Gaaaab!

Somme tider kommer man jo til at gabe over lidt for meget.  Slå større brød op end man kan bage.  Sælge skindet før bjørnen er skudt.  Stikke lidt af fra sin skomagerlæst.

Andre folk prøver vist nok at undgå det.  For mig er det blevet en slags hobby.
Min hobby kræver blot at man har:
- et meget lille hus
- en familie der er med på det hele
- (mentalt) sunde og raske børn
- ingen penge
- mange søde (og mentalt sunde) venner
- en to-do-liste-bog der er væk
- og en mand som kan forudse vejret.  Spørg mig ikke hvordan han gør, men det er hans eneste opgave og han er VIRKELIG skrap til det.


De seneste 3 championships jeg har deltaget i:

1: Invitér venner med småbørn på besøg i det lille hus i halvvådt vejr i tre dage. De kan med fordel tælle en omtrent to meter høj far, og være LIDT utilpasse når høns og katte springer op ad dem og/eller kradser. Sikkerhedsafstand var ikke en mulighed.
 
Slå så dej op til boller der skal dække:
3x morgenmad,
2x udflugt/eftermiddags/ulvetimeboller,
1x burgerboller til aftensmad,
og 1x krummer til gulvet.
Sådan en stor dej KAN ikke være i huset under overbefolkningen.  Slet ikke når den hæver op.
Godt at vennerne er kompatible med os, så vi så at sige kan stables stabilt, og at de er fremragende og utrættelige bagere.
Lektion nr. 1 indenfor "Tænk-stort": find kompatible og stabelbare venner.

2: Brug de første 15 minutter efter de dejlige venner er rejst, på at pakke et eller andet tilfældigt, og rejs så til en lille (lidt øde) ø.  Her kræves et øjebliks fokus, hvor der ikke skal tænkes ud af boksen. Målet er kun at glemme uvigtige ting såsom tøj, og at huske undertøj, sokker, bilnøgler, dukkeseng og dankort.   Hold så påske sammen med 4 forkælede børn (på den gode måde!), 4 bestemte voksne (også på den gode måde!).
Man skal forvente at der går en lille smule tid med at forhandle et acceptabelt støjniveau, et fælles blodsukker, en fælles fjernsynskvote, en brugbar toiletkø, en fælles aftensmad.  Okay, aftensmaden kan man opdele i børn og voksen.
Gudskelov er hele min familie rutinerede gabere. Og med masser af kærlighed og en god portion humor, er vi faktisk blevet mestre i at tænke stort, i små huse. Det er lidt af en familie-dille!

"Far til piger på ferie"

Må man gå på bare tæer på en strand? I marts? Selma er uenig med flertallet.

Avernakøs forlystelser

Kusinebunke på strandengen

Børnebørnebunke på bedstemor på sofaen

1.-pladsen med medalje i at være bedstemor!

3:
Tag 23 7-årige med ud på træklatring på årets "store-drilledag" (første april), inklusive fælleskørsel, indenfor almindelig arbejdstid, i en by langt væk.  Acceptér tilmeldinger der kommer på selve dagen og som indeholder ordene "særligt sensitiv".

Her kan man afprøve sine grænser - med sikkerhedswire!

Højt at flyve og langt at falde!

Mange meget glade børn der gik balancegang på deres egne grænser, heppede på hinanden, fløj som fugle mellem trækronerne og spruttede af kådhed og selvtillid.

Ordbær

Selma (i smørklatten, klokken 4-5 om morgenen): "Mor.  Må én egentlig godt se éns arbejde?"
Mor: "Altså om du godt må komme med og se mit arbejde?"
Selma: "Ja!"
Mor: "Ja da, det kan du tro.  Det gør vi en dag."
Selma: "Så vil jeg gerne hen på det arbejd esom du var på i går!" (Vi fik kage på arbejde i går)
Mor: "OK.  Jeg er faktisk altid på det samme arbejde. Ligesom du altid er i den samme børnehave."
Selma: (Spærrer øjnenen op) "Ægte?! Har i så også den samme luft?!"
Mor: "..."

Jeg vil gøre alt for dig mor....

...men jeg tager IKKE selerne over skulderen!! 

