28. oktober 2016

Deling af private oplysninger og samtykke.

Der har været lidt stille her i dagbogen den seneste måned.
Det har noget at gøre med at jeg har været på kursus. På kurser bliver der jo talt meget, og man går virkelig inspireret derfra, og somme tider bringer den inspiration én i en voldsom knibe, og man må gå og vride sig for at finde nye løsninger, indtil man endelig glemmer det man lærte på kurset igen.

Noget der blev talt rigtig meget om var børns grænser, og om hvor mange forældre overskrider deres børns følelsesmæssige grænser uden at tænke over det.  Det var virkelig interessant, lige indtil samtalen drejede ind på det dér med at overskride sit barns følelsesmæssige grænser ved at smide billeder af dem ud på nettet uden at have spurgt dem først.  Så blev jeg lidt stille, og lidt efter bekendte jeg mine bloggende synder, og de andre psykologer var selvfølgelig virkelig forstående, men alligevel havde jeg ikke rigtig lyst til at gå hjem og skrive i blog-dagbogen.
For hvad hvis mine børn ikke er enige i at jeg sender billeder ud af dem til adspurgte og uadspurgte, og i virkeligheden  til gud og hvermand (ingen skal være i tvivl, internettet er et offentligt sted)? Hvad hvis vi fik en stalker?  Hvad hvis børnene en dag ude i fremtiden bliver konfronteret med billeder og historier fra deres barndom af onde mobbende hævngerrige ekskæreste-terrorister?
Er der en hel generation af IT-natives der vokser op og kommer til at ryste på hovedet af den sorgløshed med hvilken jeg omgås internettet og privatsfære?

Det gik jeg og tænkte over det i en måneds tid, indtil det for et par timer siden slog mig, at det sandsynligvis bliver omvendt.  De vil ryste på hovedet af alle mine bekymringer ligesom unge mennesker har rystet på hovedet af deres forældres bekymringer lige siden tetrapoden Tiktaalik til sine forældres store bekymring begyndte at klatre ud af ursuppen for at undersøge jorden over vand for 395 millioner år siden.

Tib og Selmita vil sandsynligvis synes at det er totalt gammeldags at tænke på online fora som et sted der har noget som helst med privatsfære at gøre.

Men der var også spørgsmålet om hvorvidt det er okay at dele billeder og historier af og om dem med andre - især nu hvor de er ved at være så store at de faktisk har en mening om ting.  Det var mildest talt et gennembrud i sagen da jeg kom på den idé at spørge dem.  De synes begge to at det er helt okay.

Spørgsmålet om private oplysninger og samtykke er hermed foreløbigt afklaret, og jeg kan nu med ro i mit gammeldags postmoderne sind, dele videre af vores privatliv.  Jeg samler løbende de mest mindeværdige/de mindst åndssvage dagbogsnotater i en årlig "huskebog", og på et tidspunkt vil jeg lave den sidste.  Måske siger børnene en dag at de vil være med til at skrive på bloggen, og måske overtager de den en dag, eller lukker den, eller sælger den til en multinational koncern, og så må jeg jo tage det derfra.  Her er to virkelig nuttede portrætter.  De tjener som digital underskrift indtil børnene får deres eget nem-id.

Er det bare mig, eller ser Tib alligevel lidt bebrejdende ud?  Og vil hans kommende arbejdsgiver mon klandre ham for hans eksploderede hår?  

Arh mor, pjat med dig, bare gi' den gas!