Hverdagsbillede #3

Jeg praktiserer stadig min helt unikke metode med regntørring af vasketøj, beskrevet tidligere her på bloggen:

80'er sommer!

Kun fjernt inspireret af facebook, kommer her en liste over ting, jeg vil gøre for mine unger denne sommer.  Ting jeg vil gøre for at udvikle dem som mennesker.  Ting jeg vil gøre for at give dem rødder og vinger. Ting jeg vil gøre i håb om at de vil huske sommeren ligeså magisk, romantisk, eventyrlig og SJOV, som jeg husker mine somre, back in the day da jeg var lille.

1. Lade jer passe jer selv

Jeg vil smide jer ud af huset uden at fortælle jer, hvad jeg tænker i kunne finde på at lave.  Uden anvisninger, uden inspirerende legetøj, uden at jeg først skal bygge et univers for jer.  Jeg vil sige til jer at jeg er voksen og ikke gider lege. Lav ulykker! Stik af! Ked jer! Og find selv ud igen! Og der er ingenting der er forbudt, for jeg lover at jeg vil prøve ikke at kigge.

"Mor, jeg keeeeeeeder mig!  Vil du ikke nok underholde mig?"

2. glemme solcremen

Jeg vil ind i mellem styre min lyst til at smøre eller pakke jer ind i noget der kan BESKYTTE JER imod universets stråling.  I får heller ikke anti-kløe spray på jeres myggestik.  Jeg køber heller ikke antihvepselåg til jeres sodavand.
Okay, del af dette punkt opfyldes alene ved at jeg faktisk glemmer solcreme.
Men det må godt klø.  Huden må godt skalle af.  I må godt få hudafskrabninger på knæene. Lysende minder fra min barndoms somre:  Plastre.  Nulre skallende hud af.   Hudafskrabningen fra trappen i Kaptajnens Hus.  Hudafskrabningen fra muren rundt om haven i Prinzenstrasse. Hullet i knæet fra cykelbakken.  Den flækkede storetånegl fra landevejen ved Brundby mark. Ryggen der brænder af lidt for meget sol.  Hvepsestikket som jeg fik et halvt løg på af far.  Hvepsestikket nogle år senere som jeg fik is på af morbror Søren (!!) (Is er bedst!!).  Hvepsestikket på tungen i Sydafrika (Ja okay, lidt for langt ude. I får et sugerør til den sodavand så. Men tænk sig, jeg overlevede!).

"Ej mor, seriøst. Nå, men så må jeg jo selv...."

3. Lade jer se fjernsyn

Masser.  Ej okay, en halv time om dagen.  Men jeg vil prøve at være ligeglade med om i overholder det.  Nu forholder det sig tilfældigvis sådan at vi ikke har fjernsyn på et sprog, i gider at forholde jer til (tysk), men se netflix! Især alt det upædagogiske lort med reklamefarver og talende biler. Voldbrug fars iPad og mors iPhone, til den hænger jer ud af halsen!  Jeg tænker lykkeligt tilbage på eftermiddage hvor mor praktiserede punkt nummer 1, og lillebror Kristian råbte gennem huset  "Ingermariiiieeeeee!  Der kommer BimBamBinoooooo!"
"Ingermariiiieeeeee!  Der kommer WunderbareJaaahree!"
"Ingermariiiieeeeee!  Der kommer ParkerLeewiiiiis!"
Vi så fjernsyn og spillede gameboy alt det vi overhovedet kunne komme afsted med. Men vi fik ikke firkantede øjne after all.  Vi fik næsten ikke adfærdsforstyrrelser, vi blev ikke tykke, eller syge, eller asociale.

