Selma omkring april 2015:
Hamma = Selma
Ia = Ian
Aura = Laura
Gudda = Augusta
Gokki = Charlotte
Dut = sut
Dadi = David
Misser = kat
Muffer = katten Sysmund
Bida = katten Frida
Affermai= aftensmad
Aggermai = Tak for mad
"Hvor Beddemoar? Beddemor væk!"
"HUH!! Moffar kommer!!"
"Hamma tegner æg!!"
"Hamma biser is!"
"Agøjer bider aarm!"
Selma i morges:
"Da-id, du dår altzå på mine bukder, det gør du fattisk!"
7. september 2015
6. september 2015
Ordbær - subtil humor
Tib: "Mor og far, vi skal lave træning i aften. I er ikke stærke nok."
Torbenfar: "A'hvabeha'r! Jeg er da både stærk og modig. Og smuk... Og klog! Og sjov!"
---
Mor: "Kom her Selma, lille trold!"
Selma: "Jeg er ikke en trold!"
Mor: "Jo!"
Selma: "Nej. Jeg er en and."
2. september 2015
Vejlø, kapitel 4: Tanjas prøvelser
Prinsesse Tanja var fredens og renhedens engel, ogVejløs beboere gjorde alt hvad der var muligt for at sætte hendes renhed og fredelighed på en prøve. De serverede gluten og mælkeprodukter og kød og slik i alle varianter, og Yamuna, som endnu ikke besidder Tanjas visdom, var til tider rasende over at skulle holde sig på renhedens smalle vej. For Prinsesse Tanja betød det mange lange timer i køkkenteltet med mange alternative opskrifter og melsorter. Udover at prøve at lave lækker veganer-mad, måtte Tanja dog også stå model til nysgerrige øboer, der kom anstigende og kaldte falafler for "noget man spiller rundbold med". Tanjas fredelige svar på denne provokation var at lave vegan mad til hele øen, og lave det så lækkert at det lukkede munden på alle.
Yamuna var heller ikke med på at være fredens engel. Tanja kaldte det at de ikke vare tunet ind på hinanden, og jeg tror hun mente at de ikke var enige om hvilken slags prinsesser de skulle være. Yamuna ville hellere være "vågenhedens prinsesse", og "skibsklatringens prinsesse", og "prinsesse over mors færden". Hvordan får man et barn der er omgivet af slik og frikadeller til ikke at spise slik eller frikadeller, er en øvelse i grænsesætning der er kan måle sig med Israel og Palæstina, Tyrkiet og Kurdistan, Jugoslavien og Serbien. Og de kunne alle have lært af Prinsesse Tanja i denne uge. Der blev både brugt demokratiske fredsforhandlinger, ultimatummer, resolutioner, varetægtsfængsling, forpligtende traktater, handelsboykots, belejring, og myndig mandat-ledelse, men ingen bomber eller varmesøgende missiler.
Yamuna kom igennem ugen med et absolut minimum af slikindtag. Klatring på diverse skibe blev afværget, og så vidt vi kunne bedømme fik hun både udlevet sin indre vågenhedsprinsesse, og fik en nødvendig portion søvn. Prinsesse Tanjas søvnbehov til gengæld steg til omtrent det samme som Yamunas - udmattet af fredsforhandlinger.
Yamuna var tydeligvis utilfreds med at være renheden, så da de andre børn delte ud af deres slikposer mens Tanjaprinsessen var fordybet i en vigtig filosofisk samtale ved bålet, så Yamuna sit snit til at sige jatak, hapsede en Mentos, og løb stolt over og viste den til sin mor - da hun HAVDE puttet den i munden og guffet den: "Se moar! AAaaaahhh!". Det fredelige svar på denne stolte erobring er ikke at reagere overhovedet, hvilket er svært når ens barn lige demonstrerer at hun (i hvert fald lige dér) ikke er med på idealerne. Vi kommer alle til at opleve det - når vores børn kommer hjem og forkynder at de er konverteret til scientology, eller fortæller os at de dropper skolen for i stedet at blive pole-dansere på en natklub, eller at de kan lide techno, eller noget andet forfærdeligt.
