Vi var også i København og besøge gamle venner. Lige så unge som vi, bevares, men altså venner fra gamle dage, og gamle på dén måde som vi er ved at være det, med huskøb og putteritualer og ens kopper- alt det dér.
På vej derover spurgte David om folk også taler dansk i København? Det gør de gudskelov for det meste, og David og Selma og Elin taler det universelle børnesprog, som børn forstår alle steder og har talt til alle tider. Det består mest af "mit og dit" og "min tur og din tur" og "se!" og "hør!", men også lidt af pirater og hvaler og hajfisk og Halli-Galli, og "må-jeg-smage-din-så-må-du-smage-min?". Lille Nora på 8 uger lå på maven og så på, ind i mellem, og ind i mellem blev det for vildt eller hovedet for tungt, og hun lukkede de store øjne i og tænkte måske ved sig selv "jeg venter lige lidt endnu med dét dér leg..."
Vi mødre snakkede om det som mødre elsker at snakke om, i alle de små hjem hvor mødre mødes: om madpakker og normeringer og vinterbørn og børnebede. Mens far Mads bagte rugbrød og serverede te og kaffe i pæne kopper. Udenfor faldt der slud, og jeg pralede lidt med aaaalt det sne der altid ligger i Jylland, og så kom jeg til at savne Jylland lidt. Men David græd bitterligt da vi skulle hjem, og kunne DESVÆRRE ikke lyne lynlåsen med vanter på. Da vi kørte ud på Storebælt begyndte det at sne i store hvide fnug, og jeg fik VIRKELIG lyst til at prale helt vildt barnligt, og sende et billede af den jyske sne, men så var jeg så voksen at jeg ikke syntes det var en god idé at tage billeder mens jeg kørte på en motorvejsbro med mine to børn bagi, og det føltes sådan set fornuftigt nok, og ikke spor gammeldags.
