...fordi du respekterer dine forældre når de behandler dig med respekt. Alle de pædagogiske sundhedsplejersker og babybøger og hellige moderkøer taler jo meget om at man skal behandle sit barn med respekt. Det lyder også bare flot. Hvem vil ikke det. Men desværre er det som med de fleste andre plus-ord: man gør sig for få tanker om definitionen: hver enkelt mor indføjer simpelthen sin egen opfattelse af "respekt" i ovenstående sætning, og vupti kan hun skrive under på at det er i hvert fald også HENDES filosofi. Nogen respekterer at deres børn ikke vil spise grøntsager, andre viser respekt ved ikke at sende barnet i institution, nogen taler om respektløshed hvis man ikke tager sit barn på armen når det vil op af indkøbsvognen midt i Føtex, andre igen synes det er respektløst at kalde sit barns bleindhold for pølser eller puhbad.
Der er dog bred enighed om at det der menes er "at anerkende". Jeg øver mig i det. Det er for det meste nemt: jeg anerkender din glæde over aftensmaden; jeg anerkender din lyst til at lave larm, for du er jo et lille barn der hygger sig. Jeg anerkender dit FORSØG på at balancere en hel tortellino ind i munden (næste gang skal det nok lykkes). Jeg har heller ikke svært ved at anerkende at du hellere vil have aftensmad af far end af mor (han er bare så SJOV når han laver det der show!)
Men det bliver hurtigt sværere: vi er på vej hjem fra dagpleje, og kommer forbi legepladsen: "Gy-ga!!" Ja jeg kan da egentlig godt forstå at du vil gynge, det kan vi godt. Efter gyngen vil du vippe. Og sidde inde i legehuset. Med mor. Nej, med mor på den ANDEN side. Men så alligevel på skødet. Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Nu keder det mig.
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Jeg fryser!
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
"Så, nu går vi skattebarn!" Men i samme øjeblik er skattebarn ikke noget skattebarn længere. Mor trækker hjem med et utaknemmelig lille rædsel. Og moralen er at moderen i denne historie aldrig mere går den vej hjem hvor legepladsen ligger. Eller har et billede af sit barn som utaknemmeligt og grådigt.
Vi oplevede denne historie med en helt anden endelse, fordi solen skinnede, jeg havde sovet godt om natten og var fuld af respekt:
Vi kan jo egentlig godt gynge hvis du har lyst, vi skal jo faktisk ikke noget mere vigtigt. Så langt, så anerkendende. Men jeg anerkender dig også ved at sige nej tak til en halvtredsindstyvende gyngetur, nemlig din evne til at tage et nej. Jeg tror godt at du kan omgås at mor er lidt kedelig.
Og der hvor jeg egentlig skulle sige "Nu går vi hjem skattebarn" sagde jeg i stedet:
"nu siger vi hejhej til gyngerne". Fordi jeg har tiltro til at den mulighed faktisk eksisterer at du godt kan gå fra gyngerne uden protest. Jeg tror at protesten først og fremmest bunder i tabet af indflydelse og kontrol over hvad der sker, snarere end "tabet" af gyngerne.
Så er det nu jeg skal sige at jeg havde fuld tiltro til din tolerance. Men det var lidt et sats. Hvis nu du havde grædt og skreget, kunne jeg jo ha' øvet mig i at respektere at du er vred over ikke at måtte gynge til juleaften.
Men: du er verden dejligste barn fordi du stoppede op midt i din leg, kiggede rasende på mig og vendte dig om mod gyngerne og kiggede på dem. Ubevægeligt i en evighed. Du skød underlæben frem og kæmpede indeni. Og så sagde du (med den samme stemme som du siger farvel til mig når du ikke vil i dagpleje) "...ejheeej...." og så kommer du vraltende hen til mig og går (ikke helt uden at se dig tilbage en fem-ti gange og hviske "hejheeej gy-ga..").
Der er dog bred enighed om at det der menes er "at anerkende". Jeg øver mig i det. Det er for det meste nemt: jeg anerkender din glæde over aftensmaden; jeg anerkender din lyst til at lave larm, for du er jo et lille barn der hygger sig. Jeg anerkender dit FORSØG på at balancere en hel tortellino ind i munden (næste gang skal det nok lykkes). Jeg har heller ikke svært ved at anerkende at du hellere vil have aftensmad af far end af mor (han er bare så SJOV når han laver det der show!)
Men det bliver hurtigt sværere: vi er på vej hjem fra dagpleje, og kommer forbi legepladsen: "Gy-ga!!" Ja jeg kan da egentlig godt forstå at du vil gynge, det kan vi godt. Efter gyngen vil du vippe. Og sidde inde i legehuset. Med mor. Nej, med mor på den ANDEN side. Men så alligevel på skødet. Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Nu keder det mig.
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Jeg fryser!
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
Du går ud af legehuset, og ind igen: "HEJ!!!!" "Hej David." "HEJHEJJJJJ!!" "hejhej David."
"Så, nu går vi skattebarn!" Men i samme øjeblik er skattebarn ikke noget skattebarn længere. Mor trækker hjem med et utaknemmelig lille rædsel. Og moralen er at moderen i denne historie aldrig mere går den vej hjem hvor legepladsen ligger. Eller har et billede af sit barn som utaknemmeligt og grådigt.
Vi oplevede denne historie med en helt anden endelse, fordi solen skinnede, jeg havde sovet godt om natten og var fuld af respekt:
Vi kan jo egentlig godt gynge hvis du har lyst, vi skal jo faktisk ikke noget mere vigtigt. Så langt, så anerkendende. Men jeg anerkender dig også ved at sige nej tak til en halvtredsindstyvende gyngetur, nemlig din evne til at tage et nej. Jeg tror godt at du kan omgås at mor er lidt kedelig.
Og der hvor jeg egentlig skulle sige "Nu går vi hjem skattebarn" sagde jeg i stedet:
"nu siger vi hejhej til gyngerne". Fordi jeg har tiltro til at den mulighed faktisk eksisterer at du godt kan gå fra gyngerne uden protest. Jeg tror at protesten først og fremmest bunder i tabet af indflydelse og kontrol over hvad der sker, snarere end "tabet" af gyngerne.
Så er det nu jeg skal sige at jeg havde fuld tiltro til din tolerance. Men det var lidt et sats. Hvis nu du havde grædt og skreget, kunne jeg jo ha' øvet mig i at respektere at du er vred over ikke at måtte gynge til juleaften.
Men: du er verden dejligste barn fordi du stoppede op midt i din leg, kiggede rasende på mig og vendte dig om mod gyngerne og kiggede på dem. Ubevægeligt i en evighed. Du skød underlæben frem og kæmpede indeni. Og så sagde du (med den samme stemme som du siger farvel til mig når du ikke vil i dagpleje) "...ejheeej...." og så kommer du vraltende hen til mig og går (ikke helt uden at se dig tilbage en fem-ti gange og hviske "hejheeej gy-ga..").
 | |
| En ordentlig gyngetur i sommers |