"Ting jeg gjorde" af Maren Uthaug

4. Sætte jer i arbejde
Jeps.  Mine somre EMMEDE af børnearbejde, og jeg husker det som de sejeste og kedeligste træk, og som de sejeste succeser.  Vi hjalp bedstemor i haven, og fik hver et blomsterbed som vi måtte kalde "vores" (på et sted uden sollys godtnok, men det var SÅ sejt!).  Jeg skamklippede hendes buske, og synes selv jeg var den fødte gartner.  Hun og jeg slæbte grus og sand som vi stjal fra klinten til hendes havetrappe, og jeg var dybt skuffet da vores flotte resultat skulle opfriskes igen året efter.  Kristian og jeg malede og restaurerede en båd sammen med far en hel sommer, og som betaling for ægte indsats, fik vi en ægte 25% del af båden hver, med et ægte skibsskøde. Vi rev blade sammen fra det store valnøddetræ, og vi slæbte flasker til genbrug, og vi stak ned og hentede avisen, og vi dækkede bord og dækkede af igen (den mest trælse tjans, bortset fra det med valnøddebladene).  Og vi fik betaling i klingende mønt, og for den købte vi usundt lækkert stads, og den dag jeg stod og havde min egen have, vidste jeg hvordan man stikker mælkebøtter og beskærer buske, hvordan man lakerer med tokomponent-lak, hvordan man splejser tovværk, syer knapper i, ordner kontoudtog, jeg ved hvordan man kører traktor og stabler halmballer, hvordan man muger ud og hvordan man vasker gulv med lud.

Hverdagsbillede #2: David har lavet morgenmad til mor på sengen. Vi sover på sofaen for tiden, fordi håndværkere har indtaget vores overetage!

5. Lade jer spise usunde ting
Okay den er tough.  Fordi jeg ved at David er chokoman. Altså på den måde hvor han styrter ned under sofabordet med en pakke chokolade han har fundet, gemmer sig, og flår pakken op med rystende hænder, og stopper det ind i munden uden nydelse, kun med henblik på at få så meget ned som muligt inden nogen opdager det.
Men i skal ikke forbinde flødeskum med skyld og skam, i må gerne forbinde dryppende pinke iskugler med sommerglæde og forkælelse.  Jeg lover jer at jeg vil tage ansvar for at i får så meget næring i jer, at jeg med ro i sindet kan lade jer guffe vingummi, softice, syltetøj, smarties, pandekager, skumfiduser og -bevares!-sodavand, bagefter. Og en vitaminpille oveni, for en sikkerheds skyld. Jeg vil fortælle jer om forskellen på mad og slik, men jeg vil også gerne indrømme at slik hørte med til en skøn sommer i den barndom jeg kommer fra! Og en skøn jul!  Og en skøn påske og en skøn fødselsdag, og en skøn filmaften.

Top 10 bedste sommerminder: Liller og Jürgen ejer en lejrskole.  Til lejrskolen hører der en slikbutik!  Oppe i Kristians og mit hovede: = VI ejer en slikbutik!!!

6. Smide jer sammen 
Et lidt anstrengende punkt, fordi det faktisk kræver handling fra min side. Jeg vil køre jer ud til venner, og invitere dem her hjem.  Kom Noah, kom Trisstan og Maloucca, og frække Frida, kom Yamuna og Lucia og kusine Lea og Liva og søde mødregruppebabyer!  Kom Malenes unger, og Julias unge, og Leefkes unger, og børnehaveunger og førskoleunger og tysklandsunger og avernakøunger.  Kom og rod i hinandens legetøj, kom og slå lidt på hinanden og find på nogle nye narrestreger sammen bagefter. Byg en hule. Huler er perfekte til punkt 1 og 5. Fald i søvn i hulen når i ikke orker mere.  Imens kan jeres mødre jo passende drikke rødvin og kigge den anden vej.

David viser Lea Selmas tænder

7. Bygge noget
Når det ikke er tid til punkt 1, er det tid til at bygge et univers for jer. Et sted oppe i Lapland står eller ligger resterne af en aldrig helt færdigbygget legehytte af fældede birketræer og grene.  Jeg nænnede ikke at rejse fra projektet!
Jeg lover at lave ting med jer som er svære, og uforudsigelige, og ikke fastlagte fra starten af.   Noget hvor i kan bestemme og styre og  lade fantasien gå amok, samtidig med at i har mine stærke arme, mit værktøj og symaskine, min koordinerede bevægelser, mine bygge/finde/ordne/sy og andre skills til rådighed, og ikke mindst mit Dankort.  Det må godt blive stort, og grimt!

