Abeegern - en overset art

Tib har i lang tid jævnligt informeret os om at han er et abeegern.  Vi har nikket og lyttet interesseret, men har har tydeligvis slet ikke sat os godt nok ind i denne lille oversete art.  Det har ført til mange skideballer og opsange af David, så her følger den første samlede beskrivelse nogensinde af arten Pongo Sciurus Imgaginaris.

Bemærk de store fødder og lange kløer.  Torsoen mangler, men dækkes til gengæld af tæt pels. 

Abeegern er gode til at klatre, og kendetegnes primært ved deres lange skarpe kløer.  De har ikke nogen krop, så deres mad ryger direkte ned i fødderne, derfor er disse også meget store.  De kan godt lide grøntsager, og de elsker bark.  

- Abeegern har ikke nogen ører, derfor kan de ikke høre opfordringer, henstillinger, påbud, forbud, påmindelser.  En omstændighed vi glemmer igen og igen. 

- Abeegern kan godt kradse, hvis de bliver meget sure, og mennesker er derfor principielt bange for dem.

- der findes 6 forskellige underarter: 

Kraslo, det er dem der kradser når de bliver sure. David er en kraslo. 

Biklo, de bider når de bliver sure. 

Kraslo og biklo lever i bure i fangenskab, bl.a. i Reepark, og herhjemme hos os. De vildtlevende arter der ikke lever i bur er:

Mavom, er faktisk så små at de er nogle bakterier der er nede i maven,

Kaumbi, er sådan nogle der spiser alt ens mad når man er på camping og åbner madkurven,

Glarpfer kendetegnes ved at de redder sig fra at blive spist af giraffer ved at klatre op på disses hoveder.

Brændstoffer er abeegern som ikke bliver brændt selvom de rører ved ild. 

Ordbær

David fortæller om sin ven, der i hemmelighed har nupset noget slik og spist det.

David: "Men skolebørn kan godt lade være med at spise slik, når de ikke må"

Far: "Ja.  Og du er faktisk også god til at lade være med at spise ting som du ved du ikke må"

David: "Er jeg?"

Far: "Ja.  Fordi du er klog."

David: "Er jeg? .....så må jeg være alt for klog."

Superhelten 5 år #2: festen

Børnehavevennerne stod (hoppede, steppede, trippede) omkring mig og forsøgte at finde ud af hvilken superhelt de havde i sig. Først gik det strygende: "Hulk!!!" " Så er jeg superman!" Jeg er Ironman!!" "Jeg er.....øh......" "Du kan være Batman!" "Ja, Batman!" "Spidermaaan!"  Den gamle superkvinde-mangel lever stadig. Den sidst eville absolut også være Hulk.  Den første Hulk gav sig meget modent, afleverede sin indre Hulk og valgte i stedet Robin Hood. En fantastisk superhelt synes jeg! I mangel på bedre kvindelige superhelte blev jeg udråbt til at være Mille fra Supertrioen.  Dagens sorteste øjeblik. Mille er et talende marsvin.
De små superhelte fløj gennem skoven. Bortset fra at de var så frygtindgydende at hestene holdt sig LANGT væk, til Ironmans store fortvivlelse, gik jagten som smurt.

Heltene lagde hovederne i blød, stormede afsted, holdt øje med krokodillerne, hjalp hinanden,  fandt på andre, kreative løsninger, skiftedes til at bestå prøvelser, heppede og applauderede. 

Jeg skulle næsten ikke gøre andet end at oversætte de gamle matadorkort fra "Du har vundet i klasselotteriet, modtag 200kr af hver medspiller" til "for at finde skatten skal man bevise at man ikke er bange for at hoppe over klipperne i krokodillefloden! Superhelten med de længste ben og hoppe-superkræfter, træd frem!"  Robin Hood måtte hen og meddele at nu blev han altså lidt bange.  For han troede ikke der fandtes krokodiller i Danmark?

David Spiderman klatrede dødmodigt op ad det væltede træ, alle hans venner heppede på ham, og som det lille abe-egern han er, nåede han hurtigt op til brevet og ballonen, men huha, da han skulle ned igen svandt superkræfterne ind! 

