Lidt i midnat vender Torben sig om imod mig: "Kan du huske for tre år siden?"
Næste morgen vågner du med et hyl. Torben og jeg står i døren, vi kan ikke komme ind. Gulvet i dit værelse er dækket af store grønne, blå, gule, røde og orange balloner! Solen står ind ad vinduet og kan heller ikke komme forbi ballonerne.
"I dag er det Davids fødselsdag,
hurra, hurra, hurraaa!
Han sikkert sig en gave får
som han har ønsket siig i ååår
med dejlig chokolaaade og kaager til!"
Ja, det gjorde du. Du fik så mange gaver at øjnene begyndte at køre rundt i hovedet på dig. Gæsterne stod rundt omkring dig, deres øjne lå til gengæld fast på dig, og de glædede sig på dine vegne, og ventede spændt på at det blev deres gaves tur, og du oksede med din opmærksomhed: det nye legetøj trak, men alle de flotte gaver på bordet trak også, og mor kravlede efter dig med en konstant og irriterende mumlen i dit øre: "kan du sige tak, kan du sige tak, husk at sige tak...." Det var et skizofrent øjeblik i dit lille liv.
Og dér stod den bedste i verden, bedstemor! Og der stod Tadikante....OG Annette???!! Og hvem var nu ham med skægget?! Uah, og bag dig var onkel Michael og Maaarit! Og Lea og Eva, og Mester Jacob havde en lille baby, og Leefke og Linea, og hvor var Lasse, og nu gik Bjørn og Sofus i gang med at lege med din nye gravko, og øjjjjj, der kom en ballon flyvende!
Det var også et skizofrent øjeblik i mit liv, som jeg gerne ville have afspillet i slow motion. Så ville alle have noget svalt at drikke, en stol (MED hynde!) at sidde på, og vi ville have kunnet give hver af de geniale gaver mindst en halv times udelt opmærksomhed.
Men det var stort, og du var stor. Dine øjne, og din tålmodighed. Og alle dine venner, som var kommet for at fejre dig, på en onsdag aften ude i skoven.
Annettes udholdenhed med kniven og grøntsagerne var stor, og Annas hjemmebag. Søren samlede spontant en gravemaskine (han har en fortid med landbrugsmaskiner!), og Tanja fyldte mit kamera med stemning (mens jeg havde skizofrene øjeblikke).
Bedstemor sprang ud, i skoven, med LilleLea, så Eva kunne blive mæt. Tadikante kom flyvende fra jobsamtale i København, og tante Marit og Michael kom sejlende -fra København. Leefke fejrede gladeligt med, og holdt endda afterparty efterfølgende derhjemme i flytningen med Linea. Maya holdt pludselig men tappert en hemmelighed i sine hænder, midt på græsplænen, og Torbenfar grillede for livet og for alle. Onkel Jan ringede fra Tyskeland, og onkel Kristian fra Helmand. Og morfar fra Samsø! Og babyerne, de små lækre livlige lykkebørn Lucia, Lea og Linea, legede lystigt lige lalleglade langs langbordet. Jeg har døbt dem LilleLys, LilleLi og LilleLea, men i dag var de også store.
Og solen -vi badede i solens varmeste gule hilsener.
Sofus og Bjørn var din lise i dagens alt-for-storhed. I klinkede jer hurtigt ud af den almene fryd og gammen, og besluttede at genopfriske en gammel kliché: Giv en dreng ti nye seje legesager, men husk at pak det ind i en stor kasse. Jeres eftermiddag gik med at forære jer til hinanden, pakket (mere eller mindre) flot ind i en kæmpestor tom papkasse.
Næste morgen vågner du med et hyl. Torben og jeg står i døren, vi kan ikke komme ind. Gulvet i dit værelse er dækket af store grønne, blå, gule, røde og orange balloner! Solen står ind ad vinduet og kan heller ikke komme forbi ballonerne.
"I dag er det Davids fødselsdag,
hurra, hurra, hurraaa!
Han sikkert sig en gave får
som han har ønsket siig i ååår
med dejlig chokolaaade og kaager til!"
Og dér stod den bedste i verden, bedstemor! Og der stod Tadikante....OG Annette???!! Og hvem var nu ham med skægget?! Uah, og bag dig var onkel Michael og Maaarit! Og Lea og Eva, og Mester Jacob havde en lille baby, og Leefke og Linea, og hvor var Lasse, og nu gik Bjørn og Sofus i gang med at lege med din nye gravko, og øjjjjj, der kom en ballon flyvende!
Det var også et skizofrent øjeblik i mit liv, som jeg gerne ville have afspillet i slow motion. Så ville alle have noget svalt at drikke, en stol (MED hynde!) at sidde på, og vi ville have kunnet give hver af de geniale gaver mindst en halv times udelt opmærksomhed.
Men det var stort, og du var stor. Dine øjne, og din tålmodighed. Og alle dine venner, som var kommet for at fejre dig, på en onsdag aften ude i skoven.
Annettes udholdenhed med kniven og grøntsagerne var stor, og Annas hjemmebag. Søren samlede spontant en gravemaskine (han har en fortid med landbrugsmaskiner!), og Tanja fyldte mit kamera med stemning (mens jeg havde skizofrene øjeblikke).
Bedstemor sprang ud, i skoven, med LilleLea, så Eva kunne blive mæt. Tadikante kom flyvende fra jobsamtale i København, og tante Marit og Michael kom sejlende -fra København. Leefke fejrede gladeligt med, og holdt endda afterparty efterfølgende derhjemme i flytningen med Linea. Maya holdt pludselig men tappert en hemmelighed i sine hænder, midt på græsplænen, og Torbenfar grillede for livet og for alle. Onkel Jan ringede fra Tyskeland, og onkel Kristian fra Helmand. Og morfar fra Samsø! Og babyerne, de små lækre livlige lykkebørn Lucia, Lea og Linea, legede lystigt lige lalleglade langs langbordet. Jeg har døbt dem LilleLys, LilleLi og LilleLea, men i dag var de også store.
Og solen -vi badede i solens varmeste gule hilsener.
Sofus og Bjørn var din lise i dagens alt-for-storhed. I klinkede jer hurtigt ud af den almene fryd og gammen, og besluttede at genopfriske en gammel kliché: Giv en dreng ti nye seje legesager, men husk at pak det ind i en stor kasse. Jeres eftermiddag gik med at forære jer til hinanden, pakket (mere eller mindre) flot ind i en kæmpestor tom papkasse.