Morfars fødselsdag

Det' sandt, december.  Det kan ikke komme bagpå nogen (men gør det alligevel!), og slet ikke på morfar, han har oplevet det 75 gange.  Tre kvarte århundreder, alle afrundet med julefryd i Jesu navn og til Illums gavn.  Med hans helt eget Scherfigcitat.  I den anledning inviterede han spontant på en gave- og gæstfri (men aldeles ikke fri for gæster!) middag på Svostrup Kro i det Silkeborgske.  Kroen var lige som morfar en tætpakket labyrint af historiske krinkelkroge, der gemte sig antikke apparater og historier i alle hjørner, et sted at gå opdagelse og blive rundtosset.  En telefon stod værdigt i hjørnet og tronede, den bar sine forgyldte knapper og kringlende ledninger med en værdighed der fik dens iOldebørn i vores lommer til at ligne tilfældige strandsten.  Den var så stor at den havde dug på.  

Vores "stue" var tapetseret fra gulv til loft med årgangswhisky. Jeg må i denne anledning påpege at whisky i børnehøjde er et flerdimensionalt stress-moment.  

 David stillede sig mundlam og øjenmåbende overfor dette væld af fingerfristende dimsedutter.  Lillesøster besluttede sig for at nøjes med at fylde (inde i maven) og være lidt i vejen når jeg skulle igennem de smalle (tætpakkede) døre, og når den (smalle) tjener skulle bagom vores stole.  Og når David ville op og sidde på mit (tætpakkede) skød.  Jeg havde ellers satset på at lade den første december gå i arv som fødselsdag, men hun satsede ikke med!  I stedet lod hun os nyde dagen med sildemadder og det mest avancerede udvalg af specialøl og -saft.  Ikke at dette udvalg kunne hamle op med fødselarens endnu mere avancerede ølekspertise.  Tjeneren måtte bukke under for hans ønske, og beklagende tilbyde ham nogle af de tarvelige hundrede alternativer!  

Morfar var i sit element.  Der hang gedigne præhistoriske jagtbøsser til hans højre, Gudenåen gled stille forbi vinduet bagved ham.  Der var fisk på bordet, og gode mennesker omkring det.   De små papirsklippede kravlenisser faldt helt i baggrunden, og de mandshøje papmachénisser der var for store til at gå i ét med baggrunden fik en M/s Tunø hat på, så de virkede knap så kæphøje.  De bedste nisser var alligevel gæsterne.  Foruden de to et halvt børnebørn med følge var der selvfølgelig også Inge, der varmer og medbringer vaniljekranse.  Svend Terkelsen, der stadig bor på Falstersgade og har fået bordel i kælderen, samt fætter Anders der i den stolte alder af halvtreds år sætter endnu et skud på vores stamtræ.  Anders måtte dog gå efter forretten fordi han skulle ind og fotografere en dirigent der ikke kunne vente!  Morfars jagtkammerat Henning var også med, og udvekslede varme blikke med jagtbøssen og Gudenåen.  

Telefonvagt for højgravide!

Der er 13 dage til...ja....til hvad.  Til den dag, der ligger i midten af den periode hvor det er mest sandsynligt at lillesøster kommer til verden.
Eller...hun er jo allerede i verden, lige her midt i min verden, under mit hjerte. Hun hører David fortælle historier, hun sidder med ved aftenbordet, og når jeg cykler David hjem fra børnehave sidder hun forrest og vipper.

Men for hver dag der går bliver det mere sandsynligt at vi ser hende, og hun blinker, og hun ser os, og vi hører hende, hun strækker sig, og fylder sig med luft af sine lungers fulde kraft!  
Alle glæder sig til at møde hende -de mærker jo ikke at hun hele tiden har været her.  Jeg derimod glemmer gerne hvor specielle omstændighederne er.  Jeg nyder min juleferie og holder vejret!  Jeg tager til Randers med David, kalder alle englene og hjerterne og stjernerne ind fra skuret, og hænger dem op, og køber pinjekerner og julegaver -lige dele-... og googler verdens bedste honningkageopskrift, og laver lister, og syr, og veninder, og chai, og neglelak, og bestyrelsesmøde i børnehaven, og far fylder rundt, og julefrokoster, (og halsbrand og søvnløshed og prustende pauser på trapperne...), og "jeg kan godt i morgen"-autosvar, og nelliker i appelsiner,  og slukker telefonen, og ..... -det sidste skulle jeg aldrig have gjort--

Klokken tolv skriver Tadikante, som ligeledes juler livet:
12.16: Emne: en karussel.
16: Emne: julefrokost.
16.32: Emne: hækling og andet
16:45: Emne: Et logo
Derefter: "Oh!  Ist das Baby auf dem Weg?!?"
Derefter: Ubesvarede opkald fra Kadi, Netty, Viber.  Oh-oh.
17.05: Jeg finder telefonen og læser beskederne og husker maven, og datoen, og sammenhængen, og skynder mig at ringe og standse snebolden i Tadikantes hoved!

Ordbær

Mor: "Ved du hvad, i morgen skal vi til Randers!"
Tib: (glad): "Nå!  Hvad skal vi i Randers?"
Mor: "Vi skal til øjenlæge!"
Tib (jubler) "Vi skal til øjenlæge!  Og så skal vi have en is!"
Mor (lidt overrumplet): "aarh, det skal vi altså ikke.  man kan ikke få is hver gang man er ved øjenlæge."
Tib: (grædefærdig): "Men isen ligger lige tæt på øjenlægen, og så går vi til øjenlæge, og så får vi bare is
       bagefter!"
Mor (har taget beslutningen):  "nej det får vi altså ikke.  Men vi skal nok hygge os alligevel, med eller uden
        is."
Tib: (tager en hurtig beslutning): "Med."

Ting du frygter

1. Hjorte:  Forleden fortalte jeg dig, hvordan jeg fulgtes med en hjort op til huset.  Den store hind var utilfreds med at jeg kørte ved siden af den, men den var lidt for doven til at gøre noget ved det.  Hvad jeg syntes var en fin aftenoplevelse udløste kun bekymring hos dig:  "Åh nej! En kæmpe, kææmpe, KÆMPE hjort.... Men bid't den dig mor?  RRRRARRRR!  Den må IKKE komme op til pippi langstrømpehuset....." Billeder af Bambi med meget store mandeløjne og små sommerfugle på næsetippen hjalp.

2. Næsehorn: Du har et filmklip hvor Peter Pedal bliver forfulgt af et næsehorn.  Scenen varer cirka halvandet sekund og ender med at Peter grinende hopper over en voldgrav, mens næsehornet fnyser og går sin vej.  Det skulle det aldrig have gjort.  Du ser næsehorn overalt, og i din fantasi fnyser de og spiser både løver og tigre og små drenge.

3. Et stort (kæmpe, kææmpe, KÆMPE) hestehoved der bor i mit tøjskab, og kigger ud hvis ikke forhængene er trukket helt for.

4. Tydligt: Tydligt er et abstrakt, men potent væsen, der bor bag ved din væg og jævnligt hjemsøger dine drømme.  Jeg har prøvet at forklare at tydligt sikkert bare er en lille bitte bange mus, men det fungerede ikke, for du begyndte bare at blive betænkelig ved mus. Jeg tror tydligt er opstået som en personificering af den sætning du frygter mest når du dabber ind til os midt om natten "Naaarj Tib, det er ALT for tidligt!"

De sidste hyggelige specialedage

Her kommer et par billeder fra en af de sidste hyggelige dage i specialetiden.  Bemærk: der er ikke komma mellem "sidste" og "hyggelige".  Det insinuerer at det ikke var de sidste dage i specialetiden der var hyggelige, men at billederne stammer fra en af de sidste dage inden specialetiden blev u-hyggelig!!

Tib er med på arbejde

Speciel specialetid.

Ordbær

Pomperstingplads = parkeringsplads
Pombestik = gymnastik
Pobom! = Lyden toget laver når det kører over sporskiftet

"Mor, månen er helt spist!" = næsten nymåne

"Hvor er strernernes vinger?!" = På billeder har stjerner altid takker.
"Det har de ikke i virkeligheden", svarer jeg.  "Men hvordan kan de så flyve oppe i himlen?!!"

Morgenstemning

Efter et par lange dage med stressende arbejde presset ind mellem mellem søvnløse nætter, og kogt sammen til sure miner, havde vi en hyggelig morgen der startede med at Torben opgav at vække mig, og jeg fik en halv time mere på øjet. Da jeg vågnede sad David på sit værelse og tog tøj på. Alt. sit tøj.
Han kneb en tåre over at han ikke kunne give far en krammer, og at det STADIG ikke er weekend. Men det trøstede ham at vi skal ned til Emil i morgen ("ja, og Liiva og Camilla og Jan -og Oma og Opa og Lissi kommer også!") og give ham en gave.
Nede i stuen lå Frida Kahlo og gassede sig på Torbens nye lækre uldtrøje. Uldtrøjen er kommet lidt uheldigt til familien ved at Torbens gamle trøjer endte deres liv i en 90 graders vask forleden. De var sprøde som sølvpapir da de kom ud, og knirkede som gamle lemmer. Den nye trøje er klart bedre at ligge på, synes Frida!