Den ligner en snotklat på landkortet, og er det hyggeligste sted på jorden. Da jeg var barn troede jeg at det måtte være sådan, der var i Nangijala, hvilket er intet mindre end Astrid Lindgrens version af Paradis. Gammeldags, børnevenligt, sommerligt, kringlet, hyggeligt og præmoderne. Der er fritgående børn, træskobal i forsamlingshuset, fisk på kajen (af fisker Kaj!), ø-sladder ved Købmanden og vindblæste piletræer langs vejene.
Det lille sommerhus er også vindblæst, og både sladder og fisk flyder frit indeni.
Bedstemor, Kristian og Eva og Lillelea befolkede det lille hus da vi kom sejlende derover midt i langfredagen, og sne og påskeharer flød frit i haven.
"Åh nej, påskeharen kan ikke finde sine påskeæg, fordi jeg har samlet dem ind!", udbrød David. Fluks blev den fredelige påskehare til en farlig påskeflodhest.
Torben fandt sine helt egne påskeæg i form af de eksotiske planter der trives så overnaturligt godt på den lille ø. Derhjemme kradser de vinterhårde palmer af mens fersknerne blomstrer på Avernakø.
Jeg fandt en lille nyfødt baby som jeg kunne nusse. Hun var altså påskens fineste påskeæg.
Og David fandt påskeæg i alle de haver han fik adgang til -men i Trines have fik han dog baghjul af Dikte og Julian, som har noget mere rutine i æggejagt. Han måtte ty til gavmilde donationer! Til gengæld fik han lov at komme med i kirke og få en kiks, som han kalder Jesu Kristi legeme. Blodet sprang han over.
Selma Johanne nød de mange varme arme der holdt hende, og der var ikke det smil, hun ikke fik smilet.
Men vinteren rakte sine lange kolde fingre ud efter os, også helt til påskeøen: påskeblomster, dem fandt vi ingen af. De dropper påsken i år. og Lillelea måtte pakke sine tasker og sine forældre og tage hjem med feber. Må den finger snart brænde sig på vårens varme!
 |
| Drengedrømmerier.... |