Vi starter med et hegn

En uforståelig vejledning i at bygge et Baumhaus

8. Lave noget ordinært
Når vi ikke længere orker at være kreative, lover jeg at vi tager i Djurs Sommerland og konsumerer sjov og spænding og underholdning i lange baner der ligger klar og ikke kræver andet af os end at vi spænder selen, svinger dankortet, og læner os tilbage.

David i cirkus

David på elefant i cirkus

Hverdagsbillede #1

Selma og Sysmund spiser morgenmad

Sommersøndag

Remember to capture - capture to remember.  Der er så mange dejlige dage sammen med børnene, som vi gerne vil huske, og så mange travle indimellem, som gør at vi glemmer dem!
Søndag morgen kom Selmas veninde Maloucca og hendes mor væltende ind ad døren med gulerodskage og tømmermændsblik.
Hendes mor og Selmas mor havde nemlig om aftenen prøvet et par stykker af Malouccas fars fremragende rødvine, og var først kommet i seng for fem timer siden.  Vi smed kagen i ovnen og fødderne på bordet, og ventede på at Selmas og Malouccas øvrige venner skulle komme.  Jeg havde lovet ikke at støvsuge.  (Men løftet omfattede jo ikke Torben, som desperat havde prøvet at redde min husmor-ære, og ikke kunne FORSTÅ hvorfor her ligefrem SKULLE se herrens ud når mødregruppen kom?!)

Terrassen lå badet i sollys og forårsdufte, bordet blev dækket med frugtfade, agurkestave og fetadip, sundhedskage, guldbagerbrød, lækre små nipseskåle og børnekopper og børne tallerkener og solcreme og cafe latte med lakridspulver.  Himlen var blå og resten var grønt, og havde der været bier, havde de summet.

Mit hovede summede det også en smule.  Danskvand og mødregruppesladder hjalp, og på et tidspunkt var bordet dækket og jeg lænede mig tilbage og så på Selma og Maloucca og Laura og Emil, der bumlede rundt i haven og knirkede og gokkede af den pure livsglæde.

Vi snakkede om at Laura kan farverne, og at inityol er fantastisk mod udslæt, og at solcreme og sandstrande er en pisseirriterende kombi, og at Camilla skal giftes og vi skal til globryllup, hvad skal vi give dem? Og hvor skal vi passe lille Sebastian imens? Malloucca stod på hovedet i sandkassen, Emil plukkede timian, og Selma og Laura kørte to på én motorcykel, forlæns og baglæns, og slikkede lidt på styret, og i volieren hoppede papegøjerne op og ned på deres pind og sang opera. Altsammen manifestationer af at livet er skønt og simpelt.
Så blev det eftermiddag og mødrene trillede hjem ad grusvejen.

Jeg vidste: "Jeg har en halv time!".
Jeg vidste den skulle bruges på at sove.
Det vidste Selma ikke.  Mens jeg lå på græsplænen og lukkede øjnene, lå hun ved siden af mig og åbnede munden, og sluserne. Netop som jeg havde fået lagt hende i sin barnevogn og overtalt hende til at lege min leg, kom onkel Kristian slentrende ind på terrassen, og det var så længe siden at han ikke kunne genkende haven!  Dels fordi vi har været flittige, og dels fordi han i mellemtiden selv er blevet haveejer, og det skærper blikket for lugede bede og nyslået græs.  Jeg skød skylden for den pæne plæne på Torbenfar, og hoppede ind og lavede kaffe.  Eva havde lige konfirmeret om formiddagen, og trængte også til en tår.  Imens fyldtes terrassen af morfar og fiskestænger, en styrmand fra hans skib, og hendes halvstore og helsøde børn Maria og Oscar og Anna.  Morfar fremviste stolt sin datters have og katte, sin førstestyrmand, og i det var tydeligt at se på ham hvordan han sad og tænkte på livets manifestationer af skønhed og enkelthed.
Torbenfar og Daviddreng kom hjem fra Reepark hvor de havde gemt sig for mødregruppen, og David og de andre børn lavede skattejagt med morfars landkort. Jeg kunne passende byde på en halv gulerodskage, et halvt frugtfad, grøntsagsstave med agurkedip, et halvt guldbagerbrød, og en halv kande hyldeblomsterdrik.  Jeg lænede mig næsten helt tilbage og priste mit landhus i solskin og min madglade mødregruppe og min halvskøre familie.

