Tilfældet ville at det blev forår. Åh, hvor har vi ventet længe på det. Siddet her og luret i vores starthuller, der langsomt fyldtes til bristepunktet med have-energi, gå-på-mod, og nye redskaber. Og som et yver der lækker ved kalvens første spæde brægen (bær venligst over med mine alt for gennemskuelige metaforer) så LØB Torben og jeg ud i haven med vores nyeste legetøj da foråret brød løs. Foråret brød nemlig løs med et sådant brøl at selv den gennemtjekkede mødregruppemor havde pakket sit barn ind til kogepunktet til babysvømning i mandags. Mit barn kogte ikke nej. Jeg er ikke tjekket, men min kæreste kan lave vejrudsigter!
Nå, vi LØB altså ud i haven. Og fordi vores nye legetøj er sådan en kompostkværn der vil fodres med havevis af kvas måtte jeg jo ud og rasere haven for overflødig biomasse. Vores have flyder over med overflødig biomasse. Jeg går så vidt at sige, det hænger på træerne. Og det gjorde jeg også. I to dage. Når ikke lige Selma hang på mig.
Og nu sidder jeg så her, 29-årig og pukkelrygget, og plejer mit hekseskud, der er så lammende at jeg ikke kan løfte en finger. Jeg vandrer rundt som en vandrende pind og klarer alt hvad jeg kan finde af oprydning i øjenhøjde. Resten må STAKKELS Torbenfar klare. Og han havde ellers besluttet at sætte sommerdæk på bilen idag eftersom nattefrosten ifølge hans egen vejrudsigt sluttede lige præcis i går. Da min ryg ikke står til rådighed må han ha fat i en donkraft.....
...Når han er færdig vil jeg låne den, så jeg kan stemme Selma op af sin kravlegård....