Så vi kan lige så godt øve os i Tanjaprinsessens svar, som var at smile (smilet virkede ikke ægte, men det var også første gang, og overraskende tidligt Tanja skulle håndtere teenager-kriser), og konstatere nøgternt: "Jeg kan se du spiser et stykke slik."
Det blev ikke grundlag for en inspireret filosofisk debat mellem mor og datter om fordelene og ulemperne ved slik. I stedet jumlede datter videre, og mor måtte forholde sig sig de kolde kendsgerninger.
![]() |
| Yamuna vil OSSE lave snobrød! |
Yamuna var heller ikke med på at være fredens engel. Tanja kaldte det at de ikke vare tunet ind på hinanden, og jeg tror hun mente at de ikke var enige om hvilken slags prinsesser de skulle være. Yamuna ville hellere være "vågenhedens prinsesse", og "skibsklatringens prinsesse", og "prinsesse over mors færden". Hvordan får man et barn der er omgivet af slik og frikadeller til ikke at spise slik eller frikadeller, er en øvelse i grænsesætning der er kan måle sig med Israel og Palæstina, Tyrkiet og Kurdistan, Jugoslavien og Serbien. Og de kunne alle have lært af Prinsesse Tanja i denne uge. Der blev både brugt demokratiske fredsforhandlinger, ultimatummer, resolutioner, varetægtsfængsling, forpligtende traktater, handelsboykots, belejring, og myndig mandat-ledelse, men ingen bomber eller varmesøgende missiler.
Yamuna kom igennem ugen med et absolut minimum af slikindtag. Klatring på diverse skibe blev afværget, og så vidt vi kunne bedømme fik hun både udlevet sin indre vågenhedsprinsesse, og fik en nødvendig portion søvn. Prinsesse Tanjas søvnbehov til gengæld steg til omtrent det samme som Yamunas - udmattet af fredsforhandlinger.
Alle vi tre morprinsesser og øens befolkning i øvrigt blev mindet om at vores indflydelse på vores børn er af ren hypotetisk karakter, og i øvrigt svindende. Det er tragisk. Jeg håber at mine børn aldrig opdager min holdning til techno.
26. august 2015
Ordbær
David:
---------------------------
---------------------------
"Mor, alle mennesker skal dø engang, ikke?"
"Joh, det skal de jo"
"Når man dør, så bliver man begravet af dem der er levende, ikke?"
"Joh, det skal de jo"
"Når man dør, så bliver man begravet af dem der er levende, ikke?"
"Ja min skat."
"Hvorfor?"
"For at man ikke bliver spist af dyrene" (Praktisk og håndgribeligt er mit bedste våben mod ufatteligt og tragisk).
"Men hvad så når det sidste menneske dør - hvem skal så begrave ham?" (Tragisk 1 - 0 Praktisk)
---------------------------
Om morgenen.
Inger:"Ih hvor ser du lækker ud, Torben!"
David: "Men jeg laver den lækreste morgenmad, ik!"
---------------------------
Selma:
6:14 "Må jeg komme i skole?"
"Jaa, når du bliver stor"
...
6:16 "Er jeg stor nu?"
"Naaah..."
...
6:19 "Men jeg har store fødder!"
14. august 2015
2009 - skolestart...
I mandags startede vores lille baby i skole.
Jeg er ikke helt sikker på jeg er helt med. Men jeg har lavet det her lille livsreferat til Davids lærere, så de er klar over hvor meget der går forud....
Vejlø, Kapitel 3: Annas eventyr
Nu er det jo sådan, at Anna til hverdag går igennem tilværelsen uden at der sker overnaturlige hændelser eller naturlige katastrofer. Det går jeg i hvert fald ud fra, for hun har aldrig fortalt om noget. Derfor var hun - ifølge sin egen beretning- også i første omgang lidt overrumplet og uforstående, da hun en eftermiddag var på løbetur og løb ind i et brændende træ.
