27. januar 2014

Tiden efter Selma tog sine første skridt har været meget hektisk. Ikke så meget pga arbejde og sligt dagligdags sysleri, men fordi jeg altid i panik styrtede afsted for at finde et dokumentationsapparat, når Selma tog afsæt. Mens hun væltede uden mors arme til at gribe sig, stod jeg og fumlede med tastaturlåsen.

Men jeg øvede mig! Senere blev jeg så god at jeg kunne nå at optage Selma mens hun væltede.

Efter det kom der en periode hvor videoerne netop nåede at vise et grinende ansigt med en stor, gabende indsmurt babymund der kom farende og spiste kameraet.

Men jeg øvede mig endnu mere, og jeg blev virkelig hurtig!
Så værsgo: vores spadserende lille gryntetrunte!





Januar

Jeg elsker de øjeblikke hvor jeg opdager at i har opnået noget nyt.  Det er lidt ligesom at opdage at man får penge tilbage i skat.  Jeg ved ikke hvad jeg har gjort, men det var godt! 

Selma bøvler med noget
Nytårsaften stod jeg i køkkenet, og gudvedhvadjeglavede, mens Torbenfar og tante Jan legede med jer i stuen.  Og selvom vores stue praktisk talt kun er ét skridt fra køkkenet, følte jeg mig meget langt væk da Torbenfar råbte: "Selma gik!!  Tre skridt!!"
Vi skulle langt ind i det nye år før jeg fik syn for sagn!

Mindre hemmeligt går det for sig når Selma får tænder.  I aftes ved aftensmaden hørte jeg raspende, gnavende lyde inde fra hendes mund.  Efter en aldeles sindsyg detour til den tanke at der måske sad en mus inde i Selmas mund, blev jeg klar over at hendes kindtand i overmunden måtte have fået selskab i underetagen.  Tankeløst stak jeg en finger ind for at tjekke, og dér blev min finger kvast af to sylespidse børnetænder af det  reneste, jomfrueligste stål-emalje.

Imens er David begyndt at vaske sine flyverdrager selv.  Han gør det henne i børnehaven.  I deres helt fantastiske vandpytter.   Når han så kommer hjem kan han lige nå at få vasket bilen og gangen også, selvom det ikke bliver helt så grundigt fordi han ikke kan fået dyppet flyverdragten undervejs.  Men støvlerne og sokkerne, de er altid grundigt gennemskrubbet.  Jeg forstår slet ikke at de kan blive ved med at have vandpyttevand og mudder derhenne på Mosegården.  Jeg håber at han levner noget til de andre også.

Davids tøjvask hænger til tørre


Skatte man finder i Davids flyverdragter

Bare et sødt nøglehulsbillede



23. januar 2014

Johannes Sløk om oldefar

Kære Selma og David,
Bedstefar har netop sendt mig en af disse breve, der indeholder en trevl af vores historie.
En lille rød tråd jeg kan trevle ud af vores families store, spraglede gobelin: den største danske idéhistoriker Johannes Sløks begravelsestale over jeres oldefar Heinrich Bach.  Kan i mon kende jer selv i hans beskrivelse?      










Det gør det, kære Johannes, og nu lever det forhåbentlig endnu længere.


17. januar 2014

Barnets første sygedag

I går morges sad jeg og  tænkte på hvor heldige vi er.  Ikke den store måde, over at vi har mad på bordet og høje skatter og eksistentiel tryghed og en rar dronning der ikke bestemmer så meget over vores rare politiske ledere der har for travlt med deres barnagtige intriger til at bestemme så meget.  Men over at vi er sunde og raske.

Ikke på den store måde over at vi ikke har livstruende eller kroniske sygdomme, men over hvor lidt forkølede vi har været denne vinter.  Hvor lidt vi har hostet og kastet op og snottet.  Faktisk slet ikke, gik det op for mig.  Vores datter har oplevet sin første dagplejevinter uden en eneste sygedag!  Tænkte jeg.  Og så jinxede jeg det.

Jeg har prøvet at forklare bedstefar hvad det betyder at jinxe noget.  Det gik ikke så godt.  At jeg havde jinxet vores helbred betyder, at jeg tænkte "Vores datter har sørme oplevet sin første dagplejevinter uden en eneste sygedag!", hvorefter, eller hvorfor, vores datter næste dag var syg.

Nu sidder vi og hygger os og prøver at tænke rigtig meget på at vi sgu da egentlig aldrig har fundet en million på vores gåture i skoven.

Selma snot på barnets første sygedag.  Katten? Jah....for helvede.  Jeg kom jo til at udtale, og jinxe, at vi i hvert fald ikke skulle have to katte, dengang vi havde den lille tilløberkilling på tålt ophold.