Hans venner var allerede ved at hoppe, steppe, flyve videre, men spiderman kunne simpelthen ikke få ballonen af grenen, og pludselig var han den lille nyfødte frø, der lå i mine arme for fem år siden og lagde hele sit liv og hele sin sjæl og alt dens tillid i mine hænder.  Hurtigt, så hans superheltevenner ikke så det, løftede jeg en meget taknemmelig pspiderman ned fra himlen, og satte ham på den sikre skovbund. 

Ballonen blev hængende som en pinlig påmindelse, og Hulk blev ærgelig over det, men skyndte sig videre, for Batman var allerede på vej op i jægerens tårn, hvor han fandt kringler, kæmpe kringler, der kunne oplade ens superkræfter hvis man spiste den siddende i solen! Fryd og gammen, og ivrige smaskelyde. 

Spidermans kringle blev væk, men Robin Hood delte gerne sin. Da alle drog videre, sad Ironman stadig fortvivlet og proppede sig med superkræfter, for de skulle altså oplades HELT! Imens skreg Hulk omme foran: "Wåååååååårrrh, en HYRDETASKE!!!" Ja, jeg vidste heller ikke vi har en blomst i Danmark ved navn hyrdetaske.  Tak, Hulk, 4 år.

Skattejagten endte ved den krokodillefri bæk, med seks superhelte der vold-tømte deres sidste superkræfter (hurra for det talende marsvin!) med at grave ca 20 cm ned skovbunden hvor de fandt en gammel skattekiste ("Den er fra Rema 1000!!!!" råbte Ironman fordi der udenpå kisten var viklet en ikke helt forhistorisk plastikpose). 

Jubelen var stor da kisten kom op og spiderman kunne dele ud af karameller, caprisonne, transfer-billeder, og flødeboller. 

Trætte og fulde af skov og karamel, trampede superheltene det sidste stykke hjem, og Mille Marsvin var lykkelig.  Lige indtil hun midt i fødselsdagskagen lagde mærke til de seks par sorte superheltehænder, der skulle have været vasket!! Midt i afvaskningen kom Selma Johanne ind ad døren sammen med hendes veninder Maloucca og Michelle. De fik stukket en kop kaffe hver. Nogen sørgede for at Selma og Maloucca afleverede deres igen i bytte for en kop vand.  Pludselig var klokken fem, superheltene blev hentet, og dtilheden ringede i vores ører.  Mine superkræfter slap op efter at have ryddet ldit op, så Torben Superfar smed pizza i ovnen, og Kadi Supertante kom forbi og rundede en skøn dag af med en skøn aften og en skøn voksenøl.

Superhelten 5 år #1: planlægningen

Tib blev 5 år i går. Det er rigtig nok. Både jeg og Tante Kadi har talt efter. Plus at emnet til Davids forældremødet var hvad de laver i børnehaven for at gøre ham skoleparat! Gudskelov går han på Mosegården, så det de gør er at kigge på biller med en lup, gå ture i skoven og holde øje med biler og cyklister, skiftes til at stå op og fremvise døde fugle de har fundet i deres haver, og lære blomsternavnene.

Eventyrgenet, som jeg har arvet af bedstemors familie, satte langsomt i gear oppe i mit hovede i ugerne op til fødselsdagen. Der var brug for et godt moment, for eventyrmaskineriet er et tonstungt lokomotiv, og den travle hverdag, sure mails fra arbejdet, de mange muligheder, afhængigheden af vejrudsigten, den begrænsede tid, de daglige rutiner der udfylder næsten hele dagen hver dag - alt det gør, at fødselsdagseventyrslokomotivet starter op ad bakke. Sidste år var bakken så stejl at toget aldrig  rigtig kom op at rulle, det stod bare og spruttede røg og anstrengte sig alt hvad det kunne, metallet hvinede, men enden blev regnbue-is, modellervoks til en 10-er fra Rema i gave fra Selma,og legetøj i haven med et par venner. Du elskede det, men mit indre eventyrslokomotiv fløjtede indigneret!
I år tog det forrygende hævn. Strategien når man får børn, siger man, er at blive bedre til at planlægge. Og Davids fødselsdagseventyr startede med at rulle oppe i mit hoved uden at nogen opdagede det, jeg købte lidt slik og en spiderman-cykel, bagte et par gulerodskager onsdag aften, intet opsigtsvækkende, stille og roligt.