Der er flere ting der er usædvanlige, udover at træet stod og brændte. For det første var det åbenbart lykkedes Anna at komme på en egentlig løbetur, og komme et sted hen der var uden for alle de andres synsfelt. Vejlø er jo altså ganske lille, ca. 800m lang og 200m bred, og består grundlæggende af en badebro, forbundet af 50meter markvej med en gammel trelænget gård, en æblegård, to store enge, to kornmarker, og en stor strandeng med ynglende fugle.
Så vidt jeg har forstået, brugte Anna en løberute der gik i cirkler henover engene og ud til yngleområdet... og det var altså på den rute at hun mødte det brændende træ. Det havde ikke været tordenvejr, der var ikke nogen bål i nærheden, ingen mennesker, og hertil kommer at træet brændte INDENI. Jeg forestiller mig at Anna først overvejede om hun muligvis var offer for en slags kortvarig hallucineren, det er altid godt at tage turen omkring den tanke når man ser noget virkelig mærkeligt. Måske ø-kuller? Måske havde løbeturen været for hård ved kredsløbet?
Men nogle ting er jo så ubenægteligt reelle at man ikke rigtig kan afskrive dem med fantasi eller konstruktivisme, og det brændte altså inde i træet, blev Anna enig med sig selv om, og hun løb tilbage til lejren for at hente hjælp. De andre var ikke helt så lette at overbevise. Men de så jo heller ikke røgen og flammerne. Anna fortæller at hun følte sig lettere mistænkeliggjort ift. ø-kuller, da hun kom løbende i sit (neonfarvede?) nylon-suit med håret i en knold og sagde med sin rolige stemme at der altså var ild i et træ nede på engen, og at hun havde brug for hjælp øjeblikkeligt til at få det slukket. I bedste ø-lejr-manér er det åbenbart en frivillig aktivitet at slukke brande, og det stod åbenbart ikke lige i så høj kurs, så det var kun et par teenagere med smøger hængende i mundvigen der dabbede med vandflasker ned mod engen. Anna kan gudskelov godt være skrap, og desværre var jeg ikke til stede, men jeg forestiller mig at hun har taget en dyb indånding og fundet den indre madamme frem og jaget de dovne ferierister op af deres hængekøjer med de store gryder fulde af vand! Det endte i hvert fald med at branden blev slukket og træet fældet for en sikkerheds skyld, og til samling om aftenen blev det meldt ud at man altså lige skulle huske at skodde sine cigaretter ORDENTLIGT og at man i øvrigt skal tage sine skodder med sig når man ryger i naturen.
Et par dage efter begyndte det at dryppe fra himlen. Instant panic. Vi havde jo vænnet os til 26 graders varme og høj sol?! Hvor dælen skulle vi lige gøre af vores tøjsnor med tørretøj, klapvognene, alle vores sko der lå spredt ud over lejren, blomsterbuketterne og legetøjet? Og hvad værre var, stjernebillederne af huller i vores telt betød jo at vores telt var gennemhullet.
Selvom vi allerede havde oplevet at blive våde om natten, var det igen meget svært at overbevise det rolige folk om at vi altså ville blive meget våde hvis vi ville lade det regne igennem teltet. "Vi må have nogle presenninger over!!" Det var Anna der havde foretagsomheden til at få det sat igang. Hun havde jo før fået ø-folket op af hængekøjerne, og også denne gang lykkedes det at finde to-tre hjælpere.
Gudskelov har ø-lejren gigantiske presenninger liggende (måske har de oplevet regn før?), og det tog os også kun en halvanden times tid at få presenningerne møflet over vores lige så gigantiske telt. Resten af lejren kiggede amyseret på fra sidelinjen.
