Idag fortalte han noget der gjorde mig helt vågen.
"Jeg gik ind i stuen og så fandt jeg en rigtig flot edderkop som jeg gerne ville have ned i mit edderkoppebur og så tog jeg den op og gik sådan helt glad dumdidumdidum og så PLUDSELIG! AAAARGH!!!! Så bed den miggggg!! Buhuu! Og det gør mere ondt end at blive bidt af Paulie! Mere ondt end en HVEPS! Det gør så ondt som at blive skudt!!!! Buaaahh...!"
Okay det var sgu da alligevel pokkers...
...tænkte jeg og var lige ved at halvsove igen mens jeg overvejede muligheden for at David havde drømt det, da jeg igen blev lidt mere vågen: "MOR!!!!!! UAHHHH!!!! HVAD ER DET DER KRAVLER PÅ MIT HÅR????!!!"
Skamfuldt må jeg indrømme at jeg igen tvivlede på min søns evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed, men da han i næste øjeblik -dér i mørket under mors dyne- fik viftet dét som kravlede rundt i hans hår over på sin mors hals, hvor det lynhurtigt og meget virkeligt krablede ned ad hendes vinge, DA blev jeg både meget vågen og helt overbevist! Et ottebenet og mangeøjet uhyre på størrelse med en sort to-krone havde angrebet min dreng og bagefter gemt sig i hans hår indtil han lå og blev trøstet på det sikreste sted i verden, hvorefter den pilede rundt på os og nu var den på vej ind under min dyne!!! Hvad i alverden foregik der?!
David skreg "det er den!! Det er den der bed mig!!!", og jeg smaskede den med min hovedpude mens jeg skreg " jeg HAR den jeg har den!!".
Det var selvfølgelig lidt som at slå i dyner, men jeg fik den.
Det manglede også bare til opskriften på den perfekte fobi at kræet havde gemt sig dér hvor det er meningen man selv skal kunne gemme sig når man er 5.
Her er et billede af Davids kampskade:
Og her ét af kampens taber:
