Slikmonstre

Halloween er en af de dér fester.... amerikanerne får skylden for den, selvom den oprindeligt  blev bragt til USA som allehelgensaften af de katolske indvandrere, særligt dem fra Irland, hvor festen har endnu ældre rødder i den gæliske og keltiske høstfest.  Men halloween er blevet stylet om til ukendelighed i de 2-300 år i USA.  Skidt med det, uhygge og græskar er fint med os.  Vi pynter op til uhygge på den billlige og nemme måde, nemlig ved at lade spindelvævene hænge lidt i ugerne før!

Efterårsferie i Bomhuset:

Blodmåne over Djursland.  Det sværeste var "Djursland"-delen, men man KAN faktisk se små lys nede til venstre som gør det for Djursland.

Vi spiller spil 

Pepita samler æbler..

...og spiser dem på havregrøden

Busken har pyntet sig i halloweenfarver. En rigtig amerikanerbusk.

Børnene har bygget en hule. 

Vi har så mange æbler i år, at vi forklæder dem som slikmonstre for at få dem spist!

Add caption

Slikmonsteret med sit slikmonster

Han taber både næse og mund hvis han ikke køler lidt af nu...

Slikmonster familien....:

Selma er klar til det tredje sæt tænder....

Moesgaard trail

Kulturelle Ingermor: "Trailløb i Moesgaard lyder sejt...... det skal jeg da med til!"

(Ingermor gør ingenting uden sine veninder, og grundlægger derfor løbeklubben "De Forenede Sydslesvigske Skovtrolde": Kom venner, vi skal på Moesgaard Trailrun!  Kom nu piger, snør skoene! Go Go Go!")

Ambitiøse Ingermor (til sig selv): "Gad vide om jeg kan klare 12km trailen"
(Til veninderne: "Aaaarhh....jeg går bare efter 8km...!")

Begynder-Ingermor presser sig selv for meget.

Ingers øje, næse, øre, skulder og slot.
"Ork, jeg kan da sagtens løbe en tur selvom Torben siger det bliver regnvejr!"

Utålmodige Ingermor: "Arrrhh, det her løberi er sgu anstrengende..... hvornår bliver jeg endelig hurtig?!"
Klog veninde svarer at det er ligemeget med tiden, og vigtigere at man finde sit automatgear.
Overraskede Ingermor finder sit automatgear og løber 15km.
Stærke Ingermor er virkelig stolt af sin krop. Næste morgen (okay, den følgende uge) løber hun derimod ingen vegne.

Travle fuldtidsarbejdende småbørnsfamilieagtige Ingermor får kun løbet om aftenen. 

Opdager det bliver efterår, og løber videre i mørke. Farer vild pga manglende nattesyn. 

Som sagt laver Ingermor intet uden sin squad, og har her lokket sin stakkels Annetteveninde OG alle børnene ud i skoven til ruterekognoscering klokken 20 om aftenen i oktober måned.  Flot.

Virkelighedsjusterede Ingermor løber 8 meget stejle kilometer til Moesgaard Trailløb med rank ryg, mens hun undertrykker en astmatisk rallen.

De forenede sydslesvigske skovtrolde i højt humør.... før løbet.

Men næste år gælder det de 12!

Denne sommers pokémons

Hele verden er blevet invaderet af mærkelige væsner. De er overalt.  Lyssky, og med kejtede bevægelser. Indtil nu har de gemt sig i støvede kældre og formørkede værelser hos mor og far, men nu vandrer de omkring i gader og stræder.   Det er nørderne.  Alle de internetafhængige teenagere. Alle computerspillerne.

De jager pokémons.

Pokémons er lige så mærkelige væsner -  små monstre som åbenbart er usynlige med det blotte øje, men som kan ses igennem skærmen på en iPhone.
En app, der kan afsløre et parallelunivers.

