En dag for ikke så længe siden sad jeg og grinede sammen med veninderne, og én af dem grinede særlig meget af hvor røv-dårligt det bare går for hende lige for tiden. Hun sagde blandt andet at vi andre skulle stoppe med at fortælle om vores liv, for det var ikke til at holde ud at høre på hvor godt alting gik. Spontant gik jeg i gang med at liste alt det op som bare går ad helvede til ovre hos mig, og som holder mig vågen om natten og som gør at jeg aldrig kommer til at blive en rigtig respekteret voksen der er finansielt solid og følelsesmæssigt stabil....... dén latterlige misforståelse skulle der da rettes op på!
Jeg sagde: "!! ... !! ..."
Min veninde spurgte hvad jeg havde gang i, for jeg sad med åben mund og var tydeligvis i gang med at sige noget, og jeg måtte jo indrømme at jeg sad og prøvede at finde noget der gik dårligt. Det grinede vi ret meget af, for hun har gudskelov et generøst hjerte, og vi begge ved at hun bare er i modvind lige for tiden, og at dårlige perioder er okay, fordi de sorterer ud i éns ambitioner og vennekreds og i øvrigt er en udmærket undskyldning for at drikke rødvin og sige bandeord og spise chokolade og lave kunst.
Så....når nu på et tidspunkt kurven knækker og jeg går ned med stress og slet ikke kan få vejret og skal sidde et halvt år nede på stranden og kigge ud på bølgerne og drikke rødvin og sige bandeord og male silketørklæder, ja så vil jeg prøve at huske, at lige nu, i de her år, går det faktisk fantastisk.
Selmita vinker hver morgen glad farvel til os fra børnehaven (hun vinker med sin næse, og jeg skal vinke tilbage med min numse. Det arbejder vi stadig på at ændre.), og hun gider ikke RIGTIG afslutte sin leg når vi skal hjem. Hun er tæt knyttet til sine bedste venner, og hun kommer hver dag hjem med alskens "smukke" kunstværker hun har lavet af blade, kastanjer grene, sten eller døde dyr.
Tib stortrives midt i skolereformen, en larmende klasse med masser af bøller, der allerede har fået de negative narrativer til at klistre til sig, stressede opgivende lærere og virkelig lange skoledage. Lige pt. går han op i Beybladers, som er et sejt ord for snurretoppe der kan slås med hinanden. Alt kan gudskelov bruges som beybladers, lillesøsters kastanjer er fx udmærkede.
Torbenfar og jeg er blevet gift og er ret forelskede, og er begyndt at date (hinanden!) om onsdagen. Vi glæder os til at finde vores drømmehus, og spinker og sparer som idioter for at indhente alle de år hvor vi bare brugte vores penge på det dér med at leve.
Morfar og bedstemor og Oma og Opa og onklerne og tanterne og kusinerne og fætrene og vennerne har det også godt. Vi leger flyttehjælpere for venner der flytter sammen, ikke fra hinanden, så på den måde er vi også ret heldige. Folk er også begyndt at flytte væsentligt mindre, hvilket også er ret dejligt.
Somme tider bliver jeg halvkvalt af at de unge mennesker jeg arbejder for har sådan nogle hårde skæbner. Som jeg talte med Kim Leine om forleden, så mister jeg på de dage det dér professionelle blik, og så rammer de unge menneskers skæbne mig lige ind i hjertet. På de dage synes jeg bare de har det så hårdt og kæmper så sammenbidt og at deres forældre er nogle rådne idioter, og at det hele er op ad bakke. Men så står der også nogle dygtige og helhjertede pædagoger, som for det første tager den med ro, og som gør lidt ekstra, som ser om bag ved alt deres åndssvage adfærd, og som tager sig af.
Kim rådede mig nu alligevel til meget hurtigt at samle de professionelle briller op igen.
Jeg kunne blive ved. Men nu får jeg snart selv kvalme af at høre på mere tilfredshed. Nu vil jeg gå ud og brygge mig en kop te. Jeg er på kaffe-detox. Det er sådan noget man kun gør når man i forvejen er kvalmende overskudsagtig.
