Vi burde egentlig klikke totalt. Vi deler den samme passion for lejrbål, teltlejre, kollektiv, fællessang, overlevelse i naturen, ting man kan bygge selv, alt hvad man kan stille op med en karabiner, og selvfølgelig teamspirit og hjælpsomhed og altruisme og det dér. Spejderbevægelsen er totalt respektabel. Vi har fælles vennekreds. Og de er virkelig søde til at invitere indenfor!
Men hver gang jeg har taget imod spejdernes udstrakte hånd, så gav den mig alligevel lidt røde knopper.
Men David har jo for søren kaldt sig selv for dyreredder de sidste 3 år, og haft både dyreredder-chef og dyreredder-korps og dyreredder-lov. Det eneste han faktisk manglede var en uniform. Og at det ikke bare fandtes i hans fantasi, men i virkeligheden! Og nu har jeg gået i uldtrøjer i 10 år fordi jeg nægter at anerkende at jeg er top allergisk imod uld - så kan jeg vel også leve med lidt spejdereksem, når nu vi bare ER en hardcore udendørs-familie, og Davids ven Rune rigtig gerne ville have ham med til spejder. David selv fik jo helt våde øjne når Rune fortalte om hytteture og lejrbål og spejderlov og mærker på uniformen og om sin far, der både er spejder og mand og dermed officielt Spiderman. Dråben der fik mig til at lavet opkaldet var vores venner Mads og Ida, der er inkarnerede spejdere, som spredte lidt god spejderkarma da de var her i påsken, og overbeviste mig om at man sagtens kan integreres i samfundet selvom man er spejder.
Og så sprang vi ud i det. All-in, som med alt hvad vi gør. David kom til spejdermøde, bandt et råbåndsknob, og scorede et eller andet råbåndsmærke. Ugen efter byggede de en drage af rafter og pap, og David bandt masser af råbåndsknob på den og forkyndte at han skulle på hyttetur ugen efter.
 |
| 32 mikrospejdere ved Tinghulen. |
Så sparkede jeg mig selv over skinnebenet og skyndte mig at sige at vi da også kommer til at savne ham helt vildt, og at han får det HELT VILDT sjovt, og at den dumme tankedrage der lige havde spydt lidt ild, da ikke skulle bestemme om han skulle ud og have det sjovt!?
Afsted gik det, og David klatrede ud af bilen og direkte ud i et stort slag røvere og soldater, eller zombier mod monstre, eller hvad det var. Jeg var øjeblikkeligt malplaceret, og han havde næsten for travlt til at sige farvel, for hvad skal man med en mor midt i en zombiekrig?!
 |
| En ret stor del af det at være spejder består i at bekæmpe ildspydende drager. De ægte drager (st. Georg), dem af pap (her mikroerne i 1. Hornslet trop), og dem af tanke (psykologmorens egen tilføjelse). |
 |
| Første drage dræbt efter 5 minutter. Selma er med for at vinke farvel, og uniformerne udøver vist allerede deres hjertesmeltende magi på hende. |
 |
| Davids bedste spejderven. Mit hjerte er også ved at smelte... |
 |
| Ok. Jeg er officielt smeltet! |
 |
| Der vil nok komme mange lignende billeder i fremtiden. Jeg overvejer at tilpasse bloggens farvetema til uniformen. |
