Søndag morgen kom Selmas veninde Maloucca og hendes mor væltende ind ad døren med gulerodskage og tømmermændsblik.
Hendes mor og Selmas mor havde nemlig om aftenen prøvet et par stykker af Malouccas fars fremragende rødvine, og var først kommet i seng for fem timer siden. Vi smed kagen i ovnen og fødderne på bordet, og ventede på at Selmas og Malouccas øvrige venner skulle komme. Jeg havde lovet ikke at støvsuge. (Men løftet omfattede jo ikke Torben, som desperat havde prøvet at redde min husmor-ære, og ikke kunne FORSTÅ hvorfor her ligefrem SKULLE se herrens ud når mødregruppen kom?!)
Terrassen lå badet i sollys og forårsdufte, bordet blev dækket med frugtfade, agurkestave og fetadip, sundhedskage, guldbagerbrød, lækre små nipseskåle og børnekopper og børne tallerkener og solcreme og cafe latte med lakridspulver. Himlen var blå og resten var grønt, og havde der været bier, havde de summet.
Mit hovede summede det også en smule. Danskvand og mødregruppesladder hjalp, og på et tidspunkt var bordet dækket og jeg lænede mig tilbage og så på Selma og Maloucca og Laura og Emil, der bumlede rundt i haven og knirkede og gokkede af den pure livsglæde.
Vi snakkede om at Laura kan farverne, og at inityol er fantastisk mod udslæt, og at solcreme og sandstrande er en pisseirriterende kombi, og at Camilla skal giftes og vi skal til globryllup, hvad skal vi give dem? Og hvor skal vi passe lille Sebastian imens? Malloucca stod på hovedet i sandkassen, Emil plukkede timian, og Selma og Laura kørte to på én motorcykel, forlæns og baglæns, og slikkede lidt på styret, og i volieren hoppede papegøjerne op og ned på deres pind og sang opera. Altsammen manifestationer af at livet er skønt og simpelt.
Så blev det eftermiddag og mødrene trillede hjem ad grusvejen.
Jeg vidste: "Jeg har en halv time!".
Jeg vidste den skulle bruges på at sove.
Det vidste Selma ikke. Mens jeg lå på græsplænen og lukkede øjnene, lå hun ved siden af mig og åbnede munden, og sluserne. Netop som jeg havde fået lagt hende i sin barnevogn og overtalt hende til at lege min leg, kom onkel Kristian slentrende ind på terrassen, og det var så længe siden at han ikke kunne genkende haven! Dels fordi vi har været flittige, og dels fordi han i mellemtiden selv er blevet haveejer, og det skærper blikket for lugede bede og nyslået græs. Jeg skød skylden for den pæne plæne på Torbenfar, og hoppede ind og lavede kaffe. Eva havde lige konfirmeret om formiddagen, og trængte også til en tår. Imens fyldtes terrassen af morfar og fiskestænger, en styrmand fra hans skib, og hendes halvstore og helsøde børn Maria og Oscar og Anna. Morfar fremviste stolt sin datters have og katte, sin førstestyrmand, og i det var tydeligt at se på ham hvordan han sad og tænkte på livets manifestationer af skønhed og enkelthed.
Torbenfar og Daviddreng kom hjem fra Reepark hvor de havde gemt sig for mødregruppen, og David og de andre børn lavede skattejagt med morfars landkort. Jeg kunne passende byde på en halv gulerodskage, et halvt frugtfad, grøntsagsstave med agurkedip, et halvt guldbagerbrød, og en halv kande hyldeblomsterdrik. Jeg lænede mig næsten helt tilbage og priste mit landhus i solskin og min madglade mødregruppe og min halvskøre familie.
Klokken 19 var der stille. Alle børn sov, og det gjorde min hjerne også.
Klokken 19:30 åbnede jeg Google og undrede mig over Europasymbolet i O'et. Og så sprang jeg op for at lede efter mit forbandede valgkort, som bare ikke skulle gemme sig lige nu! Åh, min sovende hjerne! Hvor var det valgkort?!
Klokken 19:50 fandt jeg valgkortet (i bogreolen), og smuttede ned og stemte. I bare tæer godt nok, men hvad.
Tak Google.
Jeg har hermed fortjent retten til at brokke mig over resultatet de næste fire år.
(Lorteresultat!)