Klokken 19 var der stille.  Alle børn sov, og det gjorde min hjerne også.
Klokken 19:30 åbnede jeg Google og undrede mig over Europasymbolet i O'et.  Og så sprang jeg op for at lede efter mit forbandede valgkort, som bare ikke skulle gemme sig lige nu!  Åh, min sovende hjerne!  Hvor var det valgkort?!
Klokken 19:50 fandt jeg valgkortet (i bogreolen), og smuttede ned og stemte.  I bare tæer godt nok, men hvad.
Tak Google.
Jeg har hermed fortjent retten til at brokke mig over resultatet de næste fire år.
(Lorteresultat!)

Abeegern - en overset art

Tib har i lang tid jævnligt informeret os om at han er et abeegern.  Vi har nikket og lyttet interesseret, men har har tydeligvis slet ikke sat os godt nok ind i denne lille oversete art.  Det har ført til mange skideballer og opsange af David, så her følger den første samlede beskrivelse nogensinde af arten Pongo Sciurus Imgaginaris.

Bemærk de store fødder og lange kløer.  Torsoen mangler, men dækkes til gengæld af tæt pels. 

Abeegern er gode til at klatre, og kendetegnes primært ved deres lange skarpe kløer.  De har ikke nogen krop, så deres mad ryger direkte ned i fødderne, derfor er disse også meget store.  De kan godt lide grøntsager, og de elsker bark.  

- Abeegern har ikke nogen ører, derfor kan de ikke høre opfordringer, henstillinger, påbud, forbud, påmindelser.  En omstændighed vi glemmer igen og igen. 

- Abeegern kan godt kradse, hvis de bliver meget sure, og mennesker er derfor principielt bange for dem.

- der findes 6 forskellige underarter: 

Kraslo, det er dem der kradser når de bliver sure. David er en kraslo. 

Biklo, de bider når de bliver sure. 

Kraslo og biklo lever i bure i fangenskab, bl.a. i Reepark, og herhjemme hos os. De vildtlevende arter der ikke lever i bur er:

Mavom, er faktisk så små at de er nogle bakterier der er nede i maven,

Kaumbi, er sådan nogle der spiser alt ens mad når man er på camping og åbner madkurven,

Glarpfer kendetegnes ved at de redder sig fra at blive spist af giraffer ved at klatre op på disses hoveder.

Brændstoffer er abeegern som ikke bliver brændt selvom de rører ved ild. 

Ordbær

David fortæller om sin ven, der i hemmelighed har nupset noget slik og spist det.

David: "Men skolebørn kan godt lade være med at spise slik, når de ikke må"

Far: "Ja.  Og du er faktisk også god til at lade være med at spise ting som du ved du ikke må"

David: "Er jeg?"

Far: "Ja.  Fordi du er klog."

David: "Er jeg? .....så må jeg være alt for klog."

Superhelten 5 år #2: festen

Børnehavevennerne stod (hoppede, steppede, trippede) omkring mig og forsøgte at finde ud af hvilken superhelt de havde i sig. Først gik det strygende: "Hulk!!!" " Så er jeg superman!" Jeg er Ironman!!" "Jeg er.....øh......" "Du kan være Batman!" "Ja, Batman!" "Spidermaaan!"  Den gamle superkvinde-mangel lever stadig. Den sidst eville absolut også være Hulk.  Den første Hulk gav sig meget modent, afleverede sin indre Hulk og valgte i stedet Robin Hood. En fantastisk superhelt synes jeg! I mangel på bedre kvindelige superhelte blev jeg udråbt til at være Mille fra Supertrioen.  Dagens sorteste øjeblik. Mille er et talende marsvin.
De små superhelte fløj gennem skoven. Bortset fra at de var så frygtindgydende at hestene holdt sig LANGT væk, til Ironmans store fortvivlelse, gik jagten som smurt.