Vi skulle jo ud at ro i de kanoer, der lå så fint og var til rådighed nede ved badebroen. Redningsvestepolitikken var der styr på (man skal have redningsvest på når man er PÅ vandet og ikke I vandet. Uagtet at alle redningsvestene var for store til småbørnene). Jeg blev udpeget til kano-kyndig, og Tanja og jeg er begge hav-prøvede, så vi følte os veludrustede til turen. Den første dag tog Tanja og jeg på småture langs med kysten hvor børnene skiftedes til at være med. Der var høj sol, og børnene ville gerne sidde på midtertoften og skråle "fra Engeland til Skotland". Lucia var skeptisk, hun stoler ikke på det der hav, og det gør hun klogt i. Hun stolede heller ikke helt på at Tanja og jeg vidste hvordan vi kom hurtigt nok tilbage til hendes mor, men det havde vi helt styr på, dér tre meter fra stranden. Da Anna og jeg et par dage efter (på vores afrejsedag) ville tage øen rundt i kano med de to store børn, var vi altså confident. Men lidet anede vi at vi havde en underlig bøwet åre med, som kun kunne padle indad og udad. Og lidet anede vi, at det undervejs ville blæse op til en frisk vind med skum på bølgetoppene. Bølgetoppe der kom forfra, vel at mærke. Og lidet anede vi, at Lucias tålmodighed derfor ville slippe godt og grundigt OP undervejs, da vi havde spist hende af med "Fra Engeland til Skotland" og diverse forsikringer om at vi saaargtens kunne klare den smule modvind. Vi mødre svedte bravt og gravede i vandet, kanoen pressede sig igennem bølgerne som en lille isbryder, Anna sad omme foran og fortalte stakåndet eventyret om Tornerose for at holde stemningen oppe, og David og Lucia sad i midten og syntes det var et underligt eventyr. Vi søgte ind under land til en pause i en smuk lille vig (jeg indrømmer gerne - mine arme hang i laser). Jeg samlede blomster og David samlede vandmænd, og Anna fik lejlighed til at fortælle Tornerose færdigt under mere ordnede forhold. Den sidste etape tog vi i stiv (laset) arm, Lucia affandt sig så flot med at ting tager tid ude på havet, og nødvendigheden i at udholde det. Jeg havde lovet David at han skulle få lov at padle, men det var før jeg vidste at vi skulle padle imod en tsunami, men nu insisterede han på den der frygtelige måde børn gør, når de har ret og ved det. Vi rundede badebroen til sidst, fik vinden i ryggen, David fik lov at padle de sidste meter, og vi gled udmattede men elegant op på stranden.
Vi havde slået lejr ved vores hårdt tilkæmpede shelter (forklaring følger i kapitel 4), tændt myggelysene, og fundet den sene aftensmad frem. Vi var trådt i hundelorte, som viste sig at være menneske-lorte idet man åbenbart havde indrettet skide-flag lige ved siden af spisebordet. Vi havde åbnet tyve forskellige bøtter mad der var tilpasset alle børnenes forskellige diæter, og vi havde pakket Lucia ind i en sovepose, hun var træt og sløj og køresyg og syntes bare slet ikke det var sjovt mere. Vi var lige ved at tro vi kunne falde til ro, da David roligt påpegede at der altså var brand i vores servietrulle. Myggelys og papirruller i blæsevejr er ikke en god kombi med mødre der bare ikke lige er dér hvor de har overblik over situationen. Men branden blev slukket uden skade på mennesker eller dyr.
Ø-lejrliv er i sandhed et liv i kamp med elementerne!
Der er flere ting der er usædvanlige, udover at træet stod og brændte. For det første var det åbenbart lykkedes Anna at komme på en egentlig løbetur, og komme et sted hen der var uden for alle de andres synsfelt. Vejlø er jo altså ganske lille, ca. 800m lang og 200m bred, og består grundlæggende af en badebro, forbundet af 50meter markvej med en gammel trelænget gård, en æblegård, to store enge, to kornmarker, og en stor strandeng med ynglende fugle.