En farefuld mission

Jeg vil prøve at beskrive en af de mange farefulde missioner man giver sig ud på hver dag, når man har småbørn.  Omverden mærker ikke så meget til disse missioner, hele dramaet afspiller sig i det skjulte.

På overfladen var det bare en tur i Kiwi. Der skete ingenting, overhovedet!  Ingen skældud, ingen børn der gik i banjo, ingen tårer, ingen travlhed.  Bare en helt almindelig indkøbstur, stille og roligt.

Mission "smooth indkøb" - en trusselsanalyse

18:05
Forkert tidspunkt at betræde en butik på.  Strategi:  En dyb indånding.  Lad os prøve at navigere udenom bomberne.
Mission "smooth indkøb" launch.

Trussel: Selma vil køres rundt i en indkøbskurv.  Ikke en børneindkøbsvogn, for den kan man ikke sidde i. Varerne må ligge et andet sted - hvor er hun ligeglad med. Hun er lige ved at eksplodere. Strategi: David tager en kurv at trille Selma rundt i. Mission saved!

18:06
Trussel ved frugtafdelingen: ”Vi VIL have müslimix!”  David truer med eksplosion. Strategi: Købt. Mission saved!

Trussel: Selma vil OGSÅ fylde en pose med frugt, SELV - og kunne godt finde på at flippe ud. Strategi: Jeg ignorerer det, og lader hende selv bakse med at prøve at få fat i en pose.  Beskæftigelsen holder hende hen. Mission saved!

"Kan man spis' det?! JEG VIL HA' DET!"

En dame kommer hen og hjælper hende med posen.  Mit blik bliver sløret, og jeg kan smage blod. Strategi: Lade som om jeg hele tiden havde planlagt at købe to poser frugt.  Mission saved…

18:07
Trussel (stadig i frugtafdelingen): Skænderi om hvem der skal holde posen mens den fyldes. Begge børn bliver skingre, posen truer med at revne.  Strategi: Ingerpædagogen kommer på banen, sætter ord på begge børns ønsker, der forhandles et forlig (Selma holder, David tæller). Mission saved!

Trussel: Der mangler 3 frugter – så må David tage to og Selma én, eller omvendt?  Det er unfair, lige meget hvad! Desperation   Strategi: mor snupper lynhurtigt en banan, så er der 2 frugter tilbage - 1 til hver, et lige antal, verden er i balance igen. Mission saved!

18:08
Trussel: Bedstemor ringer. Strategi: Mine øjne ser den anden vej mens børnene laver indkøbskurv-ræs forbi dressing, olie og vinreolen, min mund snakker i et par minutter med bedstemor og vi aftaler at tales ved efter puttetid,  mens mine hænder finder mindst tre ting i reolerne som ryger ufiltreret i indkøbskurven. Børnene og dressingreolen overlever uskadt. Mission saved…

18:10
Trussel ved køleskabet: De har fået øko mælk fra Øllingegaard mejeri.  Vi vil SÅ gerne understøtte de 3% markedsandele der rebellerer imod Arlas monopol, men det koster 9 kr literen i stedet for 5. Og nu skal vi jo også spare sammen til det hus.  Ingermors hoved eksploderer en lille smule.  Strategi: Vi lander på to liter øko for oprørets skyld, og 3 liter billig for opsparingens skyld. Mission saved.

18:11
Trussel: Riflede fritter eller glatte fritter?  Strategi:  David vælger suverænt, kampe på det niveau er vi SÅ.LANGT ud over.  Mission saved!

18:12
Stor alarm ved kassen: Vi har glemt remoulade til fiskefrikadellerne!  Oh no.  Alle tre er lige ved at eksplodere.  Strategi: Selma finder da lige remoulade på en hylde i nærheden (den fra indkøbskurv-ræset), og kommer stolt løbende.  Mission saved!

Situation: Søde børn må tage sig et stykke frugt fra kurven ved kassen.   Trussel: David kan ikke vælge mellem pære og kiwi, og er lige ved at springe i luften af anstrengt overvejelse.  Strategi: Vi andre venter stiltiende og dybt indåndende til han har truffet en beslutning. Mission saved!

