 |
| En lørdagstur i Hyllested Bjerge |
 |
| Det skulle egentlig have været en sheltertur, men det er 2020, og intet er, som det plejer. I de gode gamle dage inden "Alene i Vildmarken" og andre pandemier kunne man godt gå ud fra, at man havde shelterne for sig selv i november måned, men i dag var 4 ud af 4 shelterpladser booket. Det er herligt. Naturen har brug for naturfolk, og vi skal nok finde en anden dag at sove ude. |
 |
| Børnene er svært skuffede, og jeg, som har pakket ca 2 rummeter vintergrej, og hader at pakke ud, lover dem at vi bare lader alle taskerne stå klar. Bug-out-klar. |
 |
| Til gengæld har vi Torbenfar med, som gerne ville hygge med os om eftermiddagen med at etablere lejr, gå en tur og tænde bål. Vi dropper lejr og bål, og går i stedet på en tur i de smukke omgivelser, og hilser på de fremsynede friluftsfolk, der glade og fri for hovmod bygger bål, og hænger køjer op, og spørger os om, hvordan vi har båret os ad med at få sådan nogle friluftsglade børn. |
 |
| Et spørgsmål jeg får tit, og besvarer gerne! Mens jeg giver los på min guirlande af filosofiske betragtninger over børnesind, naturens naturlighed, fremmedgørelse, vaner, prægning, eventyrets urkraft og skumfiduser, går dagen på hæld og blikkene bliver fjerne, børnene bygger en rishytte, nogen fælder et træ og hugger det op til brænde, og vupti, er min tale slut. |
 |
| Livet er i farve. Friluftsbørn er ikke noget man får - det er noget man har. |
 |
| Fra "jagthytten" har jeg nogle af mine tidligste barndomsminder. Forleden fandt jeg den igen, på en af de ture, jeg har for vane at gå imellem møder. Eventyret ligger lige derude - man skal bare gå derud. (Hytten er dog af én eller anden grund skrumpet siden jeg var barn...) |