Så vidt jeg har forstået, brugte Anna en løberute der gik i cirkler henover engene og ud til yngleområdet... og det var altså på den rute at hun mødte det brændende træ. Det havde ikke været tordenvejr, der var ikke nogen bål i nærheden, ingen mennesker, og hertil kommer at træet brændte INDENI. Jeg forestiller mig at Anna først overvejede om hun muligvis var offer for en slags kortvarig hallucineren, det er altid godt at tage turen omkring den tanke når man ser noget virkelig mærkeligt. Måske ø-kuller? Måske havde løbeturen været for hård ved kredsløbet?
Men nogle ting er jo så ubenægteligt reelle at man ikke rigtig kan afskrive dem med fantasi eller konstruktivisme, og det brændte altså inde i træet, blev Anna enig med sig selv om, og hun løb tilbage til lejren for at hente hjælp. De andre var ikke helt så lette at overbevise. Men de så jo heller ikke røgen og flammerne. Anna fortæller at hun følte sig lettere mistænkeliggjort ift. ø-kuller, da hun kom løbende i sit (neonfarvede?) nylon-suit med håret i en knold og sagde med sin rolige stemme at der altså var ild i et træ nede på engen, og at hun havde brug for hjælp øjeblikkeligt til at få det slukket. I bedste ø-lejr-manér er det åbenbart en frivillig aktivitet at slukke brande, og det stod åbenbart ikke lige i så høj kurs, så det var kun et par teenagere med smøger hængende i mundvigen der dabbede med vandflasker ned mod engen. Anna kan gudskelov godt være skrap, og desværre var jeg ikke til stede, men jeg forestiller mig at hun har taget en dyb indånding og fundet den indre madamme frem og jaget de dovne ferierister op af deres hængekøjer med de store gryder fulde af vand! Det endte i hvert fald med at branden blev slukket og træet fældet for en sikkerheds skyld, og til samling om aftenen blev det meldt ud at man altså lige skulle huske at skodde sine cigaretter ORDENTLIGT og at man i øvrigt skal tage sine skodder med sig når man ryger i naturen.
Et par dage efter begyndte det at dryppe fra himlen. Instant panic. Vi havde jo vænnet os til 26 graders varme og høj sol?! Hvor dælen skulle vi lige gøre af vores tøjsnor med tørretøj, klapvognene, alle vores sko der lå spredt ud over lejren, blomsterbuketterne og legetøjet? Og hvad værre var, stjernebillederne af huller i vores telt betød jo at vores telt var gennemhullet.
Selvom vi allerede havde oplevet at blive våde om natten, var det igen meget svært at overbevise det rolige folk om at vi altså ville blive meget våde hvis vi ville lade det regne igennem teltet. "Vi må have nogle presenninger over!!" Det var Anna der havde foretagsomheden til at få det sat igang. Hun havde jo før fået ø-folket op af hængekøjerne, og også denne gang lykkedes det at finde to-tre hjælpere.
Gudskelov har ø-lejren gigantiske presenninger liggende (måske har de oplevet regn før?), og det tog os også kun en halvanden times tid at få presenningerne møflet over vores lige så gigantiske telt. Resten af lejren kiggede amyseret på fra sidelinjen.