Pære eller kiwi - et spørgsmål om liv eller død!

18:13

Trussel ude på parkeringspladsen: frugten bliver for tung for Selma at bære, og hun taber den på jorden.  Posen eksploderer, og æblerne triller ud.  Selma går helt i stykker, men trods alt holder hun sig fra impulsive løbeture ud på kørebanen efter de tabte æbler.  Strategi: Ti dybe indåndinger, og roolig indsamling af æbler mens børnene venter ved bilen. Mission saved!

Ting man oplever med børn på fortove...

Alarm inde i bilen: selen driller.  Selma eksploderer.  Strategi: Mor hjælper, mod Selmas vilje, og vi kører hjem, med udrykning, men i live.

 Mission accomplished!

Weekenden gav

1. Mester Jacob for Julie

En lille sviptur til Løgstrup fredag aften for at passe de to smukke niecer. Der var fred og ro, 

Kon-tiki film på Netflix, og vingummislanger i slikskålen!  Alt åndede fred og ro - indtil jeg udfordrede skæbnen og skrev "Alt vel!" til forældrene!  Julie sad op i sin lille seng, og hun gjorde store øjne i mindst tyve sekunder da det var mig og ikke far eller mor der kom derind - så begyndte hun at grine og fortælle historier. Den næste halve times tid lavede jeg skiftevis følgende: synge godnatsang, holde i hånd, lave lydløs indianer-kravl mod døren, og indianerspring tilbage og holde i hånd.  

2. Date

...med verdens dejligste mand lørdag aften.  Vi spiste østers og hummer.  Vi sad endda udenfor og nød en voksensmøg og lidt smog.  Bagefter var vi i biografen og se en oscarværdig "Revenant" - Den mørkeste film der nogensinde er blevet filmet med naturligt lys.
Klasse aften!

3. Stille søndag morgen uden børn

Det er en stille morgen
og solen kigger ind
jeg vågner ganske langsomt
mens du aer min kind

4. Vandretur på Helgenæs

Børnene er kommet hjem, Kristian og niecerne er på besøg - fædrene skal ud og flyve med droner, Tante Kadi er desværre gået ned med tømmermænd.  Jeg pakker alligevel Selmita på ryggen og tager på dagstur ud i det tindrende blå.   Vi har kompasset med, selvom Helgenæs er alt for overskuelig til at fare vild. Vi ser smukt land, hav, og en lille nisse der er ved at drukne i et træ.

Havblik lige flot sommer og vinter

"Se mor, flotte sten!"  Hvis det stod til Selma smed vi sten i vandet hele dagen.

Mega godt smut!

Indsø

vandløb

stormskade med havudsigt

Vandretrold

Snehvidt birketræ

"Hjæææælp! Jeg synker!"

Varm kakao ved stranden

Mors bedstemor

Hun fortalte onkel Kristian og mig historier fra hendes barndom på Stengården, hvor de endnu kørte til kirke i kane til juleaften, og jeres tipoldemor fiskede druknede mus op af karlenes mælkesuppe inden de kom ind for at spise middag. Hun lærte mig at læse da jeg holdt lidt sommerferie hos hende som seksårig, med hendes egen læsebog "Hanebogen" fra nittenhundredeniogtyve.  Først de latinske bogstaver, så de gotiske.

Bedstemor med hendes barnepige P., og tre af hendes storebørdre.  Cirka i vinteren 1923/24

Hun tog alene til Gambia som ung kvinde og oplevede et meget eksotisk land som hun på en eller andet måde følte sig forbundet med. Hun mødte lutter venlige mennesker dernede, midt i borgerkrigen.

Hun kunne se liv og skønhed overalt, i strandsten og knortede kæppe og sandskurede glasskår.  Hun malede, lavede lerskulpturer, snittede i træ og lavede glasmosaikker med klare forestilllinger for sit indre øje.  Hendes talent var at give billederne liv, give dem bevægelse. Jeg husker hvordan hun prøvede at tegne bevægelse ind i de hestehoveder jeg tegnede så ikonisk som stort pigebarn. Jeg kunne jo godt se at hun havde fat i noget, men det var alt for besværligt!

