7. april 2011

nye slag på udviklingsfronten

Kære David, nu har jeg lyst til at sende dig på ferie fra din egen bragende udvikling....hvad med at tage en pause fra alle de ord du lærer?  Eller med motorikken?  Det begynder at gå så stærkt at jeg ikke kan følge med mere.  Den ene dag undres jeg over at du kan hoppe, men allerede inden det er blevet kedeligt så har du lært at gribe en bold -så kan jeg undres videre.  Min undren og stolthed går som en rytmisk puls igennem dagene og ugerne:  WOW.....WOW.....WOW.....WOW.....WOW.....WOW......WOW
Og lige for tiden er milestenshjertet helt oppe at køre.
Som sagt så er du begyndt at hoppe, højt og vildt og langt, og at det ikke altid er benene du lander på ser ud til at være en del af pakken for dig.
Så er der det med ordene..de sprudler ud af dig, tit virker det somom du har en uimodståelig trang til at remse alle de ord op du overhovedet kan.  "Dikke,ogLola,ogAnes,ogLuk,ogVea,ogKankan,ogfaar,ogMuar,ogBessemuar,ogmoffar,ogIinge,ogmad,ogmusik,
ogMoma,ogPopa,ogbus,og.........(...)" --    lige for et øjeblik siden slog du op i din billedordbog og pegede rundt: 
"bil, og bus, og lassebil, og.......tankbil!"
WOW.
Du er også begyndt på "make-believe play", noget som vi psykologer tripper totalt over.  I morges spiste du imaginære rosiner som jeg skulle lade somom jeg havde i hånden, og du kunne skelne mellem virkeligheden og det vi lod som om, og det er virkelig ikke noget du skal kunne allerede nu!
Og så er der det med bolden....det er virkelig svært for dig, men du hamrer dine arme fremad når bolden kommer nærmest svævende hen imod dig, i en så forudsigelig og langsom bue som vi overhovedet kan aftvinge tyngdekraften.  Og det lykkes for dig at gribe bolden så tit!  Jeg bliver nødt til at bladre om på side "3-4 år" for at markere denne milesten i barnets bog, men dens kronologi har du nu kastet over ende fra begyndelsen af.  Hvem siger da også at man skal have hovedkontrol før man begynder at rulle rundt?  Du brugte dit store hoved som vægtpendul, til at svinge hele kroppen rundt på ryggen med!
Ja, og for at sætte en logisk, men på ingen måde betryggende, konklusion på dette kapitel om at du er meget længere i din udvikling end din mor kan rumme, så er du ved at pakke din taske til din første selvstændige weekendtur til udlandet -nærmere sagt bedstemor i Rendsborg.  Det går utvivlsomt alt for hurtigt!!
Skat vi må have en større bil!  Og snart vil drengen vel også have kørekort...