med at fortælle da vi kom hjem - om støvboldene og falken der var kommet da vi havde kaldt på den, og om det væltede træ som var en hule af ting, og om vildmarkstrolde og ulvespor og om søen du havde set fra udsigtstårnet, og om den varme kakao og de vilde islænderheste, de beskidte sorte får, og om de fremtidige ture du allerede har oppe i hovedet....næste gang overnatter vi! Og bruger vores økse! Og engang tager vi til Nepal og vandrer! Der er højt til himlen.
Måske syntes du det var hårdt at skulle hjem og børste tænder. Måske kom du i tanke om at du skulle i børnehave næste morgen. Måske tænkte du på den blotte masse af indtryk der skulle lægges nøje til rette oppe i hovedet og i munden, så de var klar til at blive fortalt til far på én gang. Måske er livets overvældende skønhed lidt trættende på dén måde, når man er 5. Måske syntes du også bare at der var for langt hjem.
Jeg vil i hvert fald anbefale alle børn der slås med alt for stramme morgenrutiner, travle forældre og sofasyndrom at gøre som David gjorde i søndags. Sadl din mor op, klem din Tadikante under armen, pak rygsækken, snør gummistøvlerne, og trav ud i blæsten.
10. november 2014
Emils fødselsdag
Kære fætter Emil, vi nød rigtig meget at se dig og lege sammen en hel eftermiddag! Det gjorde vi virkelig! Og det var ikke bare fordi du havde slikpizza!
Det kan da godt være at det ikke var så gennemtænkt at forære dig en regnbue, når du nu er mere en traktordreng, og storesøster Liva kastede meget lange blikke efter den. Det var jo ikke for at antyde noget....vi kan bare rigtig godt lide regnbuer!
Vi beklager også meget at Selma balrede en af dine forældres muselmalede i forsøget på at tømme opvaskeren og fylde den på samme tid... Gudskelov en loppemarkedsmuselmalet, men alligevel.
Til gengæld var det et kæmpe hit at nogen havde foræret dig en kæmpe stor papkasse.. Man skulle bare lige tage traktoren ud af den, så havde man verdens bedste hule. Eneste fejl var at den dårlig nok havde plads til jer alle tre, hvorfor i splittede jer op - to sammen, og én udenfor. Først Liva og David i kassen, og Emil på traktoren. Så Emil og Liva i kassen, og David på WC (Liva: "Daviiid, hvor er duu?!" David: "Jeg laver pøøølseer!" Liva: "Okay...... husk at vaske hæææændeer!"). Så Emil og David over slikpizzaen og Liva sovende i kassen....
Til sidst endte det som det måtte ende: "Jeg leger med David - nej JEG leger med David - Nej JEG LEGER MED DAVID OG DU MÅ IKKE VÆRE MED!! Nej der tager Emil fejl, Liva må gerne være med i vores leg! - nu VIL jeg kke være med i legen!"
...nogen påpegede at scenariet mindede om dansk politik...
Gudskelov fik i både leget med regnbuer, og spillet i band, og spist 3 slags fødselsdagskage, OG 3 bidder grønkål for at gøre mor glad, og i fik hilst på tante Bine undervejs, og fik nye støvler som i hader, og i fik lagt ferieplaner med Oma og Opa, og læst historie, og lånt bogen med hjem, og far fik vist hvordan hans drone ser ud når den har glemt sit batteri..... OG Torbenfar klovnfisk nåede hjem igen til sit anemonehus inden midnat.
Man kan godt nok ikke gøre alle glade, men igår var virkelig tæt på!
![]() |
| Ikke noget problem at gøre alle glade - hvis man kan det hele på én gang. Sådan som vores klimaanlæg, der kan lave varme til mig og kulde til Torben.... |
7. november 2014
Ny jakke med fejldeklarering
Selma har fået denne her helt fantastiske jakke af Oma og Opa:
Jeg plejer ikke at vælge pink, men farven går godt til farven af mudder, og til gengæld har jakken snefang med knapper på maven, og et materiale der er både varmt og ret vandtæt og ret tyndt. Jakken har en hætte der i modsætning til alle andre hætter sidder helt tæt og ikke glider rundt. Faktisk er hætten så god at Selma insisterer på at få den op hver gang hun skal gå henover en P-plads, eller ud i bilen! Jakken kom også med skibukser, så den sparer os for flyverdragthelvedet rigtig mange gange. God jakke! Elsker dig, jakke!
Der er bare lige sket en lille fejl, da den underbetalte syer i Bangladesh skulle sætte label på jakken skrev hun "Princess" i store snørklede bogstaver henover brystet. Det må være lidt af en fejl at jakken er gået i masseproduktion, for såå mange prinsesser er der da ikke, og mig bekendt plejer de ikke at handle deres tøj i Lidl.
FOr at ingen skulle få den fejlopfattelse at Selma er et ikke-regerende kvindeligt medlem af en kongelig familie, rettede jeg lige fejlen:
Jeg plejer ikke at vælge pink, men farven går godt til farven af mudder, og til gengæld har jakken snefang med knapper på maven, og et materiale der er både varmt og ret vandtæt og ret tyndt. Jakken har en hætte der i modsætning til alle andre hætter sidder helt tæt og ikke glider rundt. Faktisk er hætten så god at Selma insisterer på at få den op hver gang hun skal gå henover en P-plads, eller ud i bilen! Jakken kom også med skibukser, så den sparer os for flyverdragthelvedet rigtig mange gange. God jakke! Elsker dig, jakke!
Der er bare lige sket en lille fejl, da den underbetalte syer i Bangladesh skulle sætte label på jakken skrev hun "Princess" i store snørklede bogstaver henover brystet. Det må være lidt af en fejl at jakken er gået i masseproduktion, for såå mange prinsesser er der da ikke, og mig bekendt plejer de ikke at handle deres tøj i Lidl.
FOr at ingen skulle få den fejlopfattelse at Selma er et ikke-regerende kvindeligt medlem af en kongelig familie, rettede jeg lige fejlen:
30. oktober 2014
Fætter-kusinekasse
Forleden var der fætter-kusinefest i Lilleleas papkasse. David -som den store- så bort fra den detalje at det ikke var ham der var vært, og indtog med stor selvfølge rollen som festarrangør og dørmand. Der var kun spredte uroligheder og slagsmål under festlighederne. Paparazzo-mor måtte desværre blive ude:
Abonner på:
Opslag (Atom)