Man fanger dem kun ved at gå rundt i den gammeldags virkelighed med sin mobile parallelunivers-portal.  Det er ret interessant: hele spillet kan koges ned til mærkelige lyssky væsner, der går rundt og fanger små mærkelige lyssky væsner med deres telefon.  Det er virkelig en slags zombie-apokalypse. Nørdernes forældre jager nemlig også pokémons. Og skolebørnene.  Og lærerne.  Og butiksejerne, forretningsfolkene, busschaufførerne, bibliotekarerne....
Hele den forkælede, inaktive, fedmeramte, umotiverede, stressede vestlige verden er kommet ud at gå.  Ja og også den østlige, nordlige og sydlige.

Nogle mennesker er virkelig FORARGEDE over spillet, og virkelig BEKYMREDE for om vi allesammen er ved at blive til autistiske zombies, og jeg overvejede da også at gå den vej, men.... tjah... jeg kan bare virkelig godt lide ideen om at alle kælder-zombierne er kommet ud i dagslyset.  Også hvis de har deres paralell-univers-portal i hånden.  Blandt nørder er der den grundlov, at man er konge hvis man er den første til at gennemføre et spil.  Pokemon Go's konge sagde hans bedste investering i spillet, var et par gode kondisko - han har tabt 13 kg siden han begyndte at jage Pokémons.
Så er der også det der med at når man har en søn på syv, er det bare klogt at blive lidt mere large med hvad man kategoriserer som farligt.


Efter vi således blev overtalt/smittet (på ø-lejr gudhjælpeme! Og endda inden spillet var kommet til Danmark!) er vi selvfølgelig med på bølgen - dog har vi udvidet definitionen af en pokémon lidt.

 

Græshoppe

 

Vi nærmer os forsigtigt en Veloceraptor-pokemon

David har fanget en Rana Temporaria

  

Pikachu af flødeskum og marcipan på kirkegården

En vand-pokemon set ved Vesterhavet

Deling af private oplysninger og samtykke.

Der har været lidt stille her i dagbogen den seneste måned.
Det har noget at gøre med at jeg har været på kursus. På kurser bliver der jo talt meget, og man går virkelig inspireret derfra, og somme tider bringer den inspiration én i en voldsom knibe, og man må gå og vride sig for at finde nye løsninger, indtil man endelig glemmer det man lærte på kurset igen.

Noget der blev talt rigtig meget om var børns grænser, og om hvor mange forældre overskrider deres børns følelsesmæssige grænser uden at tænke over det.  Det var virkelig interessant, lige indtil samtalen drejede ind på det dér med at overskride sit barns følelsesmæssige grænser ved at smide billeder af dem ud på nettet uden at have spurgt dem først.  Så blev jeg lidt stille, og lidt efter bekendte jeg mine bloggende synder, og de andre psykologer var selvfølgelig virkelig forstående, men alligevel havde jeg ikke rigtig lyst til at gå hjem og skrive i blog-dagbogen.
For hvad hvis mine børn ikke er enige i at jeg sender billeder ud af dem til adspurgte og uadspurgte, og i virkeligheden  til gud og hvermand (ingen skal være i tvivl, internettet er et offentligt sted)? Hvad hvis vi fik en stalker?  Hvad hvis børnene en dag ude i fremtiden bliver konfronteret med billeder og historier fra deres barndom af onde mobbende hævngerrige ekskæreste-terrorister?
Er der en hel generation af IT-natives der vokser op og kommer til at ryste på hovedet af den sorgløshed med hvilken jeg omgås internettet og privatsfære?

Det gik jeg og tænkte over det i en måneds tid, indtil det for et par timer siden slog mig, at det sandsynligvis bliver omvendt.  De vil ryste på hovedet af alle mine bekymringer ligesom unge mennesker har rystet på hovedet af deres forældres bekymringer lige siden tetrapoden Tiktaalik til sine forældres store bekymring begyndte at klatre ud af ursuppen for at undersøge jorden over vand for 395 millioner år siden.

Tib og Selmita vil sandsynligvis synes at det er totalt gammeldags at tænke på online fora som et sted der har noget som helst med privatsfære at gøre.

Men der var også spørgsmålet om hvorvidt det er okay at dele billeder og historier af og om dem med andre - især nu hvor de er ved at være så store at de faktisk har en mening om ting.  Det var mildest talt et gennembrud i sagen da jeg kom på den idé at spørge dem.  De synes begge to at det er helt okay.