11. januar 2014

Ordbær

David, om morgenen:  "Mor, børnehaven er mit arbejde."
Jeg: "Ja, det kan man godt sige.."
David, strengt: "Ja, og kom nu! Jeg er altså lidt sent på den i dag!"
Selma: "A..?"

2. januar 2014

Søde 2013

Så er december kommet - og gået.  Det samme er 2013.
Som jeg fortalte sidst år, skifter vores år allerede den 21./12:
den 21/12 vender lyset,
den 21/12 fødtes vores eget lille barn.  Hende der har ædt hele vores sidste år, råt, uden at levne noget til senere.

Disse billeder, som jeg tog i farten, fortæller historien om år 2013, året hvor der skete lidt for meget:



først blev jeg psykolog..

...så ordnede David og jeg jordskokker...Torbenfar sagde sit job op og skrev specialekontrakt....

...så var der pludselig en baby....
...snestorm...Annette flyttede til Seychellerne...

juleaften.......nogen fik vist nok gaver....

Tanja fik en baby......der var nytår....
....så lå vi lidt på sofaen og var forkølede....landets lærere låste sig ude....

....søde børn på besøg...Anna blev psykolog...Leefke fik en baby...
..Bøgen sprang ud....David blev fire....Eva blev præst....



.....vi nyste...Anne-Louise fik en baby.........Maya blev gift...
....baby hang ud på besøgende.........Dagmar blev psykolog......
......GTA 5 ramte verden ......Tanja blev psykolog...Torbenfar blev økonom...
...Torbens fødselsdag.....Ingers fødselsdag......Unikris blev psykolog!
....barnedåb.....dagpenge....Evakrislea flyttede til Løgstrup....Annette kom hjem igen...
..... Nelson Mandela døde...Selma kom i dagpleje...Lisbet fik en baby.....
Torben fik arbejde, Inger fik arbejde, Kadi fik arbejde, vi købte en bil....
Selma Johanne blev 1 år, det blev jul, det blev nytår!






13. december 2013

En barnløs fortælling fra vinterfjeldet #2: opturen

Tirsdag, 
+1*
Hästbergsätern - Skrocksätern - Ransbyshelteren

Snemand frost 1, 2, og 3 stavrer omkring i den primitive hytte og gør sig morgenklar.  Alle de stive led og muskler holder deres løfte om at bære os, men også løftet om at skrige til himlen efter gårsdagens strabadser.  Min kvindelige makker driver alligevel af overskud, hun varmer hjemmebagte boller på den grimme ovn og pisker en stemning op.   Herude, begynder jeg at forstå, er den gode stemning noget man pisker til det sidste, man har ikke råd til at miste den.  Derfor de absurd glade sange ude i den absurd sorte nattevandring.  Derfor skraldlatteren i stedet for medfølelse.  Derfor er der ingen kære mor, fordi den kære mor forlængst havde overtalt os til at bakke ud.  Kun en kold og kynisk selvsikkerhed, og tro på at grænser kun er markeringer af hvor det sjove begynder, kan få os til at gå videre.
Vi kommer lidt for sent ud, klokken er ni, og det går ned ad bakke i scootersporet fra vores veloplagte aftenbesøg.  Vi ruller derudaf de første timer. Ved middagstid skal vi over et lillebitte pas uden afmærkninger og uden spor, sneen står os til hofterne, vi skubber os frem og op.  En yderligere beskrivelse af den kommende time ville være en lang, pinefuld kliché.  På den anden side finder vi en langrendsløjpe, som vi beslutter går den rigtige vej.  Da den ikke gør det mere er vi helt derude hvor det sgu også er ligemeget, og fødderne bare går.  Benene har simpelthen opbrugt deres taletid, og lige så langsomt kan jeg høre andre tanker inde i mit hovede.  Tanker om et fuglekvidder omkring os, for eksempel, og om en smuk blomst der er lige ved at springe ud under sneen.  Desværre viser det sig at jeg i min tvivlsomme mentale tilstand har set en blomst hvor der i virkeligheden kun var en afbrækket død kæp.
Vi ankommer uden større armbevægelser som de første til vores træfpunkt klokken halv tre.  Ikke et øje er tørt, og skulderklappene fra de store karle er lige ved at vælte mig.  Jeg går på vandet!  Ja faktisk:  for mens de stakkels jobsøgere bliver lullet ind i noget pædagogisk væveri i den varme hytte, kommer jeg ud at køre på bagsædet af den berømte snescooter ud på søen.  Med omtrent halvandenhundrede kilometer i timen hamrer vi ud over isen og æder en strækning som jeg har brugt de sidste halvanden dage på at tæske min krop igennem.  Det går så hurtigt at tågepartiklerne føles som sandkorn.  Jeg elsker mit nye job!!
I hytten afprøves også skovarbejdernes foretrukne spise: kolbulle, en bålpandekage så fæl og fed at man kan leve af den i flere dage. Hvilket vist også var meningen i de gamle skovhuggerlejre...