Heltene lagde hovederne i blød, stormede afsted, holdt øje med krokodillerne, hjalp hinanden,  fandt på andre, kreative løsninger, skiftedes til at bestå prøvelser, heppede og applauderede. 

Jeg skulle næsten ikke gøre andet end at oversætte de gamle matadorkort fra "Du har vundet i klasselotteriet, modtag 200kr af hver medspiller" til "for at finde skatten skal man bevise at man ikke er bange for at hoppe over klipperne i krokodillefloden! Superhelten med de længste ben og hoppe-superkræfter, træd frem!"  Robin Hood måtte hen og meddele at nu blev han altså lidt bange.  For han troede ikke der fandtes krokodiller i Danmark?

David Spiderman klatrede dødmodigt op ad det væltede træ, alle hans venner heppede på ham, og som det lille abe-egern han er, nåede han hurtigt op til brevet og ballonen, men huha, da han skulle ned igen svandt superkræfterne ind! 

Hans venner var allerede ved at hoppe, steppe, flyve videre, men spiderman kunne simpelthen ikke få ballonen af grenen, og pludselig var han den lille nyfødte frø, der lå i mine arme for fem år siden og lagde hele sit liv og hele sin sjæl og alt dens tillid i mine hænder.  Hurtigt, så hans superheltevenner ikke så det, løftede jeg en meget taknemmelig pspiderman ned fra himlen, og satte ham på den sikre skovbund. 

Ballonen blev hængende som en pinlig påmindelse, og Hulk blev ærgelig over det, men skyndte sig videre, for Batman var allerede på vej op i jægerens tårn, hvor han fandt kringler, kæmpe kringler, der kunne oplade ens superkræfter hvis man spiste den siddende i solen! Fryd og gammen, og ivrige smaskelyde. 

Spidermans kringle blev væk, men Robin Hood delte gerne sin. Da alle drog videre, sad Ironman stadig fortvivlet og proppede sig med superkræfter, for de skulle altså oplades HELT! Imens skreg Hulk omme foran: "Wåååååååårrrh, en HYRDETASKE!!!" Ja, jeg vidste heller ikke vi har en blomst i Danmark ved navn hyrdetaske.  Tak, Hulk, 4 år.

Skattejagten endte ved den krokodillefri bæk, med seks superhelte der vold-tømte deres sidste superkræfter (hurra for det talende marsvin!) med at grave ca 20 cm ned skovbunden hvor de fandt en gammel skattekiste ("Den er fra Rema 1000!!!!" råbte Ironman fordi der udenpå kisten var viklet en ikke helt forhistorisk plastikpose). 

Jubelen var stor da kisten kom op og spiderman kunne dele ud af karameller, caprisonne, transfer-billeder, og flødeboller. 

Trætte og fulde af skov og karamel, trampede superheltene det sidste stykke hjem, og Mille Marsvin var lykkelig.  Lige indtil hun midt i fødselsdagskagen lagde mærke til de seks par sorte superheltehænder, der skulle have været vasket!! Midt i afvaskningen kom Selma Johanne ind ad døren sammen med hendes veninder Maloucca og Michelle. De fik stukket en kop kaffe hver. Nogen sørgede for at Selma og Maloucca afleverede deres igen i bytte for en kop vand.  Pludselig var klokken fem, superheltene blev hentet, og dtilheden ringede i vores ører.  Mine superkræfter slap op efter at have ryddet ldit op, så Torben Superfar smed pizza i ovnen, og Kadi Supertante kom forbi og rundede en skøn dag af med en skøn aften og en skøn voksenøl.