Fredag mens du var i børnehave, listede jeg mig væk fra den psykologiske udredning, og drog ud i skoven med en trillebør fuld af balloner, snor, skovle, en pose, hændelseskort fra et gammelt spil matador, en pose gulerødder til hestene, 6 friskbagte Brezeln fra bageren, og en skat.  Nu rullede toget. På ti tønder skov lavede jeg et orienteringsløb til 6 femårige knægte, som kun kan styres på ti tønder skov.  Jeg lagde gulerødder ud, som de skulle lokke hestene med, for at finde næste opgave. Som var at klatre og balancere op ad et væltet træ. Følge en lang garnsnor igennem underskoven. Hoppe fra stub til stub henover krokodillefloden. Op i jægerudsigtstårnet og finde forplejning i form
af kringler. Min indre plan rullede afsted og tog til i fart, mens jeg lagde eventyret ud i skoven.






To timer senere stod Torben og jeg og skulle hente 6 femårige i børnehaven. Helt klart mit svage punkt i dagens plan! Hvor er David? Nemt nok. Noah? Check. Nej, bliv lige her ven! Markus, er det ham dér eller alligevel ham der....? Lucas, den rigtige af de tre Lucasser! Valdemar, gud hvor er han blevet stor! Trisstan, han hyler og vil hente sine sandaler, men det forstår jeg ikke, fordi man ikke kan hyle og udtale "sandaler" samtidig. Krydse børnene ud. Hvad hedder den rigtige Lucas til efternavn? Finde jakker. Finde drengene igen, som hujende er løbet i alle retninger for at fortælle alle at de skal til fødselsdag. Finde madkasserne. Finde de medbragte gaver. Finde sandalerne.  Få de seks rigtige drenge, og kun dem, ud af lågen, og fordele  dem på to biler.  Og ud i ti tønder skov!

Fortsættelse følger....

Påskeæggekinder

Første sommerdag på påskeøen

Tibs første tur i biografen

Jeg har i lang tid udskudt den dér dag, hvor David for første gang skulle puttes i en biografstol og sidde og kigge på et filmlærred i over en time.  På en måde havde jeg på fornemmelsen at det er en af de ting der kommer til at fylde så rigeligt i hans liv senere, at jeg gør ham en tjeneste ved at nedbringe livstidskvoten.
Ligesom med slik.

Men en dag måtte nogen jo vække mig af tornerosesøvnen, og det var så opkaldet fra søde og spontane Michelle, som generelt er god mod tornerosesøvn:
"Inger, ved du hvad i skal på søndag?!"  Og ja, det vidste jeg jo så ikke, men jeg var heller ikke helt sikker på om det var en god ting.  For der var overhængende fare for at det ikke betød at jeg skulle "ingenting".  Bortset fra den realistiske mulighed at jeg skulle noget som jeg havde glemt, fik jeg den påtrængende fornemmelse at Michelle havde en plan.

Og ja, hun havde fået fire fribilletter til en forpremiere på en ny børnebiograffilm, Rio 2.  Og den skulle vi da ind og se!

To papegøjer på vej ind i biografjunglen!

Vi bevæbnede os med 3D briller, verdens største mellemstore pose popcorn, saftevand, Rio " klistermærker, og to ellevilde drenge.  Og så gik vi i biografen!  Det var en meget sød og sjov film om udrydningstruede Spix-araer og den udrydningstruede Amazonasskov, og David skulle kun ud at tisse én gang, og Trisstan blev kun væk i Bruuns galleri én gang, og jeg tror aldrig Torben har været SÅ tæt på at bryde ud i gråd: "Pleeeaaase Inger må jeg tage til midtbyen på tøsetur, og du bliver herhjemme?!"

Tøsetur med papegøjer

David sad tryllebundet af filmen og sagde ikke et muk.  Men han har heller ikke siden nævnt filmen, og jeg spekulerer på om han mon overhovedet kunne se noget gennem to par briller?!