Spørgsmålet om private oplysninger og samtykke er hermed foreløbigt afklaret, og jeg kan nu med ro i mit gammeldags postmoderne sind, dele videre af vores privatliv.  Jeg samler løbende de mest mindeværdige/de mindst åndssvage dagbogsnotater i en årlig "huskebog", og på et tidspunkt vil jeg lave den sidste.  Måske siger børnene en dag at de vil være med til at skrive på bloggen, og måske overtager de den en dag, eller lukker den, eller sælger den til en multinational koncern, og så må jeg jo tage det derfra.  Her er to virkelig nuttede portrætter.  De tjener som digital underskrift indtil børnene får deres eget nem-id.

Er det bare mig, eller ser Tib alligevel lidt bebrejdende ud?  Og vil hans kommende arbejdsgiver mon klandre ham for hans eksploderede hår?  

Arh mor, pjat med dig, bare gi' den gas!

Læsetid

Dagbog

 Jeg læste en artikel idag hvor det blev anbefalet at skrive dagbog hele livet, fordi ens minder er sådan en glæde at genlæse når man er blevet senil. 

Det synes jeg er en ret nedslående måde at sige det på.  Især når jeg tænker på hvor jeg elsker at genlæse bloggen med jævne mellemrum fordi jeg elsker alle de ting hende dér Ingermor oplever.  

Men okay, det her indlæg er til mit fremtidige senile jeg - vi ses om et par måneder. 

Op i morges til Peer Gynt. Den skal bare gå et andet sted hen og være morgenfrisk, og lade mig sove videre! For tiden prøver vi en ny morgenmodel hvor Torbenfar er den der finder børnenes tøj, og jeg laver madpakker. Torben finder så fine ting at jeg er helt overrasket! Rugbrødet var derimod muggent - den bedste undskyldning for at lave lækre franskbrødssandwiches! 

På arbejde: vi havde besøg af socialtilsynet. Det er ligesom en 6-timers mundtlig eksamen - gudskelov var jeg kun på i de første 3 timer, og mit pensum ligger efterhånden på ryggraden. Det venter bare på at nogen spørger. De næste to-tre timer måtte jeg "babysitte" en af vores drenge, som kom til os for halvandet år siden som en socialt forkrøblet, agressiv og fobisk misbruger på risikovurdering rød. Idag gik jeg med ham på pokémonjagt i botanisk have og på café i væksthusene. Note til mig selv om et par måneder: mit arbejde styrer. 

Efter arbejde: ringe til ejendomsmægleren, han tog den ikke. 

Derhjemme igen viste det sig at Selmas børnehave havde haft cykeldag, men Selma havde ikke haft nogen cykel med. Det er sur røv. Intet er så nederen som bebrejdende børne- og pædagogøjne.   

Derhjemme: Torben lignede ikke én der havde været på café. Ejendomsmægleren ringede tilbage, men alle talte i munden på hinanden, så jeg tog den ikke. Vi stegte bami goreng i panden og pakkede det i rygsækken, og cyklede ud i skoven for at indhente Selmas cykeldag. Skøn miniudflugt med minifrøer og brombær. På hjemturen var børnene flade og eksplosive, og på et tidspunkt var jeg pludselig også flad og alt voksent forlod mig: 

David: "hvis i én gang mere siger at jeg skal cykle hurtigere, så BLIVER JEG HER OG SOVER I SKOVEN!!! 

Ingermor: "cykl hurtigere...!"

David: "Jeg MENER DET!!!" 

Ingermor: "cykl hurtigere...! Hvad vil du gøre nu?!"

Derhjemme foreslog jeg David at han jo kunne sove alene ude i legehuset hvis hans stolthed krævede det, og han altså ikke syntes det ville blive for uhyggeligt. Han takkede nej.  

1-0 til Ingermor, 3 år.

 

Da børnene var puttet fortrød jeg at jeg havde været så sur, de er jo kun små så kort tid. Så kom David ned og bad mig klø ham lidt på ryggen, og alt var godt igen. 