--
Vi skulle jo ud at ro i de kanoer, der lå så fint og var til rådighed nede ved badebroen. Redningsvestepolitikken var der styr på (man skal have redningsvest på når man er PÅ vandet og ikke I vandet. Uagtet at alle redningsvestene var for store til småbørnene). Jeg blev udpeget til kano-kyndig, og Tanja og jeg er begge hav-prøvede, så vi følte os veludrustede til turen. Den første dag tog Tanja og jeg på småture langs med kysten hvor børnene skiftedes til at være med. Der var høj sol, og børnene ville gerne sidde på midtertoften og skråle "fra Engeland til Skotland". Lucia var skeptisk, hun stoler ikke på det der hav, og det gør hun klogt i. Hun stolede heller ikke helt på at Tanja og jeg vidste hvordan vi kom hurtigt nok tilbage til hendes mor, men det havde vi helt styr på, dér tre meter fra stranden. Da Anna og jeg et par dage efter (på vores afrejsedag) ville tage øen rundt i kano med de to store børn, var vi altså confident. Men lidet anede vi at vi havde en underlig bøwet åre med, som kun kunne padle indad og udad. Og lidet anede vi, at det undervejs ville blæse op til en frisk vind med skum på bølgetoppene. Bølgetoppe der kom forfra, vel at mærke. Og lidet anede vi, at Lucias tålmodighed derfor ville slippe godt og grundigt OP undervejs, da vi havde spist hende af med "Fra Engeland til Skotland" og diverse forsikringer om at vi saaargtens kunne klare den smule modvind. Vi mødre svedte bravt og gravede i vandet, kanoen pressede sig igennem bølgerne som en lille isbryder, Anna sad omme foran og fortalte stakåndet eventyret om Tornerose for at holde stemningen oppe, og David og Lucia sad i midten og syntes det var et underligt eventyr. Vi søgte ind under land til en pause i en smuk lille vig (jeg indrømmer gerne - mine arme hang i laser). Jeg samlede blomster og David samlede vandmænd, og Anna fik lejlighed til at fortælle Tornerose færdigt under mere ordnede forhold. Den sidste etape tog vi i stiv (laset) arm, Lucia affandt sig så flot med at ting tager tid ude på havet, og nødvendigheden i at udholde det. Jeg havde lovet David at han skulle få lov at padle, men det var før jeg vidste at vi skulle padle imod en tsunami, men nu insisterede han på den der frygtelige måde børn gør, når de har ret og ved det. Vi rundede badebroen til sidst, fik vinden i ryggen, David fik lov at padle de sidste meter, og vi gled udmattede men elegant op på stranden.
--
Det var den sidste aften, og dermed sidste chance for prøvelser. (Det vil sige, lige bortset fra den navigatoriske prøvelse Anna blev sat på under hjemturen, hvor hun skulle navigere tværs over Sjælland med en GPS der ikke var stedkendt, et småbarn der var midt i sin Prinsesse Modsat-prøvelse, og en morprinsesseveninde/copilot ved sin side som ikke bare sådan tager et højre for et højre.)Vi havde slået lejr ved vores hårdt tilkæmpede shelter (forklaring følger i kapitel 4), tændt myggelysene, og fundet den sene aftensmad frem. Vi var trådt i hundelorte, som viste sig at være menneske-lorte idet man åbenbart havde indrettet skide-flag lige ved siden af spisebordet. Vi havde åbnet tyve forskellige bøtter mad der var tilpasset alle børnenes forskellige diæter, og vi havde pakket Lucia ind i en sovepose, hun var træt og sløj og køresyg og syntes bare slet ikke det var sjovt mere. Vi var lige ved at tro vi kunne falde til ro, da David roligt påpegede at der altså var brand i vores servietrulle. Myggelys og papirruller i blæsevejr er ikke en god kombi med mødre der bare ikke lige er dér hvor de har overblik over situationen. Men branden blev slukket uden skade på mennesker eller dyr.
Ø-lejrliv er i sandhed et liv i kamp med elementerne!
2. august 2015
Vejlø, kapitel 2
Jow tak, vi var da godt nok kommet ud til kanten af Danmark! Tænkte jeg mens vi åd motorvej på fjerde time. Vi skulle kun dreje fra to gange på hele turen, og det gjorde den så meget desto længere. Tænk at man bare kan køre over Sjælland, og så ligger der bare endnu flere øer nedenunder. Jeg må ærligt indrømme at jeg lidt mistede fornemmelsen for om vi var på Lolland eller Falster, og min uvidenhed overraskede mig lidt. "Til salg" skiltene blafrede forbi os, og det er sgu lidt trist, at der ligger sådan en hel lille verden dernede som bare er blevet forladt. Man har endda opgivet at holde nødsporet på motorvejen fri for græs, og jeg forestiller mig en frygteligt kommunalt finansmøde der har handlet om enten at skære lidt på Vej og Trafik eller på sengene på sygehuset, eller hjemmeplejere, eller socialpædagoger på kommunen, eller anbringelsespladser.
Vi har hørt Lars Lilholt i fire stive timer, fordi jeg har lovet David at jeg først skifter kanal på Spotify når den har spillet "Kong Pukkelrygs Land", men Spotify kan åbenbart ikke lide den sang, så den kom aldrig. Jeg føler mig ramt og fuldstændig druknet af både hedebølge, udkantstristhedsbølge, Lars Lilholtbølge og motorvejskedsomhedsbølge.
Endelig mødes vi nede ved kajen i Nakskov Havn, Alt vores pikpak og alle vores unger, og os tre gamle veninder. Og de 30-40 andre feriegæster der skal på ø-lejr sammen med os. Vores lille postbåd kan på utrolig vis sluge det hele - med børnene hængende ud over rælingen og os mødre med én hånd til skibet (som min barndomslærdom byder mig) og én hånd plantet i kraven på børnene (Barndomslærdom sætter sig først når barndommen er slut). Vi ankommer til Vejlø og bliver modtaget af en stor samling ø-folk der hujer og hilser, et stort håndmalet banner med en nøgen qwinde på, og teenagere der drikker Gajol shots. Jamen hvad tænkte vi da også på?! De er gudskelov lige så hjertelige og nysgerrige som de er snalrede, og David er stukket af på sin Spidermancykel op ad øens eneste vej, en skovsti med gårdhave og hønsegård og æblelund til begge sider. Her er ingen biler. Ingen huse ud over den gamle trelængede gård, som vi går igennem på vej op til lejren. Her er hygge under pæretræet i gården, der er virkelig mange fulde mennesker, og det ligner mest noget fra Thy-lejren. Godt jeg har Anna og Tanja med, tænker jeg, og spejder efter min søn der allerede har indtaget øen. Han kommer racende hen imod os og fortæller mig hvor han har set at man spiser og sover, og at der er bål, og... ...ja., resten hører jeg ikke rigtigt, han er på vej væk igen. I det hele taget har jeg åbnet begge ører, så der er gennemtræk, for jeg er stadig lidt for motorvejs- og Lars Lilholtdruknet til at kunne forholde mig til de børnefodsstore huller i trampolinen, høvdingen Finns affældige bemærkninger til at mine veninder ikke spiser dyr, skideskuret, og dét at det åbenbart er lidt frivilligt om man bruger det.
Om aftenen har vi fundet en bredside i teltet at slå os ned på, vi har fået lækker hold-lavet mad, og der er bålsang og alle byrder falder af mig. Jeg har fortalt David at her på øen er der ikke andre regler end at man skal være god ved hinanden. Han må selv bestemme, i det omfang han lover mig at han vil passe godt på sig selv og andre, og at han mærker ordentlig efter før han tager beslutninger, og det eneste veto jeg har er sengetiden. Vi har læst godnathistorie på en fredelig plet med havudsigt, og det er noget vi ikke plejer at orke i hverdagen. Jeg har puttet dem, og de er faldet i søvn med armene om hinanden. Guitaristerne er gamle venner og virkelig dygtige, og rødvinen smager udmærket. Jeg er klar til eventyret og min opgave.
"Drag ud og slå drager ihjel - de bor inde i dig selv
Dans på glødende sne
se dig ikke tilbage – det sagde
tiden, der kommer og går
grib de chancer du får
heldet avler sin sorg
find begejstringens rige – min pige
Mennesker mødes tilfældigvis hvor
vejene krydses og hjerterne slår
livet går videre men aldrig som før
det er op til os selv hvad vi gør... og tør
Tag til Kong Pukkelrygs land
hvor stort er småt og du kan
kaste lys over liv
da alt det skæve er lige – min pige
Lalalalaa…."