Kolbulle på skrocksätern

Da klokken nærmer sig aftensmadstid har turledelsen opnået sit mål: sindene har lullet sig ind i den tro at det er her vi skal sove, kampgejsten er sat i tomgear, og mørket er faldet på.  Vi sendes i nye hold ud på jagt efter vores sheltere, som ligger 3-4 timers vandring væk.  Tre store slagne krigere bliver tilbage i hytten, de har kæmpet til det allersidste, men er gået i knæ over feber, ødelagte knæled og alt for lidt nattesøvn. Mit nye hold består af elgen, der tramper afsted og rydder hele underskoven for os.  Ulven, som så gerne vil op at strejfe på de små veksler rundt omkring gennem skoven, og mig, uglen med de store øjne.
Vores elg laver en farbar sti, og jogger også gerne rundt om en sø for at finde vores shelter til os i mørket, mens vi står tilbage med hans rygsæk og nyder synet.  Da lejren er etableret traver elgen ud i skoven og fælder et par udgåede grantræer, og selvom bålet bliver for vådt til virkelig at futte, er vi ikke til at hugge og stikke i. Vi får kort besøg af en fjern lyd fra det andet hold ude i skoven, som stadig leder efter deres shelter ude i mørket, senere viser det sig at de ender med taknemmeligt at lægge sig til at sove på et lille vildmarkstoilet, alle tre mand.
Røverhistorierne og al vores energi er forlængst brugt op, så vi lægger os salige ned i vores sovegrej som består af en silkeinderpose, en sovepose, og uden på den endnu en sovepose, og uden på den et soveposeovertræk mod vind og vand. Inden i soveposen har vi en fjeldvarmedunk, der består af det kogende varme snevand i vores drikkeflaske, og med de fugtige sokker fra dagens vandring udenom. Natten igennem har man det lunt og dejligt, og næste morgen har man tørre sokker.

Nu med økse
På dette tidspunkt er jeg så høj af min egen selvovervindelse, de skønne bekendtskaber og den flotte natur, at vandringen igennem sneen føles nøjagtig som at gå på vandet.  Natten igennem sover vi som sten i vores flotte shelter.

Onsdag d. 11/12
-1*
Ransbyshelteren - Klarälvsbyn
Den sidste etape.  Ruten siger vi skal op på en meget genstridig rygning, som vi skal følge et godt stykke inden vi nærmest glider ned ad skrænten ned i Klarälvsdalen.  Det er et kort stræk på cirka 5-6 km, men med ben i.  Alle er enige om at vi i stedet vælger at gå ad grusvejen, som godt nok ikke er ryddet, men til gengæld åben og lige, og uden ben i.  Men så kommer fanden op i mig, og jeg tager kortet i hånden og tænker på hvad jeg egentlig har at miste og at vinde.  Et eller andet sted er jeg allerede ude over det punkt hvor den bundløse hvide skov og den endeløse sti den gemmer under sneen kan røre mig.  Vi trækker op over fjeldet.
Fra det øjeblik går vi alle tre på vandet.  Sneen er ikke mere noget benene undrer sig over, den er bare det man pløjer sig igennem når man går.  Oppe nær spidsen letter tågen, og solen bryder igennem.

Sol fra udsigtspunktet over Sysslebäck
Elgen, som er gået forud, ser en anden elg, én af dem med fire ben.  Desværre når vi kun at høre den, men her får jeg alligevel naturen mistænkt for at være en rørstrømsk romantiker bag ved al den bitterkolde hårdhed.





Solskin 

Solen

Julestemning

På vej ned ad æggen forærer den os et ulvespor på størrelse med en underkop, som vi følger over flere hundrede meter.  Sneen drysser fra de tunge træer, og ulven og jeg synger "Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøøn er sjælenes pilgrimsgang gennem de favre riger på jorden!" og englene synger med.
Ulv

Da vi for første gang i tre dage hører menneskelarm der ikke kommer fra vores egne, stopper vi op og spiser den sidste proviant, drikker snevand (som stadig smager lige frygteligt) og ser skoven som det den er, helt uden overlevelseskamp og fjendtlige følelser.

Nede i hytten bliver vi modtaget af så megen varme og huslighed, at kontrasten næsten vælter mig.
Jeg hælder de sidste slurke smeltevand i vasken, dem som vi havde gemt til det  scenaie hvor en af os brækker et ben på den sidste kilometer, og tager et varmt bad.

Mig der står på vandet--