Risskovs duft af november er en blanding af tang, ristede nødder og blomsterjord. Solen skinner skarpt og regnen siler ned, den er våd og tung, alt ånder.
Et eller andet sted er verden kørt af sporet. Her hører vi kun en fjern sirene. Selma er slatten og putter sig ind i sit tæppe. Tanja og Yamuna kommer masende op ad bakken med klapvogn.
Tanjas klapvogn er altid fyldt til randen med ting, og somme tider er der ikke plads til Yamuna. Sådan er det i dag, klapvognen er fyldt med tørt brænde og snobrødsdej, Yamuna går ved siden af og skubber med. Vi har besluttet os for at nu skal det dælme være, vi vil så gerne finde sammen og tænde et bål. Det blev denne her lørdag i november i silende regn og glitrende solskin. Paris står i flammer, verden står stille, Lars Løkke står og holder en tale, facebook er eksploderet, men her ånder vi fred og ro.
Selma får liv igen da Yamuna ankommer, og de løber rundt og hjælper med at tænde bål ved at kaste med blade og prikke lidt til bålet og hinanden med snobrødspindene.
Tanja og jeg er toptrænede i ekstremsituationer med vilde små-unger. Smid ting på bålet i stedet for på hinanden, så går det nok. Hæld din chai i halsen i stedet for ud over trøjen, så kører det. Og vi mødre opdaterer samtidig hinanden om ALT det der er sket de sidste fire måneder (okay, det vigtigste). Det kræver knaldgod prioritering, multitasking og metakomunikation. Fx udsagnet "Jeg stiller lige den varme gryde før jeg klapper i hænderne!" og "Blah blah blah... artikel om miljøterapi i plejefamilien... Selma, kun stik den RENE ende af pinden ned i teen!"
Der bliver snobrød. Der bliver dejlig varm chai. Vi får spist alle soyapølserne, Yamunas selvlavede snobrød (med knas og krydderier fra bålstedet) bliver bagt færdig af Jakob som kommer slutter sig til os.