Hun dryssede salt på al sin mad - som om intet var godt nok bare sådan som det var. Det skulle altid liiiige forbedres lidt.

Hun vidste hvordan man nød eftermiddagssolen (med et glas Gin-tonic og en løs kjole under æbletræet), eller hvordan man hersede med tjenerne på en restaurant (ikke miste sin afvæbnende charme).

Hun lavede leverpostej når vi kom på besøg, og det var Alfreds højeste ønske til frokosten.  Når vi tog derfra igen stod hun og vinkede ud over fjorden til Geltingfærgen med et stort lagen i sine hænder, så vi kunne se hende bedre.

Bedstemors hus, skrænten og fjorden. 

Hun havde et bryggers, og alle bryggerser lugter af min bedstemors bryggers.  Derude havde hun harboe sodavand.  Ananas og abrikos.

Vi byggede stenalderlandsbyer ved stranden sammen med hende, med vakkelvorne vægge og lave tage, og med køer der havde sørgelige  øjne og forstenede smil. De tyggede på små stakke marehalm i indhegninger af småpinde og tang. Vi tog på cykeltur til jættehøjen og sad bagefter oppe på toppen og fortalte gyserhistorier i solen, og var inderligt glade for at vi ikke var blevet fanget nede i gravhøjen!

Min lillebror, mor, bedstemor og jeg spiser morgenmad i haven med stil og morgenhår.  

Hun lå og solede sig i sin liggestol mens Kristian og jeg var nede ved hendes elskede badebro og fange krabber.  Kristian forærede hende begejstret én som havde mistet sit skjold.  Det var en overraskelse som han kærligt satte på hendes mørkebrune, brandvarme ryg.

Senere rejste jeg sammen med hende til Kreta, Vi så alt hvad der var at se på hele øen, og til sælgerne i boderne sagde hun "I have three small children at home, they are very hungry!" for at trykke prisen. Jeg, hendes barnebarn, var tretten år og syntes hun overvurderede sin ungdommelighed lidt.  Men hun kendte forskellen mellem turisthoteller og en charmerende familiedrevet pension.

Da jeg boede i Australien skrev hun til mig med sin ældgamle skråskrift at hun havde ondt over det hele. Men nu havde hun været i haven for første gang i år og set erantis, og solen havde varmet hende helt ind i de skøre knogler, og hun havde aftalt med Vorherre at han ville give hende denne sommer, og så måtte han gerne hente hende til sig.

Nu er det 16 år siden, og de sidste 2-3 år var det ubærligt at se hende.  Hun genkendte os ikke, i blev bange for hende. Jeg kom kun sjældent, og var i stedet taknemmelig for at der var andre der blev ved. Jeg sendte hende hilsner og tanker, men dem kunne hun nok ikke stille meget op med.

Nu er hendes liv slut og hendes sjæl er fri fra glemslens fængsel. Og nu vælder minderne frem. Minderne om den hun var før hun blev gammel og fremmed for denne verden, billeder om den hun var i mit barndomsliv. Pludselig dukker hun op overalt. Forleden havde vi abrikos-sodavand på arbejdet.  Hvem har det?!

Jeg har netop foldet en kastestjerne til David af papir som hun havde efterladt i sit chatol og skrevet små huskesedler på. Og mens vi sad og svedte og bandede over den genstridige kastestjerne, sagde David højtideligt "Man skal alldrig give op".  Det er et mantra jeg gav hende da om jeg var på Davids alder, og som hun har gentaget lige siden.  Jeg kan næsten høre hende sige det: "Man skal alldrig give op!".  Men det skal vi jo, bedstemor, til sidst skal vi jo give op!

Katastrofetænkning

David Bowie er død, og vi er helt tossede med den nye sang af Justin Bieber herhjemme.
Ja, præcis.  Det var også det jeg tænkte.  Det hele går ad hækkenfeldt til, kulturen går i hundene og når i-padskærmen snart har slugt det sidste menneskelige udtryk, er der ikke noget tilbage.

Forleden ville jeg tænde et bål, men det lykkedes ikke.  Brændet var for vådt, eller også er jeg ikke længere fit til at overleve.
Degenereret til ukendelighed og kontorliv.

Men den er altså så fin, den sang.