Der er 13 dage til...ja....til hvad. Til den dag, der ligger i midten af den periode hvor det er mest sandsynligt at lillesøster kommer til verden.
Eller...hun er jo allerede i verden, lige her midt i min verden, under mit hjerte. Hun hører David fortælle historier, hun sidder med ved aftenbordet, og når jeg cykler David hjem fra børnehave sidder hun forrest og vipper.
Men for hver dag der går bliver det mere sandsynligt at vi ser hende, og hun blinker, og hun ser os, og vi hører hende, hun strækker sig, og fylder sig med luft af sine lungers fulde kraft!
Alle glæder sig til at møde hende -de mærker jo ikke at hun hele tiden har været her. Jeg derimod glemmer gerne hvor specielle omstændighederne er. Jeg nyder min juleferie og holder vejret! Jeg tager til Randers med David, kalder alle englene og hjerterne og stjernerne ind fra skuret, og hænger dem op, og køber pinjekerner og julegaver -lige dele-... og googler verdens bedste honningkageopskrift, og laver lister, og syr, og veninder, og chai, og neglelak, og bestyrelsesmøde i børnehaven, og far fylder rundt, og julefrokoster, (og halsbrand og søvnløshed og prustende pauser på trapperne...), og "jeg kan godt i morgen"-autosvar, og nelliker i appelsiner, og slukker telefonen, og ..... -det sidste skulle jeg aldrig have gjort--
Klokken tolv skriver Tadikante, som ligeledes juler livet:
12.16: Emne: en karussel.
16: Emne: julefrokost.
16.32: Emne: hækling og andet
16:45: Emne: Et logo
Derefter: "Oh! Ist das Baby auf dem Weg?!?"
Derefter: Ubesvarede opkald fra Kadi, Netty, Viber. Oh-oh.
17.05: Jeg finder telefonen og læser beskederne og husker maven, og datoen, og sammenhængen, og skynder mig at ringe og standse snebolden i Tadikantes hoved!
