Ordbær

"David, hvorfor balrede du og Noah og Tristan alle ruderne i stalden henne i børnehaven?"
"Fordi vi legede meteor-regn!"

"Far!  Forstår du ikke at jeg godt ved hvad du ved!!?!"

"Mor, hvorfor har egern kløer selvom de er så små?"

Vinterlege

I Rusland er de meget mandlige olympiske vinterlege i fuld sving.  Det har aldrig interesseret mig en dyt, men forleden blev jeg ret grebet af live-udsendelsen af langrend.   Jeg sad på en færge mod de svenske fjelde, hvor jeg skulle op og prøve det dér ski, og tænkte at den flinke kommentator måtte kunne nogle fif.  Og at disse fif måske var livsvigtige.  Så jeg lyttede anstrengt, henover hovederne på hundredvis af danskere på vej op til den rigtige vinter.  De havde tydeligvis ikke brug for livsvigtige fif i at stå på ski, men satsede på at hælde frostvæske på kroppen.

Der var ingen brækkede ben i at stå på ski.  Endnu engang sendte jeg en takkebøn til skæbnen for mit nye spændende arbejde med de alsidige udfordringer, mens jeg styrtede ned ad pisterne, drevet af et halvfarligt gåpåmod, og opildnet af tilråbene fra de unge beboere med den tvivlsomme dømmekraft!

Hvilket skilt?!

Eftersom jeg ikke brækkede benene på dét, prøvede David og jeg vores held med skøjteløb i Randers da jeg kom hjem igen.  Solen skinnede fra en regnfuld himmel, der var otte grader varmt, og vand på isen! Torben  stod sammen med Davids ven Trisstan ude ved siden og rynkede på næsen, mens Trisstans mor, David, og jeg skøjtede begejstret rundt i isvandet. Selma kravlede næsegrus ud på isen og skreg og hylede af begejstring.  Hun har arvet noget af mig.

Ensomme gummistøvler

Andre mennesker kender det dér med at man har en lang række ensomme sokker, som har mistet deres partner.  Der findes hundredvis af teorier om hvordan det går til.  At vaskemaskinen spiser dem hører til mine foretrukne forklaringer. Eller den, at der findes et parallelunivers, hvor alt dét der nogensinde er blevet mistet og glemt opholder sig, og længes tilbage. Dér sidder Emma Gad og hygger sig sammen med Hanson på et bjerg af enlige sokker.
Børnehaven Mosegården må have sit helt eget bjerg i det paralelle univers, et bjerg af fingervanter.
Og ja, jeg forstår ikke hvordan det går til, men for min familie gælder det så også gummistøvler.  Vi har mindst tre gange opdaget ensomme vinterstøvler i vores gang.  Lige så meget som det undrer mig hvordan en enkelt vinterstøvle kan havne ovre i det glemte univers, så fatter jeg ikke hvordan David kan komme hjem med dens partner.  Med kun én støvle måske? I fredags havde knægten godt nok sine egne flotte sort/grønne vinterstøvler fra Føtex på, men det var altså to højre støvler.  Jeg mindes med gru de gamle dage i folkeskolen, når lærerne fyldte et klasseværelse med glemte gymnastikposer, og bedstemor og jeg gik derfra med mere gymnastiktøj end vi næsten kunne slæbe.  Og det meste var endda mit eget!

befippelse!

Befippelse!

Mig: "David!Tøjpå-morgenmad-huskatspise-huskatvaksehænder-harduskyllet-påmedjakken-nejikkedensko-komnu-huskdinmadpakke-ikkedrille-ikkeråbe-selepå-nejkattenskalikkemedibørnehave!"

David:  "Okay."

Gå

Tiden efter Selma tog sine første skridt har været meget hektisk. Ikke så meget pga arbejde og sligt dagligdags sysleri, men fordi jeg altid i panik styrtede afsted for at finde et dokumentationsapparat, når Selma tog afsæt. Mens hun væltede uden mors arme til at gribe sig, stod jeg og fumlede med tastaturlåsen.

Men jeg øvede mig! Senere blev jeg så god at jeg kunne nå at optage Selma mens hun væltede.

Efter det kom der en periode hvor videoerne netop nåede at vise et grinende ansigt med en stor, gabende indsmurt babymund der kom farende og spiste kameraet.

Men jeg øvede mig endnu mere, og jeg blev virkelig hurtig!
Så værsgo: vores spadserende lille gryntetrunte!

Januar

Jeg elsker de øjeblikke hvor jeg opdager at i har opnået noget nyt.  Det er lidt ligesom at opdage at man får penge tilbage i skat.  Jeg ved ikke hvad jeg har gjort, men det var godt! 

Selma bøvler med noget

Nytårsaften stod jeg i køkkenet, og gudvedhvadjeglavede, mens Torbenfar og tante Jan legede med jer i stuen.  Og selvom vores stue praktisk talt kun er ét skridt fra køkkenet, følte jeg mig meget langt væk da Torbenfar råbte: "Selma gik!!  Tre skridt!!"

Vi skulle langt ind i det nye år før jeg fik syn for sagn!

Mindre hemmeligt går det for sig når Selma får tænder.  I aftes ved aftensmaden hørte jeg raspende, gnavende lyde inde fra hendes mund.  Efter en aldeles sindsyg detour til den tanke at der måske sad en mus inde i Selmas mund, blev jeg klar over at hendes kindtand i overmunden måtte have fået selskab i underetagen.  Tankeløst stak jeg en finger ind for at tjekke, og dér blev min finger kvast af to sylespidse børnetænder af det  reneste, jomfrueligste stål-emalje.

Imens er David begyndt at vaske sine flyverdrager selv.  Han gør det henne i børnehaven.  I deres helt fantastiske vandpytter.   Når han så kommer hjem kan han lige nå at få vasket bilen og gangen også, selvom det ikke bliver helt så grundigt fordi han ikke kan fået dyppet flyverdragten undervejs.  Men støvlerne og sokkerne, de er altid grundigt gennemskrubbet.  Jeg forstår slet ikke at de kan blive ved med at have vandpyttevand og mudder derhenne på Mosegården.  Jeg håber at han levner noget til de andre også.

Davids tøjvask hænger til tørre

Skatte man finder i Davids flyverdragter

Bare et sødt nøglehulsbillede

Johannes Sløk om oldefar

Kære Selma og David,
Bedstefar har netop sendt mig en af disse breve, der indeholder en trevl af vores historie.
En lille rød tråd jeg kan trevle ud af vores families store, spraglede gobelin: den største danske idéhistoriker Johannes Sløks begravelsestale over jeres oldefar Heinrich Bach.  Kan i mon kende jer selv i hans beskrivelse?      

Det gør det, kære Johannes, og nu lever det forhåbentlig endnu længere.