30. oktober 2015

Sheltertur

Det dér natur
Sheltertur i oktober - ting der ikke er en undskyldning:

1. Du har små børn
Børn elsker naturen.  En hemmelig dal på den anden side af græssletten, som de har måttet strejfe igennem højt græs i EN HEL HALV TIME for at finde, og hvor der er et vadested med friske dyrespor?  Minecraft go home.
Børn elsker eventyr.  De ting vi gør der ikke er helt forudsigelige, gennemtænkt, som har en åben ende.
Små børn har ingen krav til luksus.  Seriøst, de sover lige godt på memoryskum og egeplanker. Desuden tåler egeplanker tisseuheld og kakaopletter meget bedre end memoryskum gør.


2. Der er ikke nogen vildmark og sheltere i Danmark
Jojo.  Vildmarken starter på den anden side af dørtærsklen, man skal bare tage en lommelygte og et kompas i hånden.  Man kan sagtens være på tur i haven. Og hvis ikke, er der shelters til fri afbenyttelse i hele landet. Fx. ved denne her gamle vandmølle fra 1500-tallet med tilhørende møllerhave og ubemandede friluftsmuseum.

2. Din partner gider ikke
Så tag på tur alene.  Det er da ikke sådan at forældre kun fås som tandem.  Alle bør lave nogle ting alene sammen med deres børn.  Andre laver fingermaling eller mor-barn gymnastik, altså.
Og: når du så er kommet afsted, kan din partner måske overtales til at komme på besøg i vildmarken til en lækker aftensmad under stjernerne.  Skidt med han skummer fløden, dine børn vil til gengæld pynte op i shelteren og klatre hjemmevant rundt i træerne for at vise far hvad de er for nogle fa'ens skov-ninjaer.

3. Det er for uoverskueligt
Det er ikke værre end fingermaling eller mor-barn gymnastik.  Det bliver faktisk ikke værre end fingermaling (farve EVERYWHERE!) og mor-barn gymnastik (offentlige slåskampe om sokkerne i omklædningsrummet..... halvnøgent....  jeg siger det bare!).

4. Hvad skal vi spise?! 
Jo, der er selvfølgelig noget basalt man lige skal vide om hvordan man betjener en Trangia og et bål, men det er betydeligt nemmere at tænde for en Trangia end at uploade et billede til Facebook, og det går da meget godt for de fleste.
Kravene til maden er i øvrigt utrolig simple. Det er varmt?  Så er det godt.  Sukkertrang forsvinder som dug for solen, og kroppen kræver allermest af alt nogle tunge proteiner.  Jeg siger ikke at ungerne gerne ville bytte deres skumfiduser for brokkoli, meen.... muligvis for en skive beefjerky.

5. Det er koldt!
Korrekt.  Så derfor skal man tage varmt tøj på, eller holde sig i bevægelse.  Og varmt tøj er ikke kun den varme jakke, men også de varme strømper, huen, den varme sovepose eller to (ja, soveposer kommer faktisk i sommer- og vintermodeller), og de lange uldne underbukser. Men så er det heller ikke værre.  Lange uldne underbukser løser faktisk det meste af problematikken, i hvert fald så længe vi snakker oktober i Danmark. Derfor er det heller ikke dem du skal glemme derhjemme. Men hvis du glemmer dem, sker der heller ikke andet end at du ligger lidt vågen om natten og prøver at trække dine ben op i din torso.  Been there - tried that, det kan ikke gøres.

6. Jamen, jeg synes lange uldunderbukser er latterlige. 
Okay, så.  Du må hellere blive hjemme.

Så er eventyret begyndt!
Den lille grønhårede drage-ninja-vildmand er vokset en meter af at få kompasset i hånden.
Vadestedet i sumpskoven

Natur
Helt klart et ulvespor
Sniksnak og jumletumle på udkig efter ulve

Varm kakao

Det er heller ikke en undskyldning at glemme dåseåbneren.

Godmorgen fra de lune poser!
Stegte bålbananer til morgenmaden
Morgenmadscafé i Ørnbjerg Mølle
Davids forsøg på at tage et billede af pigerne