Vi har hørt Lars Lilholt i fire stive timer, fordi jeg har lovet David at jeg først skifter kanal på Spotify når den har spillet "Kong Pukkelrygs Land", men Spotify kan åbenbart ikke lide den sang, så den kom aldrig. Jeg føler mig ramt og fuldstændig druknet af både hedebølge, udkantstristhedsbølge, Lars Lilholtbølge og motorvejskedsomhedsbølge.
Endelig mødes vi nede ved kajen i Nakskov Havn, Alt vores pikpak og alle vores unger, og os tre gamle veninder. Og de 30-40 andre feriegæster der skal på ø-lejr sammen med os. Vores lille postbåd kan på utrolig vis sluge det hele - med børnene hængende ud over rælingen og os mødre med én hånd til skibet (som min barndomslærdom byder mig) og én hånd plantet i kraven på børnene (Barndomslærdom sætter sig først når barndommen er slut). Vi ankommer til Vejlø og bliver modtaget af en stor samling ø-folk der hujer og hilser, et stort håndmalet banner med en nøgen qwinde på, og teenagere der drikker Gajol shots. Jamen hvad tænkte vi da også på?! De er gudskelov lige så hjertelige og nysgerrige som de er snalrede, og David er stukket af på sin Spidermancykel op ad øens eneste vej, en skovsti med gårdhave og hønsegård og æblelund til begge sider. Her er ingen biler. Ingen huse ud over den gamle trelængede gård, som vi går igennem på vej op til lejren. Her er hygge under pæretræet i gården, der er virkelig mange fulde mennesker, og det ligner mest noget fra Thy-lejren. Godt jeg har Anna og Tanja med, tænker jeg, og spejder efter min søn der allerede har indtaget øen. Han kommer racende hen imod os og fortæller mig hvor han har set at man spiser og sover, og at der er bål, og... ...ja., resten hører jeg ikke rigtigt, han er på vej væk igen. I det hele taget har jeg åbnet begge ører, så der er gennemtræk, for jeg er stadig lidt for motorvejs- og Lars Lilholtdruknet til at kunne forholde mig til de børnefodsstore huller i trampolinen, høvdingen Finns affældige bemærkninger til at mine veninder ikke spiser dyr, skideskuret, og dét at det åbenbart er lidt frivilligt om man bruger det.
Om aftenen har vi fundet en bredside i teltet at slå os ned på, vi har fået lækker hold-lavet mad, og der er bålsang og alle byrder falder af mig. Jeg har fortalt David at her på øen er der ikke andre regler end at man skal være god ved hinanden. Han må selv bestemme, i det omfang han lover mig at han vil passe godt på sig selv og andre, og at han mærker ordentlig efter før han tager beslutninger, og det eneste veto jeg har er sengetiden. Vi har læst godnathistorie på en fredelig plet med havudsigt, og det er noget vi ikke plejer at orke i hverdagen. Jeg har puttet dem, og de er faldet i søvn med armene om hinanden. Guitaristerne er gamle venner og virkelig dygtige, og rødvinen smager udmærket. Jeg er klar til eventyret og min opgave.
"Drag ud og slå drager ihjel - de bor inde i dig selv
Dans på glødende sne
se dig ikke tilbage – det sagde
tiden, der kommer og går
grib de chancer du får
heldet avler sin sorg
find begejstringens rige – min pige
Mennesker mødes tilfældigvis hvor
vejene krydses og hjerterne slår
livet går videre men aldrig som før
det er op til os selv hvad vi gør... og tør
Tag til Kong Pukkelrygs land
hvor stort er småt og du kan
kaste lys over liv
da alt det skæve er lige – min pige
Lalalalaa…."
Abonner på:
Opslag (Atom)




