Og det er bare fantastisk at rejse med dig David. Du er en nøgle til tusind smil og til kærlighed fra mennesker som ellers ville være lige så stumme som de smukke skulpturer der står så ødselt spredt ud over deres land.
Du er også som en lup, din lille bevidsthed zoomer ind på farvestrålende, forunderlige og somme tider banale detaljer i landskabet. En myre. En sød pige i en rød kjole. Sten der er sjove at gå på. Lækker piiiiizza. En damefugl af sten (=engel på Sienas domkirke) Du sætter historien fantastisk ud af perspektiv. Hvorfor se på tre tusind år gamle etruskiske sten hvis man kan se på skolebørn der spiller bold?!
 |
| Sten vs. bold........... |
Du er også som et spejl, der viser os og andre hvad vi er for nogle typer, hvad vi lægger mærke til, og hvad vi ønsker. Din klapvogn kommer flagrende med klude og flasker og knirkende hjul, den knejser under vægten af tusind livsvigtige tasker. I midten troner du, kun iklædt ble og solcreme. Far skubber, mor tager billeder, onkel Kristian viser vej, og tante Eva flanerer og er skiftevis kommentator, Kristians assistent og støttehjul til det rullende forældreskab.
 |
| Vinsmagning med søde søstre og David Pinocchio |
Sådan var vi i Toskana. Vi lejede en feriebolig i en ombygget stald på en "Agriturismo". Efter min mening den perfekte måde at opleve Italien på. Vores sted har plads til en håndfuld gæster ad gangen og driver en lille velfungerende produktion af oliven og vin. Familien der driver stedet bager selv tarallini til den ugentlige vin- og oliesmagning. Gudskelov elsker du Tarallini, for hvordan forklarer man la Mamma, der rækker fadet rundt igen og igen, at jeg ikke kan få min mund til at synke noget der smager af kommen?!
 |
| Udsigt fra stuen |
 |
| Morgenliv i køkkenet |
 |
| To lækre oliven |
 |
| Madonna |
 |
| Torben på besøg hos da Vinci |