I min fritid træner jeg til Moesgaard trail løb.  Man må jo holde sig i gang. Min tid her til aften var 5,2km på 32 minutter.  En ynkelig tid, som jrg håber hang sammen med at mor ringede efter 2 km - vi fik os en lille snak om tilstandsrapporten på det hus vi vil købe. (Hun snakkede, jeg pustede). Jeg kunne ikke helt overskue det, selvom jeg ved at det hun sagde, er pænt vigtigt.   Gudskelov havde jeg ikke fået fat i ejendomsmægleren!

 

En mors fødselsdag

Det er noget af en øvelse for hele den stakkels familie når mor har fødselsdag.  For til hverdag er det sådan at mor er ret selvkørende, og ikke har brug for særlig meget pleje.  Hun er så at sige "low- maintenance".  Det er de fleste mødre faktisk.  Ellers bliver de det.

Okay ja, og nu siger jeg det højt: Jeg ER faktisk ikke low-maintenance. Men man kan så sige at jeg er blevet ret self-maintaining. Aldrig bange for at rose mig selv... eller bage kage til mig selv. Det fungerer fint, og hvis jeg mangler noget, er der altid søde mennesker omkring mig der træder til.  Så spørger jeg fx: "Var det ikke bare en killer kage jeg bagte?!"  De siger altid "Jou da!" og kigger kun sjældent mærkeligt.

Men alt det fungerer ikke rigtigt på ens egen fødselsdag, og derfor bliver dagen altid lidt akavet for familien.  Det er lidt som at bede dem danse tango - baglæns.  Og det er ikke engang mig der beder dem, men... traditionerne! Systemet.

Aftenen forinden blev der hygget ind med øl og vin og skumfiduser og gode venner - livet er herligt!

Systemet kræver at vi forkæler mor, for på ens fødselsdag må man bestemme alting, og alle skal forkæle én.
I år endte det med at vi ved tre-tiden stod ude på én eller anden eng, 4-5 km fra Sletterhage. Vi vidste ikke helt hvor vi var, og det var kun mig der syntes det var med vilje.   Selma ville ikke gå længere, David sukkede højt, og Torben prøvede at sige ingenting. "Den ENESTE ting jeg ville, på min FØDSELDAG- var at gå en tur!" sagde jeg bebrejdende og selvmedlidende (Selvmedlidenhed hører med til selv-vedligeholdelsespakken).

Alle var lettede da jeg endelig bestemte at vi skulle vende om, og nu kunne Selma pludselig godt gå igen, og det var lavpunktet. Da vi så var gået lidt, var det som om at den dårlige stemning forsvandt, sammen med alle forventinger. Vi slog os ned på engen, spiste picnic og blev enige om at der da alligevel var aalt for langt til Sletterhage, og at det var meget smartere at tage bilen derned. Torbenfars største talent er at finde på noget sjovt at lave i selv de værste livssituationer. Bl.a. fandt han for 100 år siden under obligatorisk museumstur med historieholdet pil-selvrejer på et lokalt marked som vi hyggede os med - og da vi skulle vente i timevis på at én eller anden vigtig bygning i Wien skulle åbne så vi kunne komme ind og se den, fandt han på at tælle hvor mange af de forbipasserende der nyste mens de gik forbi, fordi bygningen var så overdrevet hvid at det ifølge hans teori kildede i næseborene.
Nu fandt han på at fange græshopper og guldsmede på engen. Det var genialt. Bedre end alverdens pokémons.

Og vi fangede de vildeste små monstergræshopper, jeg i mit liv har set.

Bagefter kørte vi til Sletterhage, og skidt med vi ikke var vandret dertil, der var flot alligevel. Vi vinkede ud mod Tunø og Samsø, hvor min far lå og sejlede rundt med eftermiddagsholdet.

Om aftenen gav jeg pokker i al den forkælelse, og tog på strandbaren og fik mig en Dark 'n Stormy med Kadi, og lod fødderne dingle fra havnemolen.

En perfekt afslutning på en rigtig mor-fødselsdag!