Tirsdag,
+1*
Hästbergsätern - Skrocksätern - Ransbyshelteren
Snemand frost 1, 2, og 3 stavrer omkring i den primitive hytte og gør sig morgenklar. Alle de stive led og muskler holder deres løfte om at bære os, men også løftet om at skrige til himlen efter gårsdagens strabadser. Min kvindelige makker driver alligevel af overskud, hun varmer hjemmebagte boller på den grimme ovn og pisker en stemning op. Herude, begynder jeg at forstå, er den gode stemning noget man pisker til det sidste, man har ikke råd til at miste den. Derfor de absurd glade sange ude i den absurd sorte nattevandring. Derfor skraldlatteren i stedet for medfølelse. Derfor er der ingen kære mor, fordi den kære mor forlængst havde overtalt os til at bakke ud. Kun en kold og kynisk selvsikkerhed, og tro på at grænser kun er markeringer af hvor det sjove begynder, kan få os til at gå videre.
Vi kommer lidt for sent ud, klokken er ni, og det går ned ad bakke i scootersporet fra vores veloplagte aftenbesøg. Vi ruller derudaf de første timer. Ved middagstid skal vi over et lillebitte pas uden afmærkninger og uden spor, sneen står os til hofterne, vi skubber os frem og op. En yderligere beskrivelse af den kommende time ville være en lang, pinefuld kliché. På den anden side finder vi en langrendsløjpe, som vi beslutter går den rigtige vej. Da den ikke gør det mere er vi helt derude hvor det sgu også er ligemeget, og fødderne bare går. Benene har simpelthen opbrugt deres taletid, og lige så langsomt kan jeg høre andre tanker inde i mit hovede. Tanker om et fuglekvidder omkring os, for eksempel, og om en smuk blomst der er lige ved at springe ud under sneen. Desværre viser det sig at jeg i min tvivlsomme mentale tilstand har set en blomst hvor der i virkeligheden kun var en afbrækket død kæp.
Vi ankommer uden større armbevægelser som de første til vores træfpunkt klokken halv tre. Ikke et øje er tørt, og skulderklappene fra de store karle er lige ved at vælte mig. Jeg går på vandet! Ja faktisk: for mens de stakkels jobsøgere bliver lullet ind i noget pædagogisk væveri i den varme hytte, kommer jeg ud at køre på bagsædet af den berømte snescooter ud på søen. Med omtrent halvandenhundrede kilometer i timen hamrer vi ud over isen og æder en strækning som jeg har brugt de sidste halvanden dage på at tæske min krop igennem. Det går så hurtigt at tågepartiklerne føles som sandkorn. Jeg elsker mit nye job!!
I hytten afprøves også skovarbejdernes foretrukne spise:
kolbulle, en bålpandekage så fæl og fed at man kan leve af den i flere dage. Hvilket vist også var meningen i de gamle skovhuggerlejre...
 |
| Kolbulle på skrocksätern |
Da klokken nærmer sig aftensmadstid har turledelsen opnået sit mål: sindene har lullet sig ind i den tro at det er her vi skal sove, kampgejsten er sat i tomgear, og mørket er faldet på. Vi sendes i nye hold ud på jagt efter vores sheltere, som ligger 3-4 timers vandring væk. Tre store slagne krigere bliver tilbage i hytten, de har kæmpet til det allersidste, men er gået i knæ over feber, ødelagte knæled og alt for lidt nattesøvn. Mit nye hold består af elgen, der tramper afsted og rydder hele underskoven for os. Ulven, som så gerne vil op at strejfe på de små veksler rundt omkring gennem skoven, og mig, uglen med de store øjne.
Vores elg laver en farbar sti, og jogger også gerne rundt om en sø for at finde vores shelter til os i mørket, mens vi står tilbage med hans rygsæk og nyder synet. Da lejren er etableret traver elgen ud i skoven og fælder et par udgåede grantræer, og selvom bålet bliver for vådt til virkelig at futte, er vi ikke til at hugge og stikke i. Vi får kort besøg af en fjern lyd fra det andet hold ude i skoven, som stadig leder efter deres shelter ude i mørket, senere viser det sig at de ender med taknemmeligt at lægge sig til at sove på et lille vildmarkstoilet, alle tre mand.
Røverhistorierne og al vores energi er forlængst brugt op, så vi lægger os salige ned i vores sovegrej som består af en silkeinderpose, en sovepose, og uden på den endnu en sovepose, og uden på den et soveposeovertræk mod vind og vand. Inden i soveposen har vi en fjeldvarmedunk, der består af det kogende varme snevand i vores drikkeflaske, og med de fugtige sokker fra dagens vandring udenom. Natten igennem har man det lunt og dejligt, og næste morgen har man tørre sokker.
 |
| Nu med økse |
På dette tidspunkt er jeg så høj af min egen selvovervindelse, de skønne bekendtskaber og den flotte natur, at vandringen igennem sneen føles nøjagtig som at gå på vandet. Natten igennem sover vi som sten i vores flotte shelter.
Onsdag d. 11/12
-1*
Ransbyshelteren - Klarälvsbyn
Den sidste etape. Ruten siger vi skal op på en meget genstridig rygning, som vi skal følge et godt stykke inden vi nærmest glider ned ad skrænten ned i Klarälvsdalen. Det er et kort stræk på cirka 5-6 km, men med ben i. Alle er enige om at vi i stedet vælger at gå ad grusvejen, som godt nok ikke er ryddet, men til gengæld åben og lige, og uden ben i. Men så kommer fanden op i mig, og jeg tager kortet i hånden og tænker på hvad jeg egentlig har at miste og at vinde. Et eller andet sted er jeg allerede ude over det punkt hvor den bundløse hvide skov og den endeløse sti den gemmer under sneen kan røre mig. Vi trækker op over fjeldet.
Fra det øjeblik går vi alle tre på vandet. Sneen er ikke mere noget benene undrer sig over, den er bare det man pløjer sig igennem når man går. Oppe nær spidsen letter tågen, og solen bryder igennem.
 |
| Sol fra udsigtspunktet over Sysslebäck |
Elgen, som er gået forud, ser en anden elg, én af dem med fire ben. Desværre når vi kun at høre den, men her får jeg alligevel naturen mistænkt for at være en rørstrømsk romantiker bag ved al den bitterkolde hårdhed.
 |
| Solskin |
 |
| Solen |
 |
| Julestemning |
På vej ned ad æggen forærer den os et ulvespor på størrelse med en underkop, som vi følger over flere hundrede meter. Sneen drysser fra de tunge træer, og ulven og jeg synger "Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøøn er sjælenes pilgrimsgang gennem de favre riger på jorden!" og englene synger med.
 |
| Ulv |
Da vi for første gang i tre dage hører menneskelarm der ikke kommer fra vores egne, stopper vi op og spiser den sidste proviant, drikker snevand (som stadig smager lige frygteligt) og ser skoven som det den er, helt uden overlevelseskamp og fjendtlige følelser.
Nede i hytten bliver vi modtaget af så megen varme og huslighed, at kontrasten næsten vælter mig.
Jeg hælder de sidste slurke smeltevand i vasken, dem som vi havde gemt til det scenaie hvor en af os brækker et ben på den sidste kilometer, og tager et varmt bad.
 |
| Mig der står på vandet